Region Hovedstaden, hvor hun er formand, har sendt regionens hospitalsdirektioner en instruks, hvorefter de skal trække alle ledende læger ind til personlige samtaler om deres bijobberi.
Det skal nok blive pinligt. Men det værste er nu, at regionens fremgangsmåde får det til at se ud, som om lægerne er forbryderne. Sandheden er, at bijobberiet er regionernes ansvar. De skulle have bragt det under kontrol for længst.
Den væsentligste ændring er, at regionen vil forlange, at lægerne skal sikre sig en forhåndsgodkendelse fra deres arbejdsgiver, hvis de vil bijobbe. Instruksen er en klar skærpelse af det hidtidige regelsæt, og den kommer oven i flere andre skærpelser af reglerne om lægernes bijobberi.
Faktisk er instruksen en krigserklæring rettet mod regionens overlæger – og den er også klart skrappere end tilsvarende bestræbelser fra andre regioner.
Region Hovedstadens initiativ vil sikkert vække en del sympati i brede kredse i samfundslivet. Man skal være læge for at forstå, at det er i orden, at betroede medarbejdere frit har lov at påtage sig arbejde hos konkurrerende virksomheder. Den går ikke hos private arbejdsgivere, og den går heller ikke mange andre steder i den offentlige sektor.
Derfor er frustrationerne forståelige. Hvordan kan en medarbejder, eller endnu værre en chef, arbejde deltid hos konkurrenten?
Ja, indimellem skal den offentlige arbejdsgiver leve med, at den ansatte, altså lægen, ligefrem er ejer af den konkurrerende virksomhed. Det nummer havde ikke kunnet lade sig gøre noget andet sted på det danske arbejdsmarked.
Hvordan skal den offentlige arbejdsgiver kunne regne med lægernes loyalitet? Betalingen fra den private arbejdsgiver er højere. Hvordan kan den offentlige arbejdsgiver leve med, at lægen ligefrem kan henvise sine patienter til behandling uden ventetid hos lægens anden arbejdsgiver?
Det er da plumråddent. Ja, det er, men det forandrer ikke, at lægerne har ret til dette mærkelige privilegium. Lægernes rettigheder er nedfældet i deres overenskomst med deres arbejdsgivere, og denne arbejdsgiver, in casu Danske Regioner, har indgået denne aftale med vidtåbne øjne, og det har lægernes arbejdsgivere i øvrigt gjort siden tidernes morgen. Senest har de gjort det for under to år siden.
I gamle dage var lægerne til for de rige. Velhaverne betalte lægernes løn, mens de fattige døde uden at blive behandlet. Siden dukkede et offentligt sygehusvæsen op, men dette væsen havde slet ikke råd til at betale de dyre læger.
Lægerne måtte derfor forstrække deres beskedne betaling fra sygehusene med honorarer fra deres private virksomhed, hvis de skulle opretholde deres levefod, og det gjorde de.
Den tradition er vedligeholdt op til vor tid. Det kan man tillade sig at undre sig over.
Dygtige læger får bestemt en god løn. Den kan sagtens tåle at blive sammenlignet med ingeniører, økonomer, jurister og alle de andre højtuddannede. I det lys behøver den ikke at blive spædet op.
Dette uvæsen har sine fordele for samfundet. Trods alt får danskerne lokket lægerne til at arbejde i deres fritid. Det har vi brug for. Ellers ville ventelisterne blive endnu længere.
Nu går Vibeke Storm Rasmussen til angreb på lægernes privilegium. Man aner en sammenhæng mellem dette aggressive felttog og regionens bemærkelsesværdige ulyst til alt, der er privat. Senest har regionen udmanøvreret de private vikarbureauer ved at etablere interne vikarbureauer – og i øvrigt ved at ansætte sygeplejersker og sosuer i stort antal. Hvorom alting er: Svækkelsen af de private vikarbureauer er svær at begræde. Bureauerne deltager ikke i værdiskabelsen overhovedet.
Region Hovedstaden vil med stor sikkerhed også være meget mindre medgørlig end de andre regioner, når det gælder om at samarbejde med privathospitaler. Uden det samarbejde vil de mest ambitiøse privathospitaler komme til kort, hvis de drømmer om at få fingre i mere specialiserede behandlinger i den nye specialeplan. Men også dér har regionen sympatien på sin side. Det er og bliver forkert at overlade stærkt specialiseret behandling til privathospitaler, medmindre de har det rette apparat bag sig, og det er sjældent tilfældet.
Nu kommer så dette angreb på læger, der bijobber på privathospitalerne. Kommer regionen igennem med sin instruks, så vil mange privathospitaler være ilde stedt.
Når lægerne tvinges til at vælge mellem den offentlige arbejdsgiver og den private, er der trods alt grund til at tro, at de fleste vil vælge det gode gamle danske sygehusvæsen. Hvad så med privathospitalerne? Deres økonomi er i forvejen miserabel.
Det er måske den reelle hensigt med regionens nye fortolkning af gamle regler. Hvis det er tilfældet, så er det en skærpende omstændighed i en kampagne, der på bunden er noget svineri – simpelt hen fordi den gør modparten til forbrydere, uagtet at regionen selv har ansvaret, og at regionerne selv har sanktioneret uvæsenet.
Lægerne har jo dette privilegium. Medgivet, det er et udtryk for massivt dårlig ledelse og blødsødenhed, at lægerne har kunnet bevare det. Det burde være afskaffet for længst. Det blev det bare ikke, og det er altså et ledelsesproblem af nærmest monstrøs karakter.
Hvis lægernes mærkelige ret til at bijobbe skal afskaffes, så skal Vibeke Storm Rasmussen og andre, der har de samme hensigter, opsige de nuværende aftaler og indgå ny aftaler uden privilegierne. Det vil – og bør – lægerne forlange god betaling for.
Så enkelt er det, og sådan er det i alle aftaleforhold. Har modparten en fordel, så kan den købes. Den kan ikke bare fjernes. I betragtning af, at Vibeke Storm Rasmussen har fødderne dybt begravet i fagbevægelsen, burde hun da vide det bedre end alle andre.