Læger, der har fået frataget deres autorisation, anses normalt for at være en skændsel for deres fag. Det gælder, uanset om fratagelsen er midlertidig eller faktisk er blevet afprøvet ved en domstol.
Sådan ser den brede offentlighed også på det. Har en læge mistet sin autorisation, så er den pågældende en forbryder. Slet og ret.
Derfor handler autorisationen om anseelse og respekt. Men den handler selvfølgelig også om privatøkonomi. Uden autorisation er det vanskeligt eller direkte umuligt at tjene til livets ophold. For slet ikke at tale om det faglige. Uden autorisation er det ofte umuligt at passe sine patienter.
At miste sin autorisation er lovens værste straf, når man ser bort fra frihedsberøvelse. At fratage en læge hans autorisation er et af de mest alvorlige indgreb, en myndighed overhovedet kan iværksætte. Autorisationen er et eksistensvilkår. Derfor må det også være klart, at en fratagelse skal ske på et betryggende grundlag, og naturligvis skal alle kræfter sættes ind på, at den midlertidige fratagelse bliver så kort som overhovedet muligt. Enten skal autorisationen leveres tilbage, eller også skal fratagelsen gøres permanent.
Så vigtig er autorisationen. Ikke desto mindre har det danske retssamfund for nærværende en gruppe læger, der har ventet og ventet og ventet på at få en afgørelse vedrørende deres autorisation. Tre af dem fremlægger deres historie i denne udgave af Dagens Medicin. Netop nu er der gået henholdsvis ti måneder, et år og en måned og – intet mindre end – tre et halvt år fra deres midlertidige fradømmelse. Så lang tid har de manglet deres tilladelse til at udføre deres hverv.
Sundhedsloven er ellers klar nok. Læger, der får frataget deres autorisation eller indskrænket deres virksomhedsområde midlertidigt, har krav på, at perioden bliver kortvarig og snarest muligt følges af en sag om endelig fratagelse eller tilbagegivelse af autorisationen.
Selv Lægeforeningen er blevet godt gal i skralden over sendrægtigheden. Foreningen støtter disse læger og deres kamp for at få deres sager afgjort. Det burde også få enhver retfærdighedssøgende dansker op i det røde felt. Alle har som bekendt krav på en fair og hurtig afgørelse.
Hold fast i denne indignation, også når det nu afsløres, at den ene af de læger, som det danske retssamfund behandler alt for sendrægtigt, er selveste Søren Ventegodt – af Ekstra Bladet også kaldet dr. Klam. Det er ham, som har ventet i tre et halvt år på at få sin sag afprøvet. Søren Ventegodt er herostratisk berømt for at behandle sine patienter med såkaldt vaginal akupressur. Søren Ventegodt fik frataget sin autorisation, efter at en kvindelig journalist fra Ekstra Bladet lavede skjulte videooptagelser af lægen og hans behandlinger. Det kom til at fremstå, som om Ventegodt lagde an på hende.
Det førte til en lynaktion. Med uvant hast fratog Sundhedsstyrelsen midlertidigt Ventegodt hans autorisation. Tempoet var ikke betryggende. Siden er sagen i den grad gået i stå. Retslægerådet har alene været halvandet år om at behandle hans sag.
Den anden af de tre læger, Hans Ersgaard, har fået en midlertidig indskrænkning af sin lægefaglige virksomhed vedrørende smertebehandling med afhængighedsskabende lægemidler. Den tredje, Søren Hammen, har mistet sin autorisation til at arbejde som speciallæge i kirurgi samt gynækologi og obstetrik.
Der er al mulig grund til at tro, at Sundhedsstyrelsen havde retten på sin side, da embedsmændene skred til at indskrænke lægernes virksomhed. Det kritisable er ventetiden. Den er urimelig.
Ansvaret for langsommeligheden deles mellem Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet. En del tyder på, at ministeriet må påtage sig den største del, men egentlig er det ligegyldigt. Det er selve systemet, der trænger til en renovering. Det burde ikke være muligt, at sager kan trækkes i langdrag, og hvis det sker, skal et ansvar kunne placeres.
Måske er der for mange kokke om at fordærve denne sagsbehandling. Trods alt drejer det sig om at bringe sagerne frem til domstolene. Mere er det ikke. Selve afgørelsen skal træffes af dommere.
I de såkaldt liberale erhverv, f.eks. advokater og revisorer, har man efterhånden fået ganske effektive regler og processer til at håndtere nøjagtig de samme problemer. Her hører man ikke om sendrægtighed, og her blander et ministerium sig heller ikke ind i sagsbehandlingen.
Men lige nu drejer det sig om at få orden på de konkrete sager.
Kom nu i gang.