Forleden sendte de konservative, anført af landets sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, en politisk prøveballon til vejrs, og den er det første tilløb til at tage kommunerne ved vingebenet.

De konservative foreslår, at kommunerne i fremtiden skal straffes på pengepungen, når de lader deres borgere blive liggende på sygehusene – i stedet for at finde plads på et plejehjem eller organisere hjælp til dem i deres hjem.

I dag koster det 1.771 kr. pr. døgn at bruge hospitalerne som hotel. Nu foreslår ministerens parti, at beløbet skal mangedobles, og straffen skrues op, jo længere tid patienten er indlogeret på sygehusene.

12 dage eksempelvis skal koste 60.000 kr. og ikke 21.000 kr. som i dag.

Udspillet er foreløbig bare en prøveballon, men den kan snart blive til virkelighed. Både Venstre og Dansk Folkeparti bakker op om idéen, og så er der som bekendt flertal.

Det er da også på høje tid, at nogen sætter hårdt mod hårdt over for kommunerne. De trænger i den grad til at vågne op på sundhedsområdet.

Forud for strukturreformen krævede kommunerne ind med arme og ben på sundhedsområdet. Mange mente ligefrem, at kommunerne nu var stærke nok til at overtage sygehusene.

Der var ikke grænser for, hvor vigtigt det var at få flyttet opgaverne ud til det ’lokale niveau’. Det endte med, at kommunerne fik ansvaret for betydelige områder såsom forebyggelse, rehabilitering og sundhedsfremme.

Siden er utroligt meget gået i stå, og imens har man kunnet muntre sig med den ene fantastiske historie efter den anden om kommunernes manglende evner på sundhedsområdet.

En af vandrehistorierne fortæller om en borgmester, der gennem tobakstågerne og med en cigar skruet fast i mundvigen meddelte, at ’det der med tobakkens skadelige virkninger er noget opreklameret fis’. Mere sandsynlige er fortællingerne om, hvordan sagerne lander imellem stolene i et kommunalt sundhedsvæsen, der stadig ikke har fundet sine strukturer.

Allerede i januar 2008 afslørede en undersøgelse gennemført af Sundhedsstyrelsen, at kommunerne ikke tager opgaverne alvorligt.

Dengang viste det sig, at kommunerne godt nok er vældig gode til at diskutere planerne – men elendige til at sætte penge af til dem.

Ikke desto mindre roste Sundhedsstyrelsen kommunerne, og det er desværre symptomatisk for omverdenens håndtering af den kommunale indsats. Man ser gennem fingre med manglerne.

Derfor er det heller ingen overraskelse, at en undersøgelse foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd viser, at kommunerne stadig halter bagefter.

Hver tredje kommune har endnu ikke udpeget konkrete mål for deres indsats for at reducere folkesygdomme og KRAM-faktorer. Blandt de små kommuner (færre end 35.000 indbyggere) har under hver tredje etableret et sundhedscenter.

Når man spørger ind til, hvorfor det går så langsomt, så svarer kommunerne, at det skyldes kassetænkning, og at gevinsten enten ligger for langt ude i fremtiden, eller at den lander i andre sektorer. To ud af tre kommuner oplyser, at ’der ikke er ressourcer nok her og nu’.

Man spørger sig selv, hvorfor kommunerne insisterede på at spille en rolle, når interessen reelt er så lille.

På det konkrete plan har kommunerne systematisk nedlagt sygeplejerskestillinger siden 2000.

Dengang var der knap 8.000 sygeplejersker i kommunerne. På de efterfølgende seks år er næsten ti procent af stillingerne skåret bort.

I 2007, da kommunerne overtog ansvaret for forebyggelsen, rehabiliteringen og kronikerindsatsen, udvidede kommunerne selvfølgelig bemandingen af sygeplejersker, men kun med sølle 90, og inden indgangen til dette år var der ansat yderligere 62 sygeplejersker.

Men resultatet er, at kommunerne i dag har færre sygeplejersker end i 2003 og fem procent færre end i 2000.

Resultatet er også, at kvaliteten af kommunernes sundhedsarbejde er forringet. I dag anvender kommunerne altså i stigende grad anden arbejdskraft til deres hjemmepleje, og viljen til at anvende relevante ressourcer til forebyggelse og sundhedsfremme er tydeligvis beskeden.

Den udvikling viser alt om, hvor ligegyldige kommunerne er over for sundhedsopgaverne.

Der er ingen udsigt til, at det skal blive bedre. For to uger siden var kommunernes formand, Erik Fabrin, vært ved det årlige kommunale topmøde. »Vi sætter spot på tre af de vigtigste områder,« skrev han til sine borgmesterkolleger, nemlig: »beskæftigelse, uddannelse og sårbare børn«. Der blev også tid til at slutte mødet af med en ’politisk debat om klima og kommuner’, og det jo superaktuelt –og superpoppet.
Væk er ambitionerne på sundhedsområdet.

Man kan kun opfordre sundhedsministeren til at føre sit forslag ud i livet – og til at komme i gang med at skabe tilsvarende incitamenter på en masse andre områder, hvor kommunerne ikke leverer varen.

Held og lykke.