Man skulle tro, at Ebberød Bank er genindført her i kølvandet på bankkrisen. Denne gang er det bare sket på de danske hospitaler.

Nogle hospitaler har i den grad leveret produktivitetsforøgelser. De belønnes nu med et krav om straks at spare betydelige millionbeløb. Klogt?

En anden gruppe af hospitaler har været så letsindige at hjælpe regionerne ved at overtage andre hospitalers patienter, da de afdelinger, der ellers skulle have betjent dem, blev affolket. Den hjælpsomhed straffes hårdt, fordi de venlige hospitaler aldrig fik den fulde finansiering med. Klogt?

En tredje gruppe af hospitaler blev nødt til at indkalde vikarer for at leve op til regeringens ventetidsgarantier – nu tvinges de til at afskedige fastansatte. Som om det vil reducere behovet for vikarer.

Endelig er der en fjerde gruppe, og den er vist stor – dem, der rammes af hele denne bredside.

Det bliver resultatet af 2009: Et absurd eksempel på, hvordan man med styringsmekanismer kan fremme inaktivitet og suboptimering, og på, hvordan man systematisk kan lamme dem, der er ambitiøse og produktive.

Medgivet, helt dækkende for, hvad der er foregået, er beskrivelsen dog ikke. Det handler trods alt ikke udelukkende om tossede økonomiske styringsværktøjer i regionerne. Det spiller en rolle for de monumentale sparerunder, der i denne uge ramte Herlev Hospital og Rigshospitalet, at 2009 blev det mest tumultagtige for hospitalernes økonomi i mands minde.

I dag ved vi, at ingen kunne finde ud af noget som helst. Økonomiaftalen blev til i 2008 straks efter en langvarig sygeplejerskekonflikt med opstemmede behov for at indhente det tabte – uden at have ressourcerne. Det frie udvidede sygehusvalg blev suspenderet, men skulle genindføres året efter – men al den uforudsigelighed, som det måtte medføre.

Samtidig blev der lavet om på spillereglerne mellem offentlige og private sygehuse. Regionerne påtog sig ansvaret for at gennemføre store udbud – med forventede store besparelser på indkøb af scannere og på omlægninger af den præhospitale indsats. Alt tyder på, at der slet ikke kom besparelser ud af anstrengelserne. Tværtimod.

Endnu er det reelt for tidligt at gøre op, hvor galt det er gået. Umiddelbart ser det ud, som om de største negative budgetafvigelser har ramt landets to største regioner: Hovedstaden og Midtjylland. Region Sjælland og Region Nordjylland er relativt set ramt på samme niveau, men de er jo langt mindre. Region Syddanmark har styr på tingene – men det er dog gået galt med OUH med en skævert på over 100 mio. kr.

For nærværende tyder alt på, at landets hospitaler samlet set har brugt mindst en mia. kr. mere, end de måtte. Situationen kan dog vise sig at være langt værre, et overforbrug på 1,5 mia. kr. er slet ikke urealistisk. Det er 2,0 mia. kr. heller ikke. Problemerne er altså massive. Hvis de alene skal løses ved afskedigelser, så skal hospitalerne samlet set af med 2.500 medarbejdere, altså i bedste fald. I værste fald det dobbelte. Det svarer til at nedlægge et stort hospital på størrelse med, ja, Herlev.

Alt tyder på, at den helt store synder er – en regulær og massiv historisk succes. Ved opbydelsen af alle deres kræfter har landets hospitaler nemlig gennemført 5,0 procent flere behandlinger end året før. En imponerende fremgang, og den kommer oven i købet, mens vi har en regering, der mener, at patienternes behov skal tilgodeses på enhver måde. Lars Løkke Rasmussen og Jakob Axel Nielsen burde være ellevilde over deres værk.

Sådan er det ikke. Tværtimod. Forklaringen er, at økonomiaftalen mellem regionerne og regeringen havde et mere beskedent mål som sit udgangspunkt, nemlig 3,5 pct. Den fremgang ligger til grund for den økonomiske udvikling. Groft sagt får hospitalerne derfor ikke betaling for omkring 40 pct. af produktivitetsfremgangen. Dette tal er oven i købet et gennemsnit, som dækker over meget store variationer.

Nogle hospitaler har leveret endnu flottere produktivitet – og de straffes så endnu hårdere. Alt tyder på, at Herlev Hospital er offer for den mekanisme. Nu skal det københavnske forstadshospital af med hver 10. medarbejder efter en produktionsfremgang på 40 pct. (med et udvidet budget på 10 pct.). Andre har til gengæld underleveret. Men de har i stedet fået fuld betaling. Den situation er andre af hovedstadsregionens hospitaler i.

Herlev Hospitals fyringsrunde er en forpost for kommende spareplaner. Mange flere hospitaler vil blive berørt i de kommende uger og måneder.

Situationen er traumatisk. Fyringer gennemføres, inden man har fuld forståelse for, hvad der er forklaringen. Er budgetafvigelserne forbigående? Er de strukturelle? Og der er selvsagt slet ikke overblik over, hvad konsekvenserne er af sparerunderne.

Fyringerne på Herlev Hospital rammer især servicemedarbejdere. Af de 160 afskedigelser er meget få læger og sygeplejersker. Langt hovedparten er medarbejdere, der skulle frigøre læger og sygeplejersker til deres kliniske arbejde med patienterne.

Nu forsvinder denne hjælp.

Situationen er så alvorlig, at ministeren burde bede om en uvildig redegørelse for, hvad der er gået galt. Den forklaring kan regionerne ikke levere. Mest sandsynligt er de selv en del af problemet.

Mens vi venter på denne redegørelse, så skal ministeren – akkurat som i 2008 – suspendere det frie udvidede sygehusvalg. En væsentlig del af forklaringen på de aktuelle problemer er, at ministeren – helt uden at skele til hospitalernes økonomiske situation – er blevet ved med at presse speederen i bund.

Når patienterne uanset deres reelle behov alle sammen skal i behandling omgående, så mister hospitalerne deres – medgivet, kyniske – styringsmekanisme.

Der er en enklere løsning: Ministeren kan også anvise vejen til en sikker økonomistyring inden for budgetterne i en verden, hvor han har givet patienterne al magt til selv at bestemme, hvor og hvornår de skal i behandling – og nærmest også hvad det skal koste.

Med en gammel LO-formands ord har de danske hospitaler »sejret ad helvede til«.