Nu er det sket igen, og denne gang er det i forbindelse med en sag, som tidligere har givet anledning til umådelig skamfuldhed, nemlig Omniscan-sagen.

Omniscan-sagen handler om, at radiologer valgte at anvende et bestemt kontrastmiddel, Omniscan, også når de skulle mr-scanne stærkt nyresvækkede patienter.

Omniscan indeholder imidlertid tungmetallet gadolinium, som de nyresvækkede patienter ikke udskiller så let som mere normalt fungerende patienter. Metallet ophober sig i kroppen – og forgifter den. NSF er den anonyme forkortelse for bivirkninger, der invaliderer patienterne med kramper, voldsomme smerter og mange andre forfærdelige komplikationer.

Omniscan blev godkendt af Lægemiddelstyrelsen til anvendelse i denne svage patientgruppe efter et regulært systemsvigt, hvor lægemidlet blev godkendt på et tyndt grundlag.

Derefter begyndte visse radiologiske afdelinger at anvende Omniscan, og senere skete det oven i købet med den tredobbelte dosis af, hvad der ellers var godkendt. Hele denne håndtering kom til at koste liv.

Alt dette får én til at skamme sig.

Men det værste er faktisk, hvordan Lægemiddelstyrelsen og sundhedsmyndighederne efterfølgende har nægtet at anerkende sine fejl og derfor også at tage ved lære af dem. I stedet skydes skylden på lægerne. Det er lægerne, som er dårlige til at indberette bivirkninger, påstås det.

På det punkt har Lægemiddelstyrelsen oven i købet kunnet skabe en alliance med selveste Lægeforeningen. Men myndighederne er gået skridtet videre – nu køres der ligefrem tilsynssager mod læger, der ellers har indberettet bivirkninger.

Efter denne kæde af rædsler skulle man tro, at det ikke kunne blive værre. Men det kunne det. Endnu en utilgivelig fejl er blevet begået.

Forhistorien er denne: I foråret besluttede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, at nu skal Omniscansagen bringes til afslutning. Efter at have forpestet hans liv skulle Omniscan elimineres og ud af sundhedsdebatten. Ministeren traf flere beslutninger for at lukke sagen.

En af beslutningerne var at igangsætte en grundig undersøgelse af, hvor mange patienter der er påført NSF ved anvendelse af gadoliniumholdige kontrastmidler a la Omniscan.

Men først skulle der udarbejdes retningslinjer for arbejdet, og det nedsatte man en arbejdsgruppe til at tage sig af. Gruppen afleverede en protokol til ministeriet efter månedlange overvejelser. Derefter forsinkede ministeriet sagen yderligere ved at sende arbejdsgruppens overvejelser i høring hos en anden arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen, nemlig den gruppe, som arbejder med at finde frem til, hvordan og hvornår der skal anvendes kontrastmidler til nyrepatienter.

Der ligger sagen stadig, og nu forventer Sundhedsministeriet, at retningslinjerne kan udsendes omkring 1. oktober. Først derefter kan regionerne komme i gang med at finde NSF-patienterne. Medmindre noget andet altså kan forsinke projektet, og det er slet ikke usandsynligt.

Foreløbig har patienterne altså ventet syv måneder på, at bureaukraterne kunne finde en løsning på et nærmest teoretisk problem. Hvis man var en iskold og uvidende kyniker, så kunne man måske leve med denne forsinkelse, fordi mange tror, at de hårdt ramte patienter ikke kan hjælpes, ja, mange af dem dør alligevel.

Men sådan hænger tingene faktisk ikke sammen. NSF-patienterne kan nemlig hjælpes, nemlig ved en nyretransplantation. Eksperterne mener, at op mod halvdelen af patienterne kan få et væsentligt forbedret liv. Alligevel har myndighederne hoppet på stedet i månedsvis, og her taler vi altså om en minister, en regering og en forvaltning, der synes, at alle har krav på behandling inden for en måned.

Det forløb kan man kun skamme sig over – især fordi denne patientgruppe i forvejen er forkasteligt behandlet.

Kors, hvor er det pinligt.