Læger skal bare holde kæft med deres kritik. Ellers vil deres faglige bedømmelser ikke blive taget alvorligt.

Det er groft sagt indholdet af en ny udlændingelov, som regeringen og Dansk Folkeparti i øjeblikket haster igennem Folketinget – og som dybt mærkværdigt har fået selveste Lægeforeningens blå stempel.

Med denne lov i hånden vil integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kunne kassere lægeerklæringer fra læger, der kritiserer ministeriet i sager, hvor en asylansøger beder om humanitær opholdstilladelse af helbredsmæssige årsager.

I dag giver Danmark humanitær opholdstilladelse, hvis der er væsentlige hensyn, som taler for det. Dette »væsentlige hensyn« er typisk alvorlig sygdom, som næppe vil blive behandlet i ansøgerens hjemland. Dermed bliver det livstruende at hjemsende asylansøgeren. Den nye lov strammer imidlertid reglerne således, at Danmark ikke behøver at give opholdstilladelse, hvis asylansøgerens hjemland har mulighed for at give den rette behandling.

Der lægges altså op til, at endnu færre skal bevilges humanitær opholdstilladelse – og dermed vil læger endnu oftere blive provokeret af et kynisk Danmark og vores kyniske regler. I fremtiden vil lægerne så bare ikke kunne ytre deres kritik uden at blive sortlistet af myndighederne.

Advokatrådet og Retssikkerhedsfonden er allerede gået i felten på vegne af lægerne. De kalder den nye praksis »yderst betænkelig«. Hvorfor kan en læge ikke lave en lægeerklæring og samtidig have en mening om myndighedernes måde at håndtere patienten? Hvorfor kan den kritiske læge affærdiges som usaglig?

De spørgsmål stiller jurister med forstand på de dele. Det er ikke i orden, mener de, og det er da også i modstrid med Lægeforeningens egne etiske regler, der netop slår fast, at lægerne har ret – og tilmed også pligt – til at deltage i den offentlige debat.

Derfor er det mildt sagt overraskende, at Lægeforeningen i et høringssvar har sagt god for den nye praksis. For nu et par uger siden skrev foreningen, at man er »grundlæggende enig i, at lægens opgave er at tilvejebringe de lægefaglige oplysninger til brug for sagsbehandlingen og ikke udtale sig om afgørelsen af den konkrete ansøgning om opholdstilladelse«.

Til Information sagde Yves Sales: »Læger har som alle andre borgere ret til at ytre sig. Men i forbindelse med vurderingen af en konkret sag skal de være uhildede, og det indebærer her, at man ikke udtaler sig om en konkret opholdstilladelse, mens sagen verserer, men leverer det lægelige grundlag for andres beslutning. Der er to heste. Man må beslutte, hvilken en man sætter sig på.«

Dermed medvirker lægernes egen forening til at udhule medlemmernes rettigheder. Yves Sales vil sikkert kunne argumentere for, at det allerede i dag er muligt for myndigheder at tilsidesætte lægeerklæringer, hvis lægen bag dem ikke lever op til myndighedernes forventninger. Det er der eksempler på. Formanden kan derfor påstå, at foreningens godkendelse bare er en accept af tingenes tilstand.

Men ved denne realpolitiske tilgang til denne meget principielle sag har Lægeforeningen helt og aldeles undermineret lægers mulighed for at ytre sig i sager, hvor der er brug for deres røst. Et eller andet sted er der vel også tale om at så mistillid til lægerne – de kan åbenbart ikke skille tingene ad, deres politiske overbevisning og deres faglighed
som læger.

Med sådan en forening behøver lægerne snart ingen fjender.

PS: Hvis det kommer så langt, at læger skal tvinges til at vælge mellem hestene (for nu at bruge Lægeforeningens metafor), så bør læger altid vælge at råbe op. Det foreskriver Lægeforeningens eget etiske reglement. At Lægeforeningen ikke orker at kæmpe for sine principper, er jo ikke det samme, som at lægerne skal give op.