Foreløbig har den ført til, at to af kræftkirurgiens giganter, formanden for tarmkræftlægernes organisation DCCG, overlæge Steffen Bülow, og ledende overlæge Henrik Harling, Bispebjerg Hospital, der også er formand for Dansk Kolorectal Cancer Database, er trådt tilbage med øjeblikkelig virkning fra deres tillidsposter.
Sagen har sit udspring på Dagens Medicins kræftkonference i november 2010. Her holdt patologen Lene Iversen fra Århus Sygehus et oplæg, som bl.a. afslørede, at de danske mortalitetstal er meget ringere end de norske og svenske. Efterfølgende erklærede regionernes formand, Bent Hansen, at han mener, at tarmkræftbehandlingen skal samles på endnu færre afdelinger end i dag, og det synspunkt støttede sundhedsminister Bertel Haarder.
Alt dette beskrev Dagens Medicin i en artikel, der i den grad satte blodet i kog hos Steffen Bülow og Henrik Harling. De mener, at udviklingen mod færre behandlingssteder foregår i det rette tempo, og de er i det hele taget imod, at diskussionen skal foregå i det åbne. I årevis har de skændtes med Lene Iversens chef, professor Søren Laurberg, om netop det emne, og de opfatter indlægget på konferencen og de magtfulde politikeres opbakning som en underløbning af DCCG’s strategi.
De to formænd beder den såkaldte datamanager på kolorektal database om at tjekke tallene fra konferencen. Han mener, at der er begået en fejl — den danske tarmkræftbehandling har opnået dramatiske forbedringer, og nu er dødeligheden på niveau med den norske og svenske.
Den oplysning begejstrer de to hæderkronede kræftkirurger. Desværre slår det også klik for dem. I fællesskab forfatter de en aggressiv pressemeddelelse, hvor de går i rette med dokumentationen fra konferencen — og dermed indirekte med Søren Laurberg. Deres pressemeddelelse afsluttes med denne salut: Danske tarmkræftpatienter har ikke brug for ’halve sandheder, mangelfuld dokumentation eller sundhedspolitiske hovsa-løsninger’.
Pressemeddelelsen udsendes helt ufatteligt, uden at modparten høres. Baglandet inddrages heller ikke.
Desværre har datamanageren regnet galt. Vi er faktisk langt dårligere end Norge og Sverige. De to formænds beskyldninger om ’halve sandheder’ og ’mangelfuld dokumentation’ rammer dem selv i nakken. Det er så pinligt, som det kan blive.
De tager da også konsekvensen. De udsender en undskyldning, og siden fratræder de. Dog sker fratrædelsen ikke med henvisning til pinlighederne, men derimod til, at Lene Iversens chef, Søren Laurberg, er alt for højtråbende og krævende. Uenighederne med Søren Laurberg har været med til at polarisere det faglige miljø, siger de.
Argumentationen er bemærkelsesværdig. Hvem er det egentlig, der bidrager til polariseringen? Bülow og Harlings meddelelse er da et groft forsøg på at yppe kiv. Og hvorfor anvender de Laurberg som argument for at træde tilbage fra tillidsposterne? Den århusianske professor er end ikke medlem af DCCG.
Hvorom alting er — hele dette forløb kan og bør affærdiges som dumme, nærmest tragikomiske fejl begået af ellers besindige toplæger.
Så er det straks mere værd at diskutere, om kræftmiljøet skal holde sine skænderier bag lukkede døre. Det mener Henrik Harling af hele sit hjerte.
Der er jo ingen tvivl om, at kræftområdet netop har nydt godt af, at lægerne længe har koncentreret sig om det, de var enige om. Det har været forudsætningen for den fantastiske opmærksomhed, området har fået, og dermed også for de betydelige resultater, der er skabt. Det kender Henrik Harling bedre til end andre. Han har brugt utrolige kræfter på at få alle til at deltage i databasearbejdet, og dér er der i hvert tilfælde brug for diplomati, også den dag i dag.
Men det er jo ikke det samme, som at debatten om strukturen i indsatsen skal lukkes inde. Tværtimod, hvis politikerne skal råbes op og tage ansvar også for ubehagelige beslutninger, så er det nødvendigt, at offentligheden inddrages og gøres til vidne. Ellers kan politikerne ikke presses, og det er der brug for. Ellers går udviklingen i stå — eller det der er værre.
Der er også den anden diskussion: Hvor mange afdelinger skal beskæftige sig med tarmkræftkirurgi her til lands? Sundhedsstyrelsen anbefaler 10-15 steder til endetarmskræft. Søren Laurberg har ved flere lejligheder talt om otte, mens Harling og Bülow bakker op om en struktur, hvor Hovedstadsregionen har fire-fem behandlingssteder — og så bliver antallet af behandlingssteder på landsplan altså langt højere. Der findes bare ingen facitliste til den debat. Måske kan rutinepræget kirurgi godt håndteres flere steder end ti, måske ligefrem 15. Til gengæld burde den komplicerede måske kun tillades fem steder.
Uanset hvad man måtte mene, så kan det da ikke nytte at bilde politikerne ind, at man er enig. Det er uærligt, og det vil blive gennemskuet.
Utvivlsomt vil den afsløring skade kræftsagen langt mere end selve uenigheden.