Ligesom på alle andre hospitaler i kongeriget blev cheferne blevet tudet ørene fulde om elendighederne omkring lægers og sygeplejerskers arbejde.
»Der er alt for meget bureaukrati. Det hele går op i blanketter, rapporter og registreringer. It-systemerne stjæler al tid. Der bruges også uhensigtsmæssigt meget tid på at løse opgaver, andre personalegrupper burde have løst. Patienterne lades i stikken.«
Sådan lød klagesangen, og alle i sundhedssektoren kender den.
I den situation iværksatte ledelsen i Skejby et forsøg, som siden skulle vise sig at føre til en overraskende effekt. I stedet for at bede det sundhedsfaglige personale om at levere ønskesedler til, hvilke opgaver man ikke gider lave, og hvilke opgaver man gerne vil overtage, foruden lange lister over alle de arbejdsgange, som er sendrægtige og frustrerende, blev personalet i Århus bedt om at redegøre for, hvad de mener er deres kernekompetence, og dernæst om at gøre op, minut for minut, i såkaldte logbøger, hvordan deres tid så faktisk bliver anvendt.
Det vil være løgn at sige, at denne miniundersøgelse fra Århus er synderlig videnskabelig. Slet ikke, ja, store dele af den er direkte uvidenskabelig (f.eks har ledelsen selv udpeget, hvem der skulle deltage, og der er for få deltagere i undersøgelsen). Ikke desto mindre er konklusionerne tankevækkende.
Med et beskrivende udgangspunkt – fjernt fra brok og kævl - viser det sig nemlig, at medarbejderne i virkeligheden ikke føler, at deres arbejdstid i særligt omfang spildes på forkerte opgaver. De deltagende overlæger (fra nyremedicinsk afdeling og anæstesi/intensiv-afdelingen) mente ligeud, at alt, hvad de foretog sig, var kerneydelser. De oplevede altså ingen svinkeærinder overhovedet. Sygeplejerskerne var mere kritiske. Alligevel kunne de kun udpege 8 procent af deres arbejdsopgaver som ikke-kerneydelser (59 procent bedømte de som kerneydelser, og 33 procent kunne ikke rubriceres). Det viste sig med andre ord, at der slet ikke var problemer.
De fleste af os kender det måske fra trafikpropper i myldretiden. Mens man sidder i dem, stiger frustrationerne, og tiden slæber sig af sted. Så snart proppen har opløst sig, så opdager man, at spildtiden har været beskeden (bortset fra, når det går galt). Sådan er det tydeligvis også med frustrationerne over uhensigtsmæssig administration og bureaukrati på hospitaler.
Projektet fra Skejby viser, at hvis man ønsker en konstruktiv debat, som kan føre til forbedrede arbejdsgange, så betaler det sig tusindfold at starte med at måle problemernes omfang. Derefter kan man så koncentrere sig om at løse de reelle problemer – altså det reelle tidsspilde.
Sådan foregår det ikke på landets hospitaler i dag. Der starter man med at afsøge horisonten for problemer, og det fører så til opslidende diskussioner om, hvordan de kan løses. Debatten om opgaveglidning begynder det samme sted. I stedet kunne meget vindes ved at kortlægge arbejdstiden og -problemerne.
Uanset hvad er der nemlig masser at tage fat på. Det viste undersøgelsen trods alt også. Læger laver kaffe, sygeplejersker gør rent. Det interessante ved undersøgelsen var imidlertid, at alle parter sagtens kunne opfatte begge dele som kerneydelser – altså når nødvendigheden kræver det. I andre tilfælde er det derimod ikke i orden.
Det er en anden vigtig lære af dette projekt. Når læger eller sygeplejersker gås på klingen, så kan en bestemt opgave sagtens være relevant i den ene situation – eller umådelig irrelevant i en anden. Hvis der virkelig er behov for, at lægen sætter kaffen over, så er det relevant. Hvis patienten virkelig har behov for, at der gøres rent, så er det også relevant.
Indrømmet, nogen revolution er denne undersøgelse ikke. Ikke desto mindre er tankegangen bag den i høj grad det, som sundhedssektoren har brug for.
Fri os fra skænderier om, hvem der skal lave kaffen.