Til hverdag kører chefsygeplejersken på Hospitalsenhed Vest ofte 200 km for at nå rundt til alle de matrikler, hun er chef for. Hun repræsenter den nye form for ledelse på danske hospitaler. Den mobile chef. Ligesom at være taxachauffør kræver det kørekort at være hospitalsleder i dag.

Aldrig før er så mange hospitalschefer blevet pensioneret som lige nu. De overflødiggøres, når hospitalerne fusionerer.

Reelt befinder dansk hospitalsledelse sig i et generationsskifte af uhørte dimensioner. Den voldsomme udskiftning foregår nøjagtig samtidig med, at ledelsesopgaverne bliver markant mere komplekse.

Tænk bare, i de kommende år investeres der 40 mia. kr. i nye sygehuse. Den investering skal de nuværende ledere forvalte, så samfundet får mest muligt for pengene. Opgaven er mildest talt udfordrende. For ti år siden anede ingen, at vi i dag kan håndtere indsættelse af kunstig hofte eller meget omfattende hjertekirurgi med bare et par sengedage. Men hvor stopper den udvikling, som spiller en afgørende rolle for, hvordan de nye hospitaler skal indrettes? I USA taler man allerede om sengeløse hospitaler. Hvor langt skal vi gå i Danmark?

I øjeblikket tumler alle hospitaler med indførelsen af specialeplanerne. Den proces er lige startet, og den kommer til at lave alvorligt om på hospitalernes landkort i de kommende år. Netop i disse måneder knokler hospitalerne også med den danske Kvalitetsmodel eller andre akkrediteringsmodeller. Den skal sikre, at udgangspunktet for den kommende sygehusudvikling er i orden. Det er et helvedes arbejde.

Skulle det ikke være nok, så skal hospitalsledelserne også bidrage til og implementere regionernes besparelser. Og ganske store andele af besparelserne skal i øvrigt hentes ved at afskedige eller omplacere kolleger.

Alt dette sker under maksimal offentlig bevågenhed. Pressen er vild med hospitalsnyheder. Den mindste ændring udlægges som massive forringelser af patientbehandlingen. Læg mærke til, at ikke en eneste af hospitalernes enorme ledelsesudfordringer har folkelig opbakning. Hospitalsfusioner, specialeplaner, akkreditering med alle skemaerne og den reducerede patientopmærksomhed, spareplaner, det hele er så upopulært. Selv om det hele skal forbedre indsatsen for patienterne, opfattes det som systematiske udhulinger. Pressen har slet ikke fattet disse projekter. Det er forfærdeligt uretfærdigt, men det er virkeligheden.

Ledelserne, som skal udføre opgaverne, er nye. Der er vel næppe en eneste chefgruppe, der er intakt i forhold til sidste år. I Region Midtjylland dannes der nye direktioner overalt. Den nye gigant, Århus Universitetshospital, baserer sig på en ny topchef og en ny lægelig direktør. Sammenlægningen af Silkeborg og Viborg er endnu en ny konstruktion. I Syddanmark skal en ny ledelse prøve at få styr på OUH, og den opgave er i sig selv monumental. I Vejle er ledelsen også ny på vigtige poster. Esbjerg har fået ny chef, og derfor kigger en hel stribe af hospitaler på Sjælland efter en øverste ansvarlige. I hovedstaden er der ikke en eneste ledelse, der ikke er ændret, og de fleste hospitaler har en helt ny øverste chef.

Generationsskiftet er betydeligt, og heldigvis ser det ud, som om de nye hospitalschefer virkelig har noget nyt at byde på. Hovedstadsregionen har tydeligvis valgt utraditionelle og spændende typer. Midtjylland er meget optaget af at finde ledere, der kan kommunikere. Syddanmark er optaget af ekstremt stærke forvaltere. Nordjylland kom igennem sine generationsskifter for et par år siden, og Sjælland er ikke rigtig kommet i gang.

Nedenunder dette lag er udskiftningerne endnu mere omfattende. De afdelingsledere, der har overlevet fusionerne, har fået langt flere medarbejdere under sig. I dag kræver det stort kørekort, og det skal tages bogstaveligt, at håndtere et job som afdelingsleder.

Sådan er situationen lige nu for dansk hospitalsledelse: Mange flere opgaver, voldsom kompleksitet, monumental folkelig utilfredshed og mange nye ansigter.

Hvordan stemmer det overens med den kliniske virkelighed?

Hygiejne er – til eksempel – et problem for rigtig mange hospitaler. Forholdene forbedres kun langsomt, og nogle steder dør patienterne, fordi der ikke er styr på tingene. Hygiejne er et ledelsesproblem. Hospitaler, der klarer sig godt på hygiejneområdet, har de bedste ledere. Men det kræver tilstedeværelse og stædighed. Foruden indsigt i, hvad der foregår på et hospital. Og så lederevner.

Gad vide, hvordan det vil gå med hygiejnen i de kommende år?

Bare et spørgsmål.