Før sommerferien så sundhedspolitik lykkeligvis ud til at blive et centralt emne i dansk politik. Det trak sammen, fordi regeringen begyndte at få nogle deciderede tabersager, ikke mindst på grund af hospitalernes voldsomt eksponerede fyringsrunder. Heller ikke specialeplanen var faldet helt på plads.
De private hospitaler så dengang ud til at få en stor luns af sundhedsbudgetterne, og de offentlige sygehuse var fortørnede. Den situation var guf for oppositionen. Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kunne også fiske i de oprørte vande omkring Udkantsdanmark, og det drillede især Venstre.
I dag virker det, som om sundhedspolitikken er fjernere end længe fra at blive et vigtigt omdrejningspunkt i valgkampen. Forklaringen er ikke mindst landets nye sundhedsminister, Bertel Haarder, som har fået styr på tingene efter den mere famlende Jakob Axel Nielsen.
Det mener i hvert tilfælde den poliske kommentator Thomas Larsen, der tirsdag optrådte på de såkaldte Ekspertdage, som i år arrangeredes af Lif, Dansk Sygeplejeråd og Dagens Medicin. Thomas Larsen kalder ligefrem Bertel Haarder for regeringens Rullemarie, ham, der bliver rullet ind, når bomber skal demonteres, og som leverer varen. »Han har gjort det forbløffende godt,« sagde Thomas Larsen.
Jo, Bertel Haarder har sin egen stil, og Thomas Larsen har ret. I hvert tilfælde delvist. Stærkest er ministeren på tv, når han udsættes for kritik. Han har en formidabel evne til at leve sig ind i kritikernes situation – og til at spille konstruktivt sammen med kritikeren. Derved afdramatiseres situationen – og ofte forsvinder kritikken.
Men der er nu andre grunde til, at oppositionen tilsyneladende har fået sværere kår på sundhedsområdet. Specialeplanen blev eksempelvis lukket med en gevaldig begmand til privathospitalerne. Ingen kan længere beskylde regeringen for at rende privathospitalernes ærinde.
Nedlukningen af udkantshospitalerne blev ganske vist gennemført. Men eksekveringen blev foretaget af regioner, som domineres af netop S og SF. Det var modigt og respektindgydende, men S og SF kan kun vanskeligt kritisere lukningerne, når det var deres egne folk, der gjorde det. I det hele taget har Helle Thorning nærmest eksistentialistiske problemer, så længe regionernes formand er socialdemokrat akkurat som formanden for landets største region. Det er heller ikke en styrke.
Lige nu opruster hele sundhedsapparatet oven i købet, og altså under en borgerlig regering, for at holde medicinpriserne nede. Og med held. Dér kan oppositionen heller ikke sætte kniven ind.
I det hele taget er mange af oppositionens dagsordner blevet erobret tilbage af regeringen.
Men der er dog stadig mange af regeringens flanker, der er pivåbne for massiv og effektiv kritik. Ja, der kunne sagtens etableres en ren vindersag for Helle og Villy på sundhedsområdet. Hvis de altså tør.
Regeringen har – sat på spidsen – systematisk undergravet fagligheden i sundheden. Venstre kan ikke lide eksperter, og da slet ikke på sundhedsområdet. Den krig har varet siden Alberti, der ikke bare var en svindler – han var også manden, der lukkede den daværende sundhedsfaglige rådgivning ned. Han blev det synligste symbol på Venstres foragt for lægelig ekspertise. Men aversionen går faktisk helt tilbage til partiets stiftelse.
Venstres modvilje mod eksperter eksisterer i bedste velgående, og indimellem med rette. Ikke desto mindre må det åbne en flanke for oppositionen.
Lige nu tørster sundhedsvæsenet – og alle dets ansatte – efter centraliserede, fagligt velbegrundede beslutninger. Men det blokerer regeringen for, anført af Venstre. På det punkt er der bunker af politiske point at hente for Helle og Villy.
Tag epj’en. I hele den nuværende regerings tid har sundhedssystemet arbejdet for at opfinde en landsdækkende epj. Uden held. Der er ellers brugbare løsninger at vælge imellem, men politisk ønsker man en løsning, der kan skabes enighed om i regionerne. Det kan bare ikke lykkes. Dér kunne Helle og Villy sætte ind og gennemtvinge en løsning. Det ville være populært, og de kan få masser af rådgivning til at træffe det rigtige valg.
De praktiserende læger kommer til at spille en endnu større rolle i sundhedsvæsenet i fremtiden end i dag. Kronikerne, der i dag koster sundhedsvæsenet 80 pct. af sundhedsomkostningerne, skal i langt højere grad end i dag behandles i almen praksis.
I dag kan det slet ikke lade sig gøre. På den ene side skal sygehusene lære at servicere og aflaste almen praksis med f.eks. diagnosticering, på den anden side skal praktiserende læger, der ikke er på omdrejningshøjde, tvinges til at levere en mere kvalificeret ydelse end i dag. Heller ikke det tør regeringen gennemtvinge.
Men Helle og Villy burde turde skære igennem. Sygehuse, I skal hjælpe til dér og der, og I, praktiserende læger, I skal simpelt hen tage jer sammen og vove at give patienterne proaktiv bistand. I al venskabelighed.
Men den største gevinst ville dog være, hvis Helle og Villy turde åbne op for at finansiere en betydelig satsning på sundheden ved at skrue op for de såkaldte giftskatter. Op med tobaksafgifterne. Op med alkoholafgiften. Det ville give det nødvendige antal milliarder, som kunne finansiere en markant investering i sundheden i Danmark. Der kan Helle og Villy gøre en forskel, og der har regeringen i hvert tilfælde ikke mod til at sætte ind. Helle og Villys 12 minutter er et utroværdigt paradenummer, men det er milliarderne fra opskruede giftskatter ikke. Det er fornuftig sundhedspolitik.
Lad det være en opfordring til Helle og Villy. Der kan stadig scores mange point, tusinder af stemmer og milliarder af kroner på sundhedsområdet. Lad være med at give op. Der er brug for jeres ambitioner på sundhedsområdet. Ja, sundhedsområdet er både målet og midlet. Hvis I tør.
Med ønsket om, at sundhedspolitik kan blive en kampplads, hvor politikerne kan konkurrere med hinanden om at skabe den bedst mulige indsats. Kanske Lars Løkke Rasmussen også vil tage imod fornuft.
Kom ind i kampen, Helle og Villy.