Region Midtjylland er godt i gang med at tage mødommen på nogle af de mest hævdvundne principper i det danske sundhedsvæsen. Den gratis og lige adgang til behandling i det offentlige sundhedsvæsen er kommet i skudlinjen.
Faneflugten fra de hellige principper fremgår af et forslag, som de midtjyske politikere har sendt Folketinget. Her beder de stilfærdigt om lov til at forlange brugerbetaling for at give familier mulighed for at få behandling til barn nummer to på de offentlige fertilitetsklinikker. I dag kan det ikke lade sig gøre, hvis alle udtagne æg er anvendt til det første barn. I Region Midtjylland drejer det sig om omkring 500 forældrepar, der altså er henvist til at betale for deres behandling fra private fertilitetsklinikker.
Det er disse behandlinger, politikerne vil gå i konkurrence med, og det skal ske til priser svarende til, hvad de private fertilitetsklinikker forlanger. Det svarer formentlig til en pris på omkring 20.000 kr. for en behandling. Sværere er det ikke. Desværre er konsekvenserne helt uoverskuelige, ikke mindst fordi forslaget åbner op for en fravigelse fra noget af det sundeste i det danske hospitalsvæsen, nemlig de grundlæggende principper. Det er med andre ord alvorlige sager, Bent Hansen og resten af regionspolitikerne tumler med.
Forslaget er da også direkte uklogt.
Når man alligevel ikke er parat til at skælde Bent Hansen huden fuld for hans forræderi, så er det, fordi han og hans kolleger er gået i aktion i en god sags tjeneste. De færreste er jo enige med politikerne i, at det er vild luksus at anvende skattemidler til at hjælpe familier til at få barn nummer to ved kunstig befrugtning – uanset om æggene er opbrugt. Det er vist kun politikere, der mener, at det er den rigtige måde at behandle forældrepar, der har helt naturlige ønsker om familiens størrelse. For pokker, der er da fødselsunderskud i Danmark. Samfundet mangler ligefrem arbejdskraft. Måske er det lille nye barn, som skattepengene ikke må bruges til, en vordende speciallæge.
Sådan mener de fleste, og derfor er det nemt at få sympati for regionsrådets forslag.
Modsat kunne man så vælge at synes, at det netop af den grund er usmageligt at forsøge med et opgør med de helligste principper. Det ligner spekulation i en god sags tjeneste.
Den fornemmelse forstærkes, fordi det er helt umuligt ikke at få den mistanke, at det hele bare drejer sig om at få flere penge i regionens kasse. Det afviser Bent Hansen ganske vist. Han bedyrer ligefrem, at »vi ikke skal have overskud på det her«. Men det er altså svært – eller ligefrem umuligt - at se, at Region Midtjylland har foretaget denne henvendelse alene for at hjælpe de ulykkelige forældre. Faktisk kan de opnå præcis det, som regionen vil udbyde hos de private klinikker – og altså til de samme priser. Det er ærligt talt ikke nogen stor tjeneste, Bent Hansen er i gang med at levere.
Offentlighedens hukommelse er ikke så kort, som regionspolitikerne forestiller sig. Vi er mange, der husker, at regionen for kort tid siden arbejdede for at få sin spareplan til at hænge sammen netop ved at beskære regionens tre offentlige fertilitetsklinikker for at spare relativt få millioner. Det kom der ikke noget ud af, måske bortset fra dette forslag.
Man må håbe, at landspolitikerne afviser dette forslag. Det næste ville være, at de offentlige sygehuse – mod klækkelig betaling – tilbød andre behandlinger, som politikerne eller fagkundskaben heller ikke ønsker, at hospitalerne skal udbyde. Der er mange muligheder. Eksempelvis på kræftområdet. Hvorfor skulle de offentlige sygehuse ikke også – mod betaling – levere korte ventetider, mens gratisterne må leve med de lange. Problemstillingen er jo den samme.
Nej, Bent Hansen burde snarere kæmpe for at overbevise sine kolleger i Folketinget om at ændre lovgivningen, så samfundet kan yde sit bidrag til at give familier hjælp til at få barn nummer to.
Det ville være værdigt.