Medierne bakker ivrigt op om kritikken af regeringens politik. Den rådne banan – et rædselsfuldt navn – fylder i pressen, og af samme grund har brede kredse i offentligheden stor sympati for sagen.

I denne uge bragte det selveste statsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg i det yderste vest med borgermøder, virksomhedsbesøg og hele svineriet. Panikken har også fået regeringen til at love flere penge, flere initiativer og kilometervis af motorveje i kunstigt åndedræt til egnene yderst mod Vesterhavet. Det sidste er ligefrem paradoksalt, når nu Udkantsdanmark åbenbart vil blive lagt øde.

Hele miseren er reelt udløst af udfasningen af Holstebro Sygehus. Der er ingen anden forklaring på den voldsomme aktuelle opstandelse, al den stund flytningen fra land mod by har stået på i al historisk tid. Men der føjer sig trods alt også andre momenter til lige nu, ikke mindst de kommunale besparelser på skoleområdet. De bliver ganske vist rullet ud i hele landet, også i mere velhavende kommuner i øst, men det tager ingen notits af. I stedet hæfter offentligheden sig alene ved, at nogle vestjyske skoler bliver berørt.

Derfor har der også bredt sig den misforståelse, at Udkantsdanmark rent ud sagt er på vej til at blive sparet væk. Det er, ifølge den forklaring, beregnende regeringspolitikere inde på Christiansborg, der har nedprioriteret Vestjylland. Netop den forklaring gør oppositionen alt, hvad der er muligt for at underbygge. I sin mest primitive version er det simpelt hen Lars Løkke Rasmussen, med sin nordsjællandske og joviale baggrund, der er godt i gang med at udsulte de gæve vestjyder med sine ondskabsfulde besparelser.

Det er imidlertid løgn. Eller rettere spin.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er hospitalsplanerne og lukningen af de mindre sygehuse ikke en spareplan. Planen baserer sig også på faglige skøn. Der er få eller slet ingen faglige miljøer, der ikke kan stå inde for hele planen. Alt dette handler altså ikke om at overføre penge fra de små til de store hospitaler inde i byerne. Nej, meningen er at skabe en hospitalsstruktur, der kan levere endnu bedre patientbehandling – og den bliver ikke nødvendigvis billigere.

Det kommer også til at se ud, som om disse små sygehuse har en fremtid. Det har de reelt ikke. De er allerede stærkt svækkede af de forringede muligheder for at lokke dygtigt personale til. Tag et eksempel: når de selvsamme områder mangler praktiserende læger, så ved alle godt, at det ikke skyldes politikerne. Det skyldes nemlig, at de praktiserende læger foretrækker at arbejde anderswo. Det er præcis det samme med hospitalslæger, og sygeplejersker, for den sags skyld. De dygtigste foretrækker at arbejde dér, hvor de faglige miljøer er mest udviklende. Sådan er det bare, og det er også fremtiden for hospitalet i Holstebro.

Det er de nøgne kendsgerninger om udkantshospitalerne. De vil blive affolket, ja, processen er allerede i gang.

Det er også et faktum, at patienter, der i dag indlægges akut på et mindre regionalhospital med mindre soleklare eller meget vanskelige diagnoser, er dømt til at få ringere behandling, end hvis de køres hen til et stort hospital, især hvis det sker med en læge om bord i ambulancen eller med anden lægelig bistand undervejs. Man kan bare tjekke realiteterne på Sundhedsstyrelsens sundhedskvalitet.dk. Se på forskellene f.eks. i dødelighed det første år efter et indgreb. Brutalt sagt dør man af at blive indlagt på små fagligt svage hospitaler.

Det budskab har ingen i sundhedsverdenen endnu turdet sige, og det bøder vi for nu.

I Vestjylland er den politiske signalforvirring total. Hele vejen igennem denne smertelige hospitalsplanlægning har skiftende sundhedsministre fastholdt, at der ikke er flere penge. Det budskab prøver de stakkels lokale og regionale politikere så at holde fast i. Det samme gør de udskældte hospitalsledelser. Begge parter har også forsøgt at skabe begejstring om de beskedne bevillinger: nu må vi prøve at få det bedste ud af denne situation.

Hvordan mon deres troværdighed ser ud, når regeringen så falder dem i ryggen med yderligere bevillinger. De ser kluntede og svækkede ud. Ved samme lejlighed underbygger regeringen, at det hele har drejet sig om at spare penge. Det må være logikken, når regeringen tror, at man kan reparere på situationen med merbevillinger.

Det, der er brug for lige nu, er at få ro til at udforme hospitalsplanerne for Udkantsdanmark i vest og udkantsområderne i Region Sjælland. De sundhedsprofessionelle fortjener at kunne planlægge deres fremtid uden ustandselig indblanding. Ingen har brug for populistiske politikere, der prøver at score billige point blandt vælgerne i Udkantsdanmark ved at love evigt liv til hospitaler, der burde dø.

Det synspunkt er der oven i købet bred faglig enighed om.

Kun politikerne kan ikke nære sig for at puste til ilden.

Men det er svindel, og bedraget handler om at score stemmer. Hvor ville det være herligt, hvis vælgerne straffede den slags demagogi.

Det er desværre ikke sandsynligt.