John Brochorst Christensen lignede bestemt ikke en vinder, da han viste tv-holdene rundt i de tomme stuer på Furesølund Privathospital. Hospitalet, hvor han er medejer og cheflæge, var tæt på at løbe tør for kontanter. Konkursen lurer. Lægen lignede et offer – og det er han da også.

Hospitalet reddede sig denne gang, men prognosen for overlevelse er stadig umådelig ringe. Det er bestemt sandsynligt, at hospitalet må lukke. Det er lige så sandsynligt, at mange andre privathospitaler vil lide samme skæbne, og dermed mister den samlede danske sundhedssektor reel kapacitet.

Det er i sig selv ærgerligt – men det er dobbelt ærgerligt, at Danmark er på vej til også at miste en mulighed for at effektivisere vores samlede hospitalsvæsen. Men det værste er dog, at man kan få den mistanke, at afstraffelsen af privathospitalerne sker på bekostning af patienterne.

Langt om længe er det ellers lykkedes at finde den rette model til at håndtere privathospitalerne.

Hidtil har de levet af at skumme fløden ved at behandle patienter, som de offentlige sygehuse ikke kunne nå eller klare inden for ventetidsgarantien. Det blev til guldrandede forretninger for privathospitalerne, ikke mindst fordi afregningen tog udgangspunkt i et drg-takstsystem, som aldrig har skullet bruges til det.

Det har ført til enorme frustrationer og reel demotivering af personalet ved de offentlige sygehuse, som bare kunne se til, mens dygtige kolleger valgte at dele deres arbejdstid mellem to arbejdsgivere.

Nu er denne forretningsmodel heldigvis fortid – og hvis alle ville spille deres kort rigtigt, så vender den heller ikke tilbage.

I dag er privathospitalerne i hovedsagen blevet underleverandører til de offentlige sygehuse. Før jul fik de mulighed for at byde ind på en række opgaver, som kunne frigøre ressourcer på de offentlige sygehuse, f.eks. inden for ortopædkirurgien.

Eftersom privathospitalerne dermed kunne systematisere deres behandlinger, kunne de også speede behandlingerne op – og dermed også sætte priserne ned. Typisk blev priserne reduceret med 20-30 pct., men der er også eksempler på halveringer (hvilket jo bare viser, at det gamle system var bindegalt).

Dermed blev privathospitalerne til en udvidelse af det danske sygehusvæsen, og det skete heldigvis på de rigtige betingelser.

Oven i købet kunne det blive endnu bedre, hvis man valgte at lade de offentlige sygehuse deltage i visse af de offentlige udbud. Det kunne føre til reel konkurrence, på lige og rigtige vilkår.

Det var en mulighed.

I stedet ser det ud, som om udviklingen går stik den modsatte vej. I stedet for at benytte de lave priser tyder alt på, at sygehusene har valgt at straffe privathospitalerne. Derfor er Furesø Privathospital ved at bukke under. De har ellers leveret deres del af aftalen, nemlig de lavere priser.

Til gengæld leverer sygehusene ikke deres del af aftalen, nemlig 1.100 patienter. Privathospitalet har kun fået lov at behandle en brøkdel og slet ikke nok til at opretholde den nuværende bemanding af læger og sygeplejersker.

Situationen er den samme over hele landet.

Det er, som om privathospitalerne kollektivt bliver straffet af det offentlige sygehusvæsen. Det ligner et hævntogt efter privathospitalernes mange forgyldte år. En periode, hvor de offentlige sygehuse bare kunne se til, mens de private sygehuse, godt hjulpet af regler, der favoriserede dem, tog for sig af retterne.

Sådan er det nu nok ikke. I hvert tilfælde ikke bevidst.

Skal man så have ondt af privathospitalerne? Det kommer an på temperamentet. Men der er sandelig grund til at have ondt af patienterne. Meget tyder nemlig på, at det har kunnet lade sig gøre at lægge privathospitalerne øde ved at udnytte, at Danmark har droppet ventetidsgarantien på en måned.

I stedet for at bruge de nye aftaler med privathospitalerne til at holde ventetiderne nede – eller i det mindste holde dem stangen – har sygehusene, bevidst eller ubevidst, ladet patienterne vente. Derfor er ventetiderne imod alle odds ikke faldet efter sygeplejerskestrejken. Bedømt på virkningen på ventetiderne kunne strejken nærmest lige så godt være fortsat.

Denne effekt er selvsagt usympatisk, men den kommer også til at straffe sig selv. I løbet af dette år vender ventetidsgarantien tilbage. Det vil ganske vist være en dumhed af historiske dimensioner. Men alt tyder på, at regeringen vil holde fast i sin plan.

Det vil udsætte det offentlige sygehusvæsen for et afsindigt pres, fordi puklen af patienter, der ikke er kommet i behandling, er helt uhåndterlig.

Det kan næsten kun blive til et comeback til de forgyldte privathospitaler.

Men denne gang vil det være løn som forskyldt.