Diabetespatienterne flyttede sig ikke en meter, uanset hvor meget og hvor indtrængende lægerne opfordrede dem til at lægge kosten om eller begyndet at motionere.
Patienterne syntes heller ikke, at det var sjovt. Mange af dem udeblev.
En ond cirkel var sat i gang, som også forringede tonen på arbejdspladsen.
Konsultationerne var ’rent ud sagt blevet forfærdelige’. Sådan husker Berit Lassen, den ene af Lægecenter Korsørs tre læger, tilbage på den kedelige fase - og på starten til en virkelig opbyggelig historie, som mange praktiserende læger kan lære af.
Der kom nemlig noget fornuftigt ud af frustrationerne.
Lægerne orkede ikke at blive ved med at udsætte patienterne for gold kontrol. I stedet ville de fokusere på at sætte mål og diskutere måder at nå dem. Det forudsatte en helt anden organisering af lægehusets læger og sygeplejersker. Hver patient blev udstyret med sit team bestående af en læge og en sygeplejerske. Første gang møder patienten dem begge, men derefter følges der op med tre årlige kontroller hos sygeplejersken og én årlig kontrol hos lægen.
Lægehuset er inkarnerede, nærmest missionske deltagere i datafangst – »et fantastisk værktøj og en sindssyg vigtig brik i målsætningsarbejdet«, siger Berit Lassen. Givet er det i hvert tilfælde, at muligheden for at evaluere lægehusets egen indsats og tjekke den med, hvordan andre gør, skaber et forbedringsklima. Det kan simpelt hen løfte behandlingen.
I dag er Lægecenter Korsør pavestolt over at levere bedre kvalitet end gennemsnittet, og man glæder sig kollektivt over alle nøk i den rigtige retning.
Datafangst anvendes også på patientniveau. Data afslører nemmere, hvem der er dårligt regulerede, og hvem der er rykket ind i risikogruppen, f.eks. med forhøjet blodtryk. Det bliver muligt at lægge en strategi for hver enkelt.
Selv patienterne er åbenbart blevet mere tilfredse. I hvert tilfælde er andelen af udeblivelser faldet.
Det er sikkert for stærkt at tale om miraklet i Korsør. Men der er tale om markante forbedringer for patienterne og for klinikken. Og opskriften var altså: Gennemtænk organiseringen, genopfind processerne og sørg for at få evidens bag arbejdet i kraft af datafangst.
Medgivet, det er ikke nyt. Historien er fortalt før, ikke nødvendigvis på præcis samme måde som i Korsør, men tilstrækkeligt tæt på, til at rigtig mange praktiserende læger godt er klar over, at de burde komme i gang.
Så gør det dog.