I forlængelse af den tankegang kan man ikke stole på samtlige danske dagblade og TV2. På sundhedsområdet er det umuligt at fæstne lid til Ugeskrift for Læger – og Dagens Medicin.
Mats Lindberg, der har skrevet debatindlægget her på siden, er en sådan læge, og han er ikke ene. Debatten dukker op med jævne mellemrum, ofte med en skinger stemmeføring. Derfor har vi i dag valgt at tage debatten på ledersiden. Simpelthen for at give debatten mere opmærksomhed og for at undgå, at Dagens Medicins integritet skal betvivles.
Det er der nemlig ingen grund til. Dagens Medicin demonstrerer uge for uge, at ingen andre medier magter at levere et tilsvarende modspil til industrien. Optrevlingen af Omniscansagen er et godt eksempel på, at Dagens Medicin ikke holder sig tilbage med kritik – også af annoncører. Vores afsløring af bivirkningssystemets mangelfuldheder er et andet godt eksempel. Dagens Medicin har holdt medicinalindustrien i ørerne i masser af andre tilfælde.
Mats Lindberg udpeger en bestemt leder i Dagens Medicin som det endegyldige bevis på redaktørens afhængighed af en skruppelløs industri (nr. 24/09, red.). Det er sandt, at den pågældende leder kritiserede visse læger for at være alt for tilbøjelige til at afvise informationer, alene fordi de er fremkommet i studier finansieret af industrien. Det synspunkt står vi ved. Inden afvisningen skal man da tjekke, om grundlaget for studierne er i orden.
Dernæst anklager Mats Lindberg lederen for at være blind for, at det pågældende studie var finansieret af en virksomhed, som havde åbenlyse interesser i at markedsføre studiets budskaber. Det er – efter hans opfattelse – det endelige bevis på, at lederskribenten, altså undertegnede, er i lommen på industrien. Købt og betalt af kapitalen. Fy.
Måske har Mats Lindberg overset, at netop den vinkel, han mener, vi skulle have beskæftiget os med, allerede er blevet fortalt af stort set alle medier i landet. Den kan der ikke koges mere suppe på. Det skulle da lige være at slå fast, at denne sag i realiteten er opstået, fordi en journalist på Politiken lod en begejstret læge anbefale et bestemt kolesterolsænkende præparat uden at fortælle, at en medicinalvirksomhed havde finansieret det studie, som hans anbefaling hvilede på.
Realiteten var, at den pågældende virksomhed havde gjort, hvad den skulle – den havde netop gjort opmærksom på, at den havde finansieret studiet. Journalisten glemte bare at bringe oplysningen, og en uprofessionel redaktion valgte at prioritere hendes nyhed, selv om stort set alle sådanne studier er betalt af industrien. Ingen andre ønsker jo at bruge penge på at finde ud af, hvad medicin egentlig kan bruges til. Sådan er spillereglerne, men hvad ved Politiken om det?
Mats Lindberg har imidlertid ret i, at Dagens Medicin sagtens kan være i stue med medicinalindustrien. Industrien har frembragt mange fremragende produkter, som der absolut ikke er grund til at skamme sig over. Men vi er ikke blinde. Vi ved godt, at kommercielle virksomheder, også på dette område, kan gå for langt, også alt for langt. Kunsten er at afsløre det, når industrien går for vidt, men altså uden at afvise alt det andet. Det er Dagens Medicins politik.
Mats Lindberg har også ret i, at Dagens Medicin i flere sammenhænge samarbejder med industrien. Helt aktuelt bruger Dagens Medicin mange kræfter på at sætte fokus på de medicinske patienter i Danmark. Vi mener, at de risikerer at blive kvalt i de store projekter på sundhedsområdet: specialeplanlægning, hospitalsplaner, speciallægeuddannelse og meget andet. Det er noget svineri, og der bør gribes ind. Lægemiddelindustriforeningen mener det samme, og det gør Ældre Sagen med sine 650.000 medlemmer også, og derfor har disse tre parter fundet sammen. Vi synes, at det er i en god sags tjeneste.
Det syntes vi også sidste år, da Dagens Medicin satte fokus på uligheden i den danske sundhedsbehandling. Også det kunne vi samarbejde med Lægemiddelindustriforeningen om, og foreningen sponserede sammen med bl.a. også Hovedstadsregionen en debatbog, som Dagens Medicin udgav om uligheden (Den Tunge Ende, red.). Vi synes, det var en god sag, og mange steder gøres der i dag en indsats for at rette op på ulighederne.
Men det er vel også forkert? Eller ligefrem forkasteligt? Eller hur, Mats Lindberg?