Som i et puslespil landede brikkerne igen med nye, store kommuner og regioner. Det så pænt ud. Hvad man i al virakken ikke opdagede var, at brikkerne slet ikke hang sammen. Landkortet var gennemtænkt, men sammenhængskraften var væk.
Medgivet, brikkerne hang heller ikke sammen før strukturreformen. Men dengang betød det mindre.
I dag er situationen den stik modsatte. Hele sundhedssystemet hviler på en forudsætning om, at sygehuse og regioner kan spille sammen med kommuner og praktiserende læger.
Kun med denne sammenhængskraft kan strategien om at reducere patienternes ophold på sygehusene til få timer eller højst et par dage fungere. Ellers dur modellen ikke og et absolut bærende princip ikke, og patienterne vil uvægerligt falde ned mellem sektorerne.
Dér er vi nu. Patienterne falder faktisk ned i hullerne på deres vej fra sygehusene og tilbage til deres hjem, og de slår sig hårdt. Problemerne skal løses af de splinternye kommunalbestyrelser, der netop har konstitueret sig under de mest tumult¬agtige forløb, man kan mindes. Gad vide, om de nye borgmestre aner, hvad de er gået ind til?
Kommunerne fik ved strukturreformen overdraget opgaven at passe på udskrevne patienter i hjemmesygeplejen og genoptræningen af dem i dagscentre.
De to opgaver er i voldsom vækst i takt med, at sygehusene gennemfører stadig flere behandlinger ambulant eller med få dages indlæggelse.
Rent økonomisk er denne sundhedsindsats blevet en gøgeunge i kommunernes pengekasser. Der er nemlig ikke indført nogen som helst form for automatik, der sikrer, at kommunerne betales for at påtage sig de plejeopgaver, sygehusene tidligere tog sig af.
Derfor presser kommunerne reelt ikke på med at løse netop den opgave på det højest tænkelige niveau. Det er dyrt nok i forvejen.
Samtidig har mange især mindre kommuner tydeligt besvær med den faglige håndtering af opgaverne.
Det kan landets sygehuse tale med om. Dagligt oplever de utrygge udskrivninger til forvirrede kommuner. Den manglende sammenhæng er uhyggeligt dyr for sundhedsindsatsen herhjemme – først leverer sygehusene en kvalificeret og bekostelig behandling, og derefter viser det sig, at anstrengelserne er spildt, fordi patienten afleveres til et hjem og en hjemmesygepleje, der ikke er parat.
Kort tid efter dukker patienten igen op på hospitalet for at blive behandlet for den selvsamme sygdom. Igen. Igen.
Kommunernes tredje store opgave handler om forebyggelse og sundhedsfremme, og heller ikke den er kommunerne reelt rustet til at påtage sig.
Det skyldes ikke mindst, at de ikke har grund til at arbejde synderligt med opgaven. Deres eneste gevinst vil vise sig om mange år, når deres omkostninger til borgernes indlæggelser falder.
Desværre er udsigten til besparelser i en fjern fremtid ikke tilstrækkeligt til at fastholde kommunernes fokus, og derfor vælger kommuner i stort antal at spare på den forebyggende indsats.
I dag kan man konstatere, at strukturreformen ikke udstyrede kommunerne med tilstrækkelig motivation til at påtage sig ansvaret på sundhedsområdet. Der er behov for incitamenter.
Tydeligvis kan man ikke få kommuner til at gøre ret meget uden at få betaling for det. Det er kommunerne ikke enige i. De er bange for at blive hvirvlet ind i et bureaukratihelvede magen til det, regionerne befinder sig i med deres drg-takster.
Det forstår man godt. Men det burde nu være muligt at opfinde mere enkle modeller. Ja, måske kunne kommunerne ligefrem bidrage til at skabe bedre betalingsmodeller end dem, sygehusene forvaltes efter.
Hvorom alting er, så skal kommunerne pinedød begynde at levere varen.
Foreløbig er det lykkedes at få de helt store kommuner til at leve op til deres ansvar. Københavns sundhedscenter er et forbilledligt eksempel på, hvad kommunerne magter. Men der er for langt mellem snapsene.
Hvis ikke de snart leverer, så burde opgaverne flyttes til andre.
Så enkelt er det.