Der var engang, da vores nuværende sundhedsminister havde øgenavnet Bertel Bims.
Selv dengang var det forkert. Bertel var ikke bims, han var bare utrolig kreativ. Når oppositionen jordede hans ideer, så opfandt han nogle andre løsninger, som så blev skudt ned. Men det stoppede ikke Bertel Haarder. Han blev ved, indtil man fandt en løsning, der trak tingene i den retning, han ønskede.
Gennem tiderne har Bertel Haarder raffineret denne metode. Han går altid konstruktivt til værks. Mødes han med modargumenter, roser han kritikerne, idet han omgående anvender deres indvendinger til at formulere et alternativ. På det felt er han enestående, og han har et respektindgydende talent for at finde løsninger. Alle har glemt hans gamle øgenavn.
Men metoden har en bagside. Den har nemlig skabt en ministertype, som tillader sig at være impulsiv. En type, der tør tage en chance. Desværre går det galt en gang imellem, og det er netop sket for Bertel Haarder. Anledningen var, at fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital havde givet kunstig befrugtning til en kvinde med psykiske lidelser. Blot fem uger efter fødslen måtte kommunen tvangsfjerne barnet.
For åben mikrofon og på landsdækkende tv fik det Bertel Haarder til at kræve den ansvarlige læge sat i Sundhedsstyrelsens offentlige gabestok. »Jeg håber, der er nogen, der skammer sig på den klinik,« sagde ministeren og tilføjede: »Jeg håber, at den læge, som har gjort det, kommer i Sundhedsstyrelsens gabestok.«
Derved begik ministeren to graverende fejl.
Først og fremmest lagde han gift ud for det seriøse arbejde med at finde og diskutere fejl – og blive klogere. Hvis den pågældende afdeling i Odense faktisk havde lavet en fejl, så kan det være, at lægen skulle i gabestokken, men der er intet, der tyder på, at nogen som helst regler er overtrådt. I stedet for at være impulsiv og kæk, så burde ministeren have tjekket, om der var grundlag for kritik, og så skulle han have holdt sin kæft. Det er i forvejen svært nok at få læger til at åbne op for fejl.
Ministerens fortalelse har givet den nye formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, hans første chance for at kritisere, og han klappede da også omgående til med et indlæg, hvor han kalder ministerens kritik for urimelig. »Et skridt i den forkerte retning,« siger han. Det har han ret i. Faktisk burde ministeren give lægerne i Odense en undskyldning.
Den anden fejl var, at han med sine udtalelser genoplivede et spøgelse fra en ikke al for fjern fortid. Vi taler om en af de største pinligheder i sundhedssektorens historie – tvangssterilisationen af psykisk handicappede danskere. Den trafik, der har sine klare lighedspunkter med nazisternes program for racehygiejne, foregik helt frem til 1967, førend det endelig gik op for politikere, videnskabsfolk og embedsfolk, at de ikke skal spille Gud – at psykisk syge også har borgerlige rettigheder, som skal respekteres.
Det er dette strejf af racehygiejne i ministerens barske udmelding, der er værst. Her burde en af landets mest rutinerede politikere have set faresignalerne. Han burde have tænkt sig om og passet på ikke at være alt for firkantet. Ellers er der risiko for, at ministerens udtalelser vil blive taget til indtægt for stærkt rabiate synspunkter, som Danmark var bedre tjent med at have gravet ned i et stort hul.
I stedet gav Bertel Haarder efter for fristelsen til at score populistiske point hos vælgere med meget primitive syn på, hvem der skal udstyres med borgerlige rettigheder, og hvem der, om man så må sige, skal spærres inde på en øde ø.
Sundhedspolitik er et af de mest komplicerede politiske områder. Det handler om liv og død. Det handler om store følelser. Men det handler også om præcision. Grundlaget for politiske udtalelser skal være gennemtænkt.
Tydeligvis kender sundhedens nye minister godt til kompleksiteten. Det afslører sig, når han er til samråd, eller når der stilles spørgsmål til ham i Folketinget. Så tænker han sig om. Så tier han hellere end at tale.
Det burde han også gøre, når kameraerne og mikrofonerne er tændt.
PS: Skæbnen vil, at den regering, Bertel Haarder er medlem af, straks efter ministerens stærke udtalelser om fertilitetsklinikken i Odense valgte at spare 250 mio. kr. på kunstig befrugtning af barnløse. Der er dog næppe sammenhæng med udfaldet mod OUH. Ellers må man sige, at ministeren går kontant til værks over for læger, han vil sætte i gabestok. Bortset fra det: Det virker åbenbart helt urealistisk, at der skulle kunne spares så enorme beløb på dette beskedne område. Det mener i hvert tilfælde landets fertilitetsfolk.