Det var denne sag, der i sin tid fik Bertel Haarder til at brøle ’pis mig i øret’ i hovedet på en tv-journalist. Det husker de fleste.

Men de færreste husker, at journalisten ønskede ministerens svar på, at hans ministerium sammen med regionerne havde nedsat en arbejdsgruppe til at kigge fedmekirurgien efter i sømmene, samtidig med at en anden arbejdsgruppe i regi af Sundhedsstyrelsen var i gang med præcis det samme. 

Forskellen mellem de to arbejdsgrupper var, at ministeriets nye gruppe var befolket med ikke-eksperter, mens det andet udelukkende bestod af fedmeeksperter. Siden valgte ministeriet at lægge retningslinjerne fra den fagligt svage arbejdsgruppe til grund for det nye behandlingsregime på fedmeområdet.

Man sagde, at det skete af faglige grunde — men det hele stank af besparelser.

Nu, halvandet år efter, kan dommen over de nye regler fældes, og det blev en ommer. Landets fedmeeksperter vender nemlig ryggen til det regime, som Sundhedsministeriet fik gennemført bag ryggen på den lægefaglige rådgivning. Af syv fedmekirurgiske afdelinger ønsker de seks nye regler, som er mindre rigide end de nuværende. 

Det nye regime, som indebar, at patienterne skulle være ældre og endnu mere syge, har leveret den vare, Sundhedsministeriet ønskede. Der er nemlig sat en meget effektiv stopper for væksten i fedmeoperationer. Før ændringerne gennemførte kirurgerne 400 fedmeindgreb om måneden, og tallet var i voldsom vækst, nu er tallet 100. 

En del af denne reduktion er åbenlyst fagligt velbegrundet. Der blev givetvis opereret for mange, og højst sandsynligt skyldtes det tilstedeværelsen af villige private hospitaler med netop fedmekirurgi som speciale. Sundhedsvæsenet har altså sparet penge, også på den gode måde.

Men der er — ifølge eksperterne — altså også mange patienter med evident behov for kirurgi, som ikke kan få det, fordi de ikke lever op til det nye regimes skrappe krav. De er simpelt hen ikke tilstrækkeligt fede. Men reglerne forhindrer dem i at hjælpe disse patienter, som ikke har nogen alternativer til kirurgien. I stedet må lægerne — om man så må sige — vente på, at patienterne har fået et tilstrækkeligt ekstremt BMI. 

Den situation er fedmekirurgerne utilfredse med.

Prisen for de hårdhændede regler betales af patienterne. Men det er også dyrt for samfundet, fordi patienterne får komplikationer, som er meget dyrere at behandle.

Alt tyder på, at ministeriet og regionerne er gået alt for vidt i deres spareiver, og nu har patienterne i halvandet år oplevet stærkt forringede muligheder for hjælp. Ansvaret for fejlen ligger soleklart på den daværende minister, Bertel Haarder. Det var ham, der valgte at bypasse fagligheden og satse på de billige løsninger.

Men Bertel Haarder kan blive overhalet højre om af den nye minister, Astrid Krag. Hvis ikke hun omgående griber ind, så går ansvaret for denne sag videre til hende. Bertel Haarder kunne påberåbe sig uvidenhed. Det kan den nye minister ikke længere. Det er hendes ansvar hurtigst muligt at nedsætte en ny arbejdsgruppe, denne gang med deltagelse af de rette, fagligt stærke læger. De skal barsle med nye retningslinjer i en fart.

I mellemtiden kan Danmark flage på halv, fordi det i processen lykkedes at smadre de private fedmehospitalers markedsposition. Inden Bertel Haarders indgreb var fedmeområdet domineret af de private, nu er de udraderet. 

Det var altså det sørgelige resultat af dette forløb. I dag har det offentlige sygehusvæsen tilbageerobret initiativet, og det var måske den egentlige hensigt med initiativet.

Men patienterne betalte prisen.