Han er respektindgydende, Gunnar Lose. 

Professoren fra gynækologisk afdeling på Herlev Hospital blæste til angreb mod sundhedsmyndighedernes ligegyldighed over for talrige faresignaler om kirurgernes brug af syntetiske net, såkaldte mesh-implantater, som indopereres i kvinder med nedsunket underliv. 

Han kaldte det en ’tikkende bombe’ og tegnede konturerne af årets tredje katastrofe efter brystimplantat- og hofteimplantatskandalerne i dette annus horribilis for Danmarks kirurger

Lose har personligt indberettet op mod 20 bivirkningssager til Lægemiddelstyrelsen (nu: Sundhedsstyrelsen), uden at nogen har grebet ind. Arrogance, kalder Lose det. Myndighederne burde ellers have været i alarmberedskab, efter at amerikanske FDA i 2008 udsendte en advarsel om risikoen for alvorlige bivirkninger. Advarslen blev gentaget i 2011.

Men advarslen prellede af på de danske myndigheder, præcis som det skete i Omniscansagen.

Efter Gunnar Loses frontalangreb er Sundhedsstyrelsen pludselig blevet meget mere lyttende. I Omniscansagen gav styrelsen lægerne fingeren, og det gælder især den læge, som tog hul på hele sagen. Denne gang er styrelsen ikke helt så døv over for kritikken. Måske er de blevet klogere i Axel Heides Gade.

Det er imidlertid ikke forklaringen på Gunnar Loses imponerende mod. Nej, det er langt mere respektindgydende, at han tør pege mod sin egen stand, lægerne, når han skal finde de ansvarlige. For han har jo ret. Det er da lægerne, eller rettere kirurgerne, der skal sikre sig, at implantater ikke er forbundet med alvorlige bivirkninger. Det ansvar kan de ikke skyde fra sig, medmindre producenterne har anvendt ulovlige metoder, og det er der foreløbig intet, der tyder på.

Gunnar Lose mener ligefrem, at lægerne har lagt sig på maven for industrien for at sikre sig forskningspenge eller invitationer til kongresser. Dagens Medicins journalist har spurgt, om det ikke er grove beskyldninger:

»Synes du det? Det synes jeg ikke, for jeg har ingen forklaringer, der er bedre,« lyder hans svar, og det vil ikke skaffe ham venner blandt kirurgerne.

Gunnar Lose går tilmed et skridt videre. Han retter en svidende kritik mod lægestanden, som han skælder ud for at være alt for ligegyldige, når det gælder om at indberette bivirkninger. 

Det har han også ret i. Studier viser, at mesh-implantaterne fører til alvorlige bivirkninger hos 20 pct. af patienterne. Hans egen bedømmelse er i øvrigt, at bivirkningerne rammer dobbelt så mange. Alligevel er Gunnar Lose stort set ene om at gøre opmærksom på problemerne. Derfor er det givet, at rigtig mange læger har siddet bivirkninger overhørige, hvilket er uantageligt, og det burde føre til mange tjenstlige samtaler mellem hospitalsledelser og de ansvarlige læger.  

Lægeforeningen havde — til sammenligning — ikke en gnist af mod, da formand Mads Koch Hansen benyttede anledningen til straks at gå i lag med EU’s regler. Det kan man kalde en afledningsmanøvre. Så undgik han at kritisere sine medlemmer. 

Der er næppe en eneste læge i verden, som kan være uenig i, der skal være regler, der kan sikre, at medicinsk udstyr er i orden fra begyndelsen. Der snakkes ligefrem om en sidestilling af lægemiddelafprøvning og afprøvning af medicoteknik, og det spor lægger Lægeforeningen sig også i. 

Men det er jo helt urealistisk. Det er praktisk umuligt at udsætte medico-udstyr for randomiserede kliniske forsøg i den skala, som man forlanger med medicin. Det vil gøre den slags udstyr formidabelt dyrt. Men selv at sidestille markedsføringsreglerne er utroligt vanskeligt. F.eks. er det ofte nødvendigt, at læger får adgang til at teste udstyret selv, hvad de jo ikke kan med medicin. 

En sidestilling er altså udelukket, og det ved Lægeforeningen selvfølgelig godt. Men det forhindrer ikke foreningen i at gå efter de billige, men letkøbte point, at foreslå ensartede regler. 

Problemet er, at Lægeforeningens populistiske håndtering giver frit lejde til at kritisere myndighederne og industrien, som lægerne såvel som offentligheden alligevel hyggehader i forvejen. Så slipper lægerne, altså medlemmerne, for at blive kritiseret for at sjuske med indberetningerne af bivirkninger. Netop det kunne ellers, snarere end opstramninger af alle mulige regler, have stoppet anvendelsen af farlige implantater. 

Det tør Mads Koch Hansen bare ikke sige.

Men det gør Gunnar Lose.

I længden bliver Lægeforeningens manglende selvkritik et problem for foreningens troværdighed.

Men standens troværdighed reddes af folk som Gunnar Lose.

Derfor er Lose en winner.