Så er valgkampen på vej ind i sin allermest pinlige fase. Man kunne kalde den ’de krumme tæers fase’, hvor de politiske giganter rykker ind på scenen, og hvor kvaliteten af de politiske beslutninger falder med gruopvækkende hast. Fænomenet bliver såmænd værre og værre for hvert eneste valg, der holdes herhjemme.
I denne fase kaster toppolitikerne om sig med gaver og valgflæsk, ofte i ødelæggende omfang, og under alle omstændigheder uden at have analyseret forslagene til bunds. Fasen blev skudt i gang af Kristian Thulesen Dahl (DF), der i begyndelsen af august pludselig forlangte, at regionerne skulle lukkes. Derved kunne man spare en halv mia. kr., og de penge kunne så bruges til at styrke hospitalerne i Udkantsdanmark eller andre gode formål.
Pia Kjærsgaard bakkede naturligvis hele projektet op, og det må da have udløst nogle skænderier over fiskedellerne hjemme i Gentofte, hvor formanden for Dansk Folkeparti er gift med Henrik Thorup, en velfungerende og indflydelsesrig næstformand (DF, selvsagt) i Region Hovedstaden. Gad vide, hvem han holder med?
Thulesen Dahls forslag antændte en proces, der i løbet af nul-komma-fem førte til, at blå blok endeligt traf beslutning om at lukke regionerne inden det næste regionsrådsvalg i 2013.
Dette politiske initiativ kunne rød blok ikke stiltiende se på voksede sig populært hos vælgere, der ikke ved bedre. Derfor rykkede SF hurtigt ud med sit eget projekt, der også skal forvandle bureaukrati til varme hænder. Danmark skal fyre 4.000 djøf’ere, der alligevel sidder og triller tommeltotter på landets kommunekontorer. Det kan også frigøre en masse penge til gavn for hjemmeplejen eller lignede borgernære funktioner.
SF’s forslag blev effektivt skudt ned. Det var enkelt. Der findes nemlig slet ikke en tilvækst på så mange bureaukrater. Så nemt er det ikke at skyde forslaget om at lukke regionerne ned. Det er straks mere komplekst og i praksis umuligt at analysere til bunds, i hvert tilfælde, hvis beslutningerne skal træffes på en uge.
Dumhederne fortsætter. Nu vil rød blok sætte brugerbetaling i sundhedssektoren i stå, eller måske rulle baglæns. Bertel Haarder har fundet 200 mio. kr. i sit skrivebord, som han har foræret de medicinske patienter over fire år, og det er faktisk en brøkdel af, hvad socialdemokraterne vil gøre. Men er gaverne de rigtige? Politikerne aner det i hvert tilfælde ikke.
Der vil komme mere af samme skuffe. Meget mere, og nærmest dagligt, og det meste vil være dumt.
Der er desværre en forklaring på, at politik udvikler sig på den måde på sundhedsområdet. Forklaringen er, at ingen af blokkene møder med en gennemtænkt og helstøbt sundhedspolitik. Medgivet, regeringen har sat rigtig meget i gang for sundhedssektoren: Specialeplanen, hospitalsplanerne — for bare at nævne nogle store klodser. Men det har alt sammen handlet om rammerne. Ikke om indholdet. I stedet er de sundhedspolitiske tiltag blevet hægtet op på verdensklasseillusionsnummeret, som er helt ubrugeligt til at udforme konkret sundhedspolitik efter.
Derfor kan regeringen slippe af sted med at foreslå regionerne lukket uden at have skygge af bevis for, at det er klogt, og da slet ikke, om det, man vil sætte i stedet, kan fungere. I stedet kan Lars Løkke Rasmussen nøjes med at konstatere, at regionerne ikke har løst deres opgave, al den stund sagerne stadig dukker som politisk betændte i Folketinget. Og han har ret. Men han burde nu have tilføjet, at det skyldes Folketingets sundhedspolitikere, som er mere end villige til at påtage sig sagerne, uagtet at de burde have respekteret rollefordelingen mellem staten og regionerne. Problemet er jo ikke regionerne, men derimod politikerne.
Rød blok er ikke bedre. Også rød blok har forsømt at formulere en sammenhængende sundhedspolitik. I mangel af bedre definerer socialdemokraterne og SF deres politik i forhold til regeringen. Et af oppositionens større bidrag til sundhedssektoren skal være at slække på ventetidskravene. Det initiativ finder støtte i f.eks. Lægeforeningen og Sundhedskartellet. Men det er ikke dokumenteret, at hospitalerne hovedløst vælger at hastebehandle patienter, der ikke har brug for behandling, mens andre, der har behovet, må vente. De hospitalsledere, der måtte tillade den adfærd, burde da også omgående konfronteres med en disciplinær sag.
Men så længe der ikke er bund i sundhedspolitikken, vil valgflæsket og de lette argumenter stortrives – og det er ikke til fordel for sundheden at få uigennemtænkte gaver. Kanske det luner i begyndelsen, men i længden bliver det et problem.
Nej, hvis man virkelig vil give sundhedssektoren en gave, der batter, så skulle det være en gedigen sundhedspolitik, der nøje udpegede målene på vigtige områder, og som også anviste de bedste veje til at nå dem, og som altid afsatte ressourcer af til at nå dem.
Den kommende regering burde - uanset observans - påtage sig den opgave straks efter valget.
Please.