Man kan egentlig godt forstå det. Med en sundhedsforsikring i hånden har patienterne overtaget kontrollen med deres egen behandling. Uanset hvor vanvittige deres ønsker og krav end måtte være, får de deres vilje. Og så kan lægerne hoppe og springe med deres fagligt velbegrundede løsninger. Hvis patienterne ønsker det anderledes, så bliver det sådan.
I sig selv er det en hån over for professionelt tænkende mennesker. Men samtidig har sundhedsforsikringerne sparket til grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen. Solidariteten tromles ned. Den fri og lige adgang til sundhedsydelserne er slut, nu da patienterne kan deles i to hold, et A-hold med forsikringer og hurtig adgang til bedre behandlinger og et B-hold for dem, der ikke har eller ikke kan få forsikringer.
På vegne af sundhedssektoren kan man kun ønske sundhedsforsikringer hen, hvor peberet gror. Det er fuldt forståeligt, at læger og andet sundhedspersonale kan blive direkte hadefulde, når forsikringerne kan anvendes til at tilsidesætte deres afgørelser.
Problemet er, at sundhedsvæsenet ikke skal afgøre alting her i livet. Der er trods alt andre hensyn at tage i samfundslivet.
Sundhedsforsikringer i den form, vi kender dem i dag, er kun syv år gamle. Dengang fik landets virksomheder lov til at forære deres medarbejdere en sundhedsforsikring, uden at denne gave skulle beskattes.
Før denne adgang til skattefrihed blev givet, var sundhedsforsikringer et frynsegode forbeholdt absolutte topledere i erhvervslivet. Med et slag blev sundhedsforsikringer folkeeje for danskerne, altså dem, der er i beskæftigelse, primært i den private sektor. I dag er næsten en million danskere omfattet af sådanne forsikringer, og langt hovedparten er ganske almindelige lønmodtagere.
Mange læger opfatter sundhedsforsikringerne som en del af den borgerlige regerings forræderiske komplot mod sundhedssektoren. Skattefriheden skulle være Lars Løkke Rasmussens opfindelse, og den skulle være indført af ideologiske grunde for at give patienterne endnu mere valgfrihed på bekostning af autoriteterne.
Erhvervslivet har imidlertid længe haft lov til at yde økonomisk hjælp til medarbejdere med arbejdsrelaterede skader. Der har også været skattefrihed for f.eks. akupunkturbehandling og zoneterapi. Senere er det blevet godkendt, at virksomhederne kunne få lov at give medarbejderne skattefri rygeafvænning. Skattefrihed for sundhedsforsikringer er blevet tilladt som en del af dette tankesæt. Den bagved liggende tankegang er ikke – i hvert tilfælde ikke udelukkende – at liberalisere sundhedsvæsenet, men derimod at give erhvervslivet lov til at hjælpe deres medarbejdere til et bedre helbred og til bedre og hurtigere behandlinger.
Set med erhvervslivets øjne er ordningen solidarisk, fordi den skal tilbydes alle ansatte, fra buddet og eleven til selveste direktøren, og det er vel ikke så tosset, heller ikke hvis man er læge. Læg også mærke til, at alle medarbejdere tilbydes nøjagtig de samme betingelser, også ansatte, der lider af f.eks. kroniske lidelser, som aldrig kunne få en sundhedsforsikring uden denne ordning. Det er vel heller ikke slemt. Tænk på, at erhvervslivet i forvejen har skattefrihed for alle andre forsikringer, og hvorfor skal det være anderledes at forsikre sig mod medarbejdernes sygdom, når virksomhederne godt må forsikre sig mod lynnedslag.
Anskuet med de øjne er sundhedsforsikringerne direkte velbegrundede.
Det forandrer imidlertid ikke, at forsikringsordningerne er katastrofale for grundlæggende værdier i det danske sundhedsvæsen. Et eller andet må laves om.
Det er nærliggende at fjerne skattefriheden, altså at medarbejdere, der har firmabetalt sundhedsforsikring, skal betale skat af dette frynsegode. For den enkelte forsikringstager drejer det sig om månedlige betalinger på typisk 100 kr. Fjernes skattefriheden, kommer det til at koste forsikringstagerne 600 kr. om året.
Mange er overbevist om, at det vil løse problemet. Men det er slet ikke sikkert. Der er rigtig mange danskere, der mener, at disse forsikringer er alle pengene værd, og de vil vælge at fastholde dem. Hvorfor skulle de opsige deres ordninger, blot fordi omkostningerne stiger med sølle 50 kr. om måneden.
Det er langtfra sikkert, at beskatning er vejen frem, selv om det naturligvis ville være herligt, hvis sundhedsvæsenet kunne få fingrene i den halve mia. kr., som staten i givet fald ville få i kassen.
I stedet burde politikerne koncentrere sig om at neutralisere forsikringernes egentlige skadevirkning, nemlig at patienterne med det nuværende system selv kan bestemme, hvem de skal udredes af. Derved bliver der blandet kommercielle hensyn ind i en proces, der ene og alene burde hvile på faglige vurderinger. Hvis stormagasinet selv skulle klæde kunderne på, er det vel ikke usandsynligt, at kunderne kom ud af butikken med favnen fuld af det fineste og dyreste tøj med den største avance. Den mistanke kunne man få.
Den mistillid burde man ikke kunne rette mod diagnoser, og derfor er det dér, man skal sætte ind for at genoprette balancen i sundhedsvæsenet.
Det kan ske ved at forlange, at udredning – eller visse typer af udredning – altid skal foretages af det offentlige sundhedsvæsen. Alternativt skal der ved lov indføres selvrisiko på sundhedsforsikringsbetalt udredning.
Det er i de baner, der skal tænkes. Vi kan alle sammen lige så godt erkende, at sundhedsforsikringer er kommet for at blive.