Men Søren Friborg, afgående chef for DAK-E og selveste motoren bag Datafangst, er noget så sjældent som en gentleman og en fighter samlet i den samme krop, og det ville ligge ham fjernt at skryde.
Især ikke fordi hans projekt godt nok har fejret den ultimative triumf, nemlig at blive indført overalt i almen praksis via den nye overenskomst med PLO og regionerne, men projektets fremtid blev pludselig en helt anden, end han havde tænkt sig. Hvor han havde troet, at dets fremtid skulle blive til i et samarbejde mellem almen praksis og regionerne, så valgte regionerne at sætte sig på projektet, med hud og hår.
Tirsdag i sidste uge mødtes 70-80 personer i et auditorium på Odense Universitetshospital, langt de fleste fra almen praksis, og stort set alle med stærke relationer til DAK-E og datafangst. Det er dem, der har gjort det muligt, at danske praktiserende læger får et værktøj til at sikre sig, at de gør tingene rigtigt. Et værktøj i international topklasse. Ingen andre i hele verden har noget lignende, og de får det heller ikke, fordi de ikke har vore registre. Det bliver med garanti en showcase for vores sundhedssystem.
Men den festreception, som skulle have fejret DAK-E’s sejr, havde en bedrøvet undertone. De praktiserende læger, selveste fagligheden i projektet, er forsvundet, og på den konto røg faglige giganter som Per Grinsted, Lars Rytter, Jørgen Steen Andersen og Jesper Lundh. Søren Friborg skulle have været pensioneret alligevel, men han er altså også forsvundet.
Tilbage er en organisation, som sikkert kan sørge for, at implementeringen kan komme til at fungere. Men sjælen er væk. Klemt ud som en bums.
Dermed har regionerne sikret sig kontrollen med projektet. Lidt på samme måde som når kapitalfonde i erhvervslivet skiller sig af med pionererne og de oprindelige entreprenører i de virksomheder, som de overtager. Ud med dem, der havde viljen og kreativiteten, måske ligefrem vanviddet, og ind med driftssikre chefer.
Kapitalfondene har ofte haft held med deres strategi med at gøre organisationen driftssikker. De har jo pengene, og det plejer at være overbevisende. Men det er sandelig ikke det samme, som at regionerne vil få held med deres forehavende. De står nemlig over for den enorme udfordring, at de skal formå over 2.500 praktiserende læger til at tro på Datafangst. De er ganske vist, i kraft af den nye overenskomst, tvangsindlagt til at indføre det. Men hvis det skal blive en succes, så er det en nødvendighed, at de praktiserende læger er med, at de har en eller anden form for ejerskab. Selv de mest kapitalistiske foretagender har fattet den logik, men noget tyder på, at regionerne ikke har lært den lektie.
Det kan blive et problem. 2.500 demotiverede og negative praktiserende læger er ikke en sjov sæk at slæbe rundt med, når et nyt værktøj skal indføres, så kronikere kan få en meget skarpere og bedre behandling end i dag.
Det projekt er ikke skabt til at blive en succes. Regionerne er kommet ind i datafangst på det forkerte ben.