I stedet endte han med at blive beskyldt for at fejlbehandle sine patienter, så de døde af det, oven i købet for egen vindings skyld.
Det hele startede søndag 24. september 2008, da DR Dokumentaren ’Når lægen ved bedst’ rullede over skærmen. Her, halvandet år efter, er der faldet dom.
Byretten har afgjort, at anklagerne mod Jens Benn Sørensen er »ubeføjede«, og DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, journalisten bag programmet, Mette Frisk, og hendes chef, Steen Jensen, dømmes til at betale hver 10 dagbøder a 1.000 kr. samt sagens omkostninger.
Frem til Byrettens dom har processen mod overlægen været kafkask. Mens udsendelsen blev til, blev det hurtigt klart for Jens Benn Sørensen, at journalisten gik efter hans strube. Udgangspunktet var en række patientsager, to patienter, som overlægen var ansvarlig for, og en patient, som valgte at lade sig behandle i udlandet.
Det blev klart for lægen, at han skulle gøres ansvarlig for de to, det gik galt for, og hvor han havde anvendt Vinorelbine som en del af en kombinationskemokur. I det sidste tilfælde, hvor patienten er stillet flere leveår i udsigt, blev anvendt Alimta.
Det var den behandling, journalisten fra DR – i sin visdom – mente, at han burde have anvendt for at undgå dødsfaldene. Lægen fik altså sin professionalisme beklikket, og journalisten ville simpelt hen ikke forstå, at hans faglige valg var velbegrundede.
Men journalisten gik endnu længere.
Hun mente at have grundlag for at beskylde ham for at vælge den pågældende behandling, fordi han var i lommen på producenten, der betalte for hans ’forsøg’. Pengene gik i overlægens ’personlige forskningsfond’. Heller ikke den fejlslutning kunne Rigshospitalet formå journalisten til at revidere. Også den beskyldning kunne kræftlægen se eksponeret på tv denne søndag aften i september 2008 – sammen med resten af nationen.
Selve udsendelsen anvender et formsprog, som var det Watergate, det handlede om. Stærkest husker de fleste, der har set den, hvordan journalisten dukker op, da Jens Benn Sørensen er på vej fra arbejde på sin cykel – med cykelhjelm, og hun råber efter den ’flygtende’ læge: »Hvad har du brugt pengene til?«
Jens Benn Sørensen fik massiv opbakning fra Rigshospitalet, der valgte at anlægge en injuriesag mod DR. Utvivlsomt har kolleger, familie og venner også støttet op. Men derudover har han haft god grund til at føle sig ensom.
Debatten om de metoder, som DR-journalisten havde anvendt, blev aldrig til noget. Dele af dagspressen havde forud for udsendelsen anvendt det pressemateriale, som DR altid sender ud forud for deres afslørende udsendelser, og dér havde pressen uden at lave selvstændig research støttet op om de grove beskyldninger. Den fejltagelse var dagbladene ikke indstillet på at rette.
Lægeforeningen gik heller ikke ind i sagen, bortset fra at Ugeskriftet har omtalt injuriesagen. Der er fra foreningens side ikke ydet nogen som helst form for støtte. I hvert tilfælde ikke offentligt.
Journalistforbundet, der ellers ofte går med til at facilitere en selvkritisk debat, har holdt sig langt væk. DR’s interne vagthund, seernes og lytternes redaktør, Jacob Mollerup, har udfærdiget en eller anden form for kritik af udsendelsen, men den vil ikke blive offentliggjort, før end retsprocessen er endeligt slut.
Så kom retssagen. DR’s journalist påstod uden videre, at udsendelsen ikke havde forholdt sig kvalitativt til præparaterne. Hun havde bestemt ikke sagt, at det ene var bedre end det andet. Journalisten mente heller ikke, at hun havde omtalt Jens Benn Sørensens privatøkonomi. Det var ikke privatøkonomien, der blev sigtet til ved cykelstativerne uden for Rigshospitalet. Journalisterne fra DR mente heller ikke, at man havde påstået, at Vinorelbine kunne være en fejlbehandling. Nej, den slags fejl havde DR ikke begået.
Her må det have løbet kræftlægen koldt ned ad ryggen. På en måde var det nemlig rigtigt, at injurierne forblev usagte. Udsendelsen var ondere end som så. Den nøjedes med mistænkeliggørelsen.
Heldigvis havde Byretten mod til se gennem de patetiske bortforklaringer fra journalisterne.
Hvad kan læger lære af denne sag? Først og fremmest, at de skal passe på, når de kommer i nærkontakt med skruppelløse journalister. De er heldigvis et mindretal, men moralen bliver desværre ringere og ringere. Hvis man orker at læse DR’s procedure fra denne sag, så opdager man, hvor skånselsløst landets største medie er blevet. DR vil simpelthen have lov til alt. DR opfatter sig som en såkaldt ’public watchdog’, der med henvisning til den såkaldte Grønjakkesag altid har lov at bringe injurierende udtalelser, og som i sine kommentarer skal have frit spil. Det er skræmmende læsning.
Ellers er det soleklart, at Lægeforeningen på den ene eller anden måde burde gå ind i disse sager. Ofte er foreningen bedre rustet til at tage sig af ofret end arbejdsgiveren. Foreningen vil måske også kunne mægle mellem parterne. Sagen mellem Rigshospitalet og DR havde ikke behøvet at ende for en domstol.
Nu er situationen gået i hårdknude. DR har valgt at anke Byrettens dom. Rent journalistisk er det spild af rettens tid. Der er intet principielt at hente i en ny dom.
Til gengæld kan Jens Benn Sørensen og hans patienter få lov at hænge til tørre i endnu nogle måneder.