For tiden publicerer dagbladene en lind strøm af frontlinjeberetninger om rædslerne ved at møde det danske sygehusvæsen.

Uskyldige ofre er blevet fejldiagnosticeret, uagtet de har klare, letforståelige symptomer, andre patienter møder ufattelig overfladisk behandling, mens de mest uheldige får foretaget kirurgiske indgreb af forbryderisk lav kvalitet. 

Er der bare en gnist af sandhed i beretningerne, er disse stakler blevet maltrakteret af et uhyggeligt inkompetent hospitalsvæsen, der præsterer fejl på fejl på fejl. Den ene mere graverende end den næste.

Karakteristisk for flere af disse beretninger er — ud over alle fejltagelserne — at ofrene holder hånden over de sundhedsprofessionelle. De er uden fejl. Nej, de egentlige forbrydere er regionspolitikerne eller Sundhedsstyrelsen. Det er systemets fejl, ikke læger, sygeplejersker m.v.

Men det er altså bare løgn. Det behøver man ikke at være dr.med. for at opdage. Her begår læge på læge store fejl, og de assisteres af sygeplejersker, der også fejler. Alt sammen er skrækindjagende. Men det værste er nok, at den egentlige forbryder slet ikke er lægerne, de andre sundhedsprofessionelle eller regionspolitikerne. Nej, de egentlige forbrydere må nemlig være sygehusenes ledelser, der jo slet ikke evner at få deres ledende personale til at tage ansvar. 

Forgangne uge rummede to karakteristiske eksempler; først var der beretningen fra tidligere departementschef og øverste chef for landet store brobyggerier, Mogens Bundgaard-Nielsen, normalt en hård banan, men i hænderne på det danske sygehusvæsen blev han til gelé — og maltrakteret af en hel stribe skadestuer og hospitaler. Hans konklusion var: »Det er en dårlig idé at lade sygehusene styre af regionalpolitikere, der ligesom de gamle amtspolitikere ikke er i stand til at prioritere. Vi bør i så lille et land, hvor der postes så mange penge i sundhedssektoren, have et professionelt — ikke politisk — ledet sygehusvæsen«.

Men hvem fejlede egentlig, da denne patient mødte op på Helsingør Hospital med en skulder, der var gået af led? Man tog et røntgenbillede, men stillede den forkerte diagnose: en frossen skulder, og det spor fastholdt hospitalet i over en uge.

Skulderen var bare ikke frossen. Den var gået af led.

Den fejl kan ikke tilskrives politikere. Den skyldes alene hospitalet, og eftersom patienten konstant fik fremstammet, at denne stillede diagnose ikke holdt, hvilket altså blev afvist, så udviste den pågældende afdeling helt ufattelig dårlig evne til at lytte til patienten.

Nu skal denne patientcase ikke gennemgås i detaljer. Men han kom forbi to yderligere hospitaler — som videreførte andre forkerte, diagnostiske spor — indtil patienten langt om længe landede på Rigshospitalet, som løste problemet.

Undervejs i denne proces møder patienten uafladeligt ansvarsforflygtigelse af værste skuffe. Sygeplejersker nægter at oplyse, hvem der er ledende overlæge på stedet. Hospitaler nægter at tage ansvar for fejl med henvisning til, at det jo ikke er netop dette hospital, der har fejlet. Det afslører en rådden ledelseskultur, fej og uprofessionel, og det burde straffes benhårdt.

Den anden case kommer fra Aalborg, hvor den seneste tids mest berygtede læge, brystkirurgen Kim Tjelum, nåede at husere på Aalborg Sygehus i en måned, inden chefen, ledende overlæge Kenneth Finnerup, fyrede ham. Men han gjorde det uden at anmelde ham til Sundhedsstyrelsen, hvilket ellers ville have stoppet den inkompetente kirurg fra at forvolde yderligere skade. 

Men direkte adspurgt, om han synes, at det er en fejl, svarer overlægen i denne avis: »Anmeldersystemer skal håndteres med forsigtighed. Stasi i DDR anvendte det, og det var ligeledes et vigtigt element under hekseafbrændingerne i middelalderen. Enklere og mere konstruktivt ville det nok være, at de ansvarlige myndigheder sikrede, at danske speciallæger havde en relevant og tilstrækkelig uddannelse.«

Overlægen skyder altså skylden på systemet — og det er netop sådan, mange læger reagerer, når de kritiseres for ikke at leve op til deres ansvar.

Uheldigvis falder denne ansvarforflygtigelse sammen med, at pressen har den samme tilgang. Det giver mere prestige for journalister at afsløre systemfejl end menneskefejl, og det nyder konfliktsky ledere overalt i sundhedsvæsenet godt af. Pressen burde afsløre dem, men journalisterne vælger i stedet at rette skytset mod styrelser eller politikere. Det giver mere prestige. Faktisk er journalisterne holdt op med at spørge hospitalsdirektionerne i den slags sager, måske fordi også de skyder skylden fra sig.

Sandheden er, at mange sygehuse gemmer sig bag en inkonsekvent, konfliktsky ledelse. Det er bedre at sende aben videre i systemet end at tage et ansvar for at løse problemer. Overlægen fra Aalborg er slet ikke enestående. Mange andre ville have valgt hans måde at gøre det på, og de ville ligesom ham have henvist til nazistiske ledelsesmetoder, når det gælder om at tage det nødvendige ledelsesansvar. 

Departementschefen, som blev misrøgtet af fire af Hovedstadsregionens hospitaler, synes også, at det er nemmere at skyde mod regionspolitikerne. Men han er også systemmand, og han har været det i en menneskealder. Han tilgiver gerne alle andre end politikerne. Men de burde ikke tilgive. Når en reumatolog på Helsingør Hospital forveksler en skulder, der er af led, med en frossen skulder, og når denne reumatolog – på trods af røntgenbilleder m.v. – fastholder denne fejl i mange dage, så er det da en lægelig fejl og ikke en politikerfejl. 

Den slags fejl skal løses på hospitalerne af ansvarlige ledere. De bør ikke lande på hverken Sundhedsstyrelsens eller regionspolitikernes bord. 

Det er på tide, at hospitalerne og afdelingsledelserne tager deres ansvar.