Samtidig er Lægeforeningen tydeligt påvirket af situationen. Energien og dynamikken er på et lavpunkt, netop som der er brug for en stærk og enig Lægeforening.
Sagen drejer sig om almen medicinere, som bliver ansat i praksis i stedet for selv at købe sig ind i en praksis og få et ydernummer. Den nye overenskomst åbnede mulighed for den konstruktion.
Problemet er opstået, fordi PLO og Henrik Dibbern havde foruddiskonteret, at PLO skulle organisere disse læger, men Yngre Læger insisterede på, at de skulle forblive organiseret der. Den armbøjning vandt Lisbeth Lintz, fordi hun har langt flere medlemmer — og dermed stemmer — bag sig. Og så måtte det ellers så stolte PLO lunte ud af lokalet med halen mellem benene.
Indtil videre er FAS ene om at have forsøgt at løse konflikten. På selve hovedbestyrelsesmødet fremlagde FAS et kompromisforslag, nemlig at medarbejdere, der er organiseret i YL, bliver der i de første to år af deres ansættelse i almen praksis, og at de derefter selv kan vælge mellem PLO eller YL.
Det forslag afviste begge parter.
Dibbern har siden sagt, at det kom som en overraskelse, at YL ville ’kuppe’ PLO. Men forud for det famøse møde havde sagen nu været drøftet på flere bestyrelsesmøder. Der havde også været følere mellem PLO og YL.
Udgangen var altså ingen overraskelse, den var forudsigelig. Snarere kan man påstå, at Dibbern og PLO har undervurderet uviljen til at lade nye almen medicinere i praksis organisere sig i PLO. Det kan der være flere grunde til. Den ene er, at PLO og ganske særligt Henrik Dibbern ofte går enegang. På det seneste har Dibbern irriteret resten af Lægeforeningen ved at forlange, at lægerne skal offentliggøre størrelsen af deres honorarer fra industrien.
I dag stiller Lægeforeningen sig ellers tilfreds med, at honorarerne oplyses til Lægemiddelstyrelsen, og den ordning er resultatet af en fælles beslutning. Men det blæser Dibbern på — og det er ikke et særtilfælde — når han skarpt fordømmer læger, der har relationer til industrien.
Den slags har gjort PLO upopulær, især hos dem, der faktisk modtager honorarer fra industrien, og det er FAS og YL, og ikke PLO.
Striden har andre grunde. Mon ikke YL blev voldsomt provokeret over at læse PLO’s udspil til aftale med de nye almen medicinere i praksis? Hvis de melder sig ind i PLO, så har de normale arbejdsvilkår, f.eks. løn under barsel og økonomisk bistand fra efteruddannelsesfonden. Men skulle de vælge et YL-medlemskab, så fremgår det af en aftalemodel, PLO har lagt frem på sin hjemmeside, at de kan se frem til ordninger, der er hentet fra funktionærloven, dvs. oldnordiske barselsordninger og nul hjælp til efteruddannelse. Det udspil skulle sikkert forhandles. Men selv med det udgangspunkt var PLO’s udspil chokerende mellemkrigsagtigt. Og dumt, må man sige.
PLO og Henrik Dibbern er altså ingenlunde uden ansvar for denne strid. Tværtimod. PLO har opført sig som en elefant i porcelænsbutikken. Og Dibbern er vist selveste hanelefanten.
YL bagatelliserer sagen: »Det er ganske normalt, at vi ikke er enige til et bestyrelsesmøde,« siger formand for Yngre Læger, Lisbeth Lintz. Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, glatter også ud og kalder det en ’legitim interessekonflikt’.
Men de vrøvler, og egentlig er det fornærmende, at Lisbeth Lintz og Mads Koch Hansen ikke tør erkende krisen. Jo, den er en bagatel for YL, og jo, Lægeforeningen kan på kort sigt være ligeglad. Men denne sag er en kampesten i skoen på PLO.
Striden er afgjort betændt for Lægeforeningen, og den bør tages alvorligt, selvom PLO opfører sig som en fornærmet teenager.
Striden præger tydeligvis også Lægeforeningens formkurve udadtil. Foreningen har i nogen tid savnet energi i sine udmeldinger. Etik har været sommerens store emne, og her burde Mads Koch Hansen være dukket op med stærke synspunkter. Men det kompliceres unægtelig af, at PLO med stor arrogance fremfører sine egne nypuritanske solosynspunkter.
Siden har regionernes fremtid eller mangel på samme været et kæmpeemne. Men heller ikke der formår foreningen andet end at hviske sin stilfærdige støtte til regionerne, og det er ikke så mærkeligt, når FAS’ formand Erik Kristensen tidligt valgte at insistere på, at regionerne skal fjernes fra jordens overflade.
Oven i det kommer så denne konflikt. Nemt er det ikke. Lægeforeningen er splittet på alle tidens største spørgsmål, og formanden formår ikke at holde sammen på de uregerlige søjler. Derfor har foreningen ingen skarphed i sine synspunkter. For at tækkes alle vil formanden det hele – og derfor ingenting.
Denne sag burde ryddes af vejen. Konstruktionen med ansatte almen medicinere er kommet for at blive. Ja, den er kommet for at vokse sig stor, og derfor er den truende for PLO’s fremtid. Lige nu er der et vindue åbent for en løsning. Der er kun syv læger ansat i almen praksis på disse vilkår. Om et år kan det vindue været smækket i.
Det er virkeligheden, og den burde Mads Koch Hansen reagere på. Den kan ikke bagatelliseres.