Han kunne faktisk ikke være det bekendt, Jesper Fisker, at opsige jobbet som departementchef i Sundhedsministeriet efter bare fem måneder.

Nu skifter han til Børne - og Undervisningsministeriet, og det skulle være et step op ad karrierestigen for ham — eller også gjorde han nogen en tjeneste. Men Fisker efterlader et kontor, der nærmest minder om DSB, når det gælder chefudskiftninger.

I stedet leder en splinterny sundhedsminister, Astrid Krag (SF), så efter hans efterfølger, og selv om jobbet kunne være en himmerigsmundfuld for en sundhedsinteresseret administrator, så bliver det ikke nemt at finde den rette profil. 

På papiret er jobbet godt nok blandt de ypperste i sundhedssektoren, måske det ypperste. Oven i købet skal den nye chef tiltræde, netop som en ny regering er kommet til med meget synlige ambitioner på sundhedsområdet. Men det emmer ministeriets stillingsopslag sandelig ikke af. Opslaget er fyldt med højstemt ordgejl. Den rette kandidat ’har fokus på indsatser, der skaber effekt såvel på kort sigt som langt sigt’, og ’udviser integritet og evne til samarbejde’. Goddag mand økseskaft. Tror man virkelig, at den slags ligegyldigheder kan tiltrække den perfekte kandidat?

Om selve jobbet anvendes ord som ’behov for en bred indsats, som omfatter forebyggelse, digitalisering af sundhedsvæsenet og generel sikring af høj kvalitet og effektiv styring i sundhedsvæsenet’.

Det hedder også: ’Departementschefen har et betydeligt ansvar for at skabe sammenhæng og effektivitet i sundhedsindsatsen på tværs af stat, regioner og kommuner’. Og det er jo straks mere alvorligt. Ja, nogle af disse opgaver må nærmest være umulige, eftersom de har været højtprioriterede opgaver i de seneste mange år.

 

Faktisk er langt den mest interessante oplysning i opslaget, at ’det forventes, at ansøgeren har indsigt i sundhedsområdet, herunder særligt sygehussektoren’. Den tilføjelse er der med garanti tænkt over, og formuleringen afslører, at ministeriet er indstillet på at afsøge ansøgere fra sygehuse og regioner. Det er en god idé. Det nævnes også, at ansøgeren gerne må have ’erfaringer fra både policy- og driftsorienterede organisationer i den offentlige eller den private sektor’. En kandidat kan åbenbart godt have erfaringer fra f.eks. foreninger og faglige organisationer.

Derved udvides feltet betydeligt. Dygtigere forvaltere i regionerne kan søge, og det bringer regionsdirektør i Region Syddanmark, Mikkel Hemmingsen, på banen, for nu at nævne én kandidat.

Han er ung, 41 år, han er cand.scient.pol., og det er jo et must, hvis man vil frem i sundhedssektoren. Han har en Master of European Administration, og han har haft fremtrædende poster i Videnskabsministeriet og i IT- og Telestyrelsen. Han har sågar været ansat i Finansministeriet.

Leif Vestergaard, nuværende direktør i Kræftens Bekæmpelse og tidligere sundhedsdirektør i Region Midtjylland, var en anden mulighed, og hans cv matcher stillingsopslaget. Han er cand.oecon. og opvokset i Vejle Amt, senere omplantet til Region Midtjylland — men han orker nok ikke. 

Fra sygehusene passer Gentoftes Hospitals øverste direktør Eva Zeuthen Bentsen også kravene. Hun er cand.merc., hun har en fortid som institutleder på CBS, og hun har fået driftserfaring fra hospitalet i Gentofte, hvor hun har skabt mange gode resultater på kort tid. 

En fjerde kandidat kunne være Danske Regioners Gitte Bengtsson, som er regional politisk direktør, cand.merc., og så er hun — nævnt som et kuriosum — mor til regeringens yngste medlem, skatteminister Thor Möger Petersen.

Alt det er gætværk, og spørgsmålet er, om kandidater som disse overhovedet orker jobbet. Det har nemlig også sine mørke sider. Sundhedsministeriet er øretævernes holdeplads. Det vrimler med betændte enkeltsager. Socialdemokraterne — og de dominerer som bekendt regeringen — har en lang tradition for at udskifte sundhedsministre i højt tempo. Ministeriet er stadig såret af amputationen, hvor Indenrigsministeriet blev skåret væk. Heller ikke ministeriets departementschefer bliver længe i stolene. Jesper Fisker sluttede efter fem måneder, og hans to forgængere, Christian Schønau og Kristian Wendelboe, holdt heller ikke længe.

Endelig er der lønnen. I udgangspunkter bare snoldede 1,1 mio. kr. Dertil kan komme et personligt tillæg samt en bonus for opnåede resultater. Men det bringer næppe lønnen over 1,5 mio. kr., og så kan Sundhedsministeriet dårligt nok konkurrere med topchefer i de store kommuner.

Nej, jobbet som departementschef er på mange måder ikke en guldrandet stilling.

Ikke desto mindre, held og lykke med jagten.