Det er blevet en dårlig vane for sundhedspolitikerne i Danmark at love milliarder af kroner til psykiatrien den ene dag. Den næste plejer de at sole sig i rosen fra offentligheden. Når jublen har lagt sig, forsvinder bevillingerne stille og roligt, uden at nogen opdager det.
Det er noget, personalet kender til på Psykiatrisk Hospital Risskov i Århus. Her har ledelsen for nylig instrueret personalet om, at det er slut med den kærlige behandling af patienterne. Der er ikke længere tid. I dag er der heller ikke tid til at hjælpe til med tøjvask, og der bliver heller ikke kaldt på patienterne, når der skal spises.
Sådan er situationen for psykiatrien anno 2009.
Det er konsekvenserne af en regulær udmattelseskrig om bevillingerne og den politiske bevågenhed. Det går fint med skåltalerne – men skidt med realiteterne. Hvis løfter var guld, så var Danmarks 100.000 psykiatriske patienter millionærer, og det er de som bekendt ikke.
Men nu skal det åbenbart være. Igen, igen. Bent Hansen og Danske Regioner virker meget målbevidste, sådan som det er set så ofte før. Det har sikkert været velment hver eneste gang. Men ser man bort fra visse lapperier, lykkes det aldrig at bære ønskerne igennem ved økonomiforhandlingerne med regeringen. Så blev løfterne glemt eller tromlet ned.
Denne gang er der imidlertid en forskel. Denne gang har regionerne fået en alliancepartner med på deres side. Landets sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K), bakker op om planerne. Men er den alliance tilstrækkelig stærk, eller er det fortsat den tidligere sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, der bestemmer nu, da han er blevet finansminister?
Helt konkret ønsker Hansen og Nielsen 1,5-2,0 mia. i de kommende fire-fem år, og det lyder jo voldsomt ambitiøst. Det er det imidlertid ikke. I værste tilfælde drejer det sig bare om 300 mio. kr., og det skal dække investeringer i nye bygninger og faciliteter, altså peanuts i den store samfundsøkonomi. Til sammenligning baserer sygehusplanerne sig på en samlet ramme på 40 mia. kr. – og de går altså hovedsagelig til det somatiske område.
Træerne gror altså ikke ind i himlen, ja, de gror i det hele taget ikke ret meget, når man tænker på, at psykiatrien systematisk er blevet berøvet enhver økonomisk fremgang i de seneste ti år – og i samme periode har det somatiske område opnået markant fremgang.
Når situationen på Psykiatrisk Hospital Risskov er så hændervridende, så er det, fordi besparelser er stødt sammen med massiv ressourceknaphed. Nu har det udviklet sig til en sag for Arbejdstilsynet. Af 45 ansatte på to afdelinger sagde seks deres job op eller var blevet fyret i 2008. 11 medarbejdere og vikarer havde været langtidssygemeldt. Den ene af afdelingerne har konstant fire-fem medarbejdere sygemeldt.
Medarbejderne føler, at de ikke slår til. Når man dag ud og dag ind må nøjes med halve eller kvarte løsninger. Når alting går hårdt ud over medmennesker, patienter og kolleger. Når man er låst fast og er ude af stand til at gøre oprør, simpelt hen fordi det ikke nytter. Så er der gode chancer for, at man lægger sig syg. Der er faktisk rigtig gode chancer for, at man bliver rigtig syg.
Ikke overraskende har psykiatrien massive problemer med at tiltrække personale, og jo mere slidte medarbejderne bliver, og jo mindre tid der er til at tage sig af patienterne, jo ringere vil patienterne udvikle sig, og jo mere behandlingskrævende bliver de.
Psykiatrien befinder sig i den ondeste af onde cirkler.
Der er mange grunde til, at politikerne er endt med at nedprioritere psykiatrien. De sygdomsområder, som er bedst til at tiltrække politisk opmærksomhed – og penge – har stærke patientforeninger bag sig. På det punkt halter psykiatrien. En anden forudsætning er stærke læger – der er nogenlunde enige. Det er heller ikke tilfældet. Endelig halter det på et tredje afgørende punkt. For at få politikernes opmærksomhed kræves der virksomme behandlinger – og det skal lægerne helst være nogenlunde enige om.
Psykiatrien er bagud på alle punkter, og så bliver sygdomsområdet altså overset af politikerne. Det er en logisk konsekvens. Det bliver ikke bedre af, at psykiatrien er ramt af markedsøkonomien. Det somatiske område er nemlig udsat for konkurrence fra privathospitaler, og derfor får de en ganske særlig opmærksomhed. Derfor klemmes bevillingerne til psykiatrien.
Hvorom alting er: Der er ingen, absolut ingen, lægefaglige grunde til den systematiske nedprioritering af psykiatrien. Og der er sandelig heller ingen menneskelige.
Men nu skal det altså være.
Det er på høje tid.