Hvis man går op i sundheden, domineres valget til EU Parlamentet af ét eneste rungende spørgsmål: Hvor nemt skal det være for patienter at blive behandlet på udenlandske hospitaler – eller skal det ligefrem være ulovligt?

EU-valget drejer sig naturligvis om meget andet, men ikke på sundhedsområdet.

Derfor er nærmest ubegribeligt, at ingen af de opstillede partier har magtet at formulere en politik på så vigtigt et område. I stedet rummer hvert eneste af de opstillingsberettigede partier simpelthen samtlige synspunkter om, hvor langt EU skal gå med at give patienterne valgfrihed til sundhedsydelser overalt i unionen. Dermed risikerer hver eneste vælger, der måtte gå op i det spørgsmål, at deres stemme kommer til at trække en kandidat med det stik modsatte synspunkt ind i parlamentet.

Det er ellers på høje tid, at politikerne får styr på deres synspunkter i dette spørgsmål. Med udgangspunkt i en række afgørelser fra EF-Domstolen er det nemlig allerede blevet slået fast, at patienter har ret til at få deres omkostninger betalt, hvis de er blevet behandlet i udlandet. Patienten behøver ikke nødvendigvis at sikre sig en forhåndsgodkendelse. Det er kun nødvendigt, hvis der er tale om en bekostelig hospitalsbehandling. Men ellers skal de offentlige kasser betale ved kasse 1.

Når patienterne ikke for længst er begyndt at tage for sig af retterne, så skyldes det formentlig ukendskab til EF-Domstolens afgørelse - eller ulyst til at kæmpe med de lokale myndigheder for at få sine penge.

Derfor fremlagde EU-Kommissionen for et år siden et direktiv, som skal skaffe klarhed over patienters rettigheder – og som skal fastholde landene på deres forpligtelser. Direktivet slår fast, at kun omkostningerne ved behandlinger, der allerede findes i hjemlandet, kan blive betalt. Patienter får altså ikke adgang til mere eksotiske behandlinger. Patienterne kan også kun kompenseres for det beløb, som behandlingen koster i hjemlandet. Den regel vil blokere for, at patienter fra fattige lande bare kan tage til andre lande for at blive behandlet dér. Endelig har direktivet lavet en nødbremse for de lokale myndigheder. På visse betingelser kan landene nemlig indføre forhåndsgodkendelser af behandlingen i udlandet.

I de kommende år skal EU finde sine ben i dette helt afgørende spørgsmål. Parlamentarikerne, der vælges ind 7. juni, kommer til at bestemme, om EU skal gå længere end direktivet – eller om patienternes rettigheder skal beskæres. Uanset hvad bør alle, der interesserer sig for sundvæsenet i Danmark, opmærksomt følge med i, hvad der foregår.

Hvis man som vælger er bekymret for sygehusenes fremtid, hvis patienterne selv skal bestemme, hvor i Europa de skal behandles, så kan de sætte deres stemme på Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU eller på Aia Fog fra Dansk Folkeparti. Førstnævnte mener, at ’kun de rigeste patienter vil kunne udnytte denne ordning, som vil være med til at udhule det offentlige danske sygehusvæsen’. Aia Fog er arg modtstander, fordi ’så kan hele EU jo komme væltende til de i forvejen hårdt pressede danske sygehuse… Ikke på vilkår!!’. Grundlaget for deres politik er altså vidt forskelligt, men udfaldet er dog det samme.

Men ved at stemme på en af de to, så risikerer man, at stemmen går til varme fortalere for at give patienterne endnu nemmere adgang til at blive behandlet i udlandet. I Folkebevægelsen er Mehmet Aksoy eksempelvis begejstret over at give patienterne lov til endnu mere end i dag, mens Jeppe Jakobsen er en positiv stemme hos Folkepartisterne.

Nøjagtig det samme er tilfældet, hvis man sætter sin stemme ved A, C, F eller J. De radikale er helt tummelumske. Her er Anna Mee Allerslev lodret imod, at patienter skal have nem adgang til behandlinger i udlandet. Til gengæld er spidskandidaten Sofie Carsten Nielsen vel nok er den mest begejstrede fortaler for at give patienter lov til det hele – og uden at blande danske læger ind i det. Hun går så vidt som at foreslå, at EU skal opføre ti gigantiske sygehuse, som kan udføre de komplicerede behandlinger for alle borgere i EU. Holder man af sådanne synspunkter, kan man stemme på Sofie Carsten Nielsen – men altså med risiko for, at hun trækker Anna Mee Allerslev med ind i parlamentet.

Det er noget rod – og det viser alt om, hvor alvorligt partierne reelt tager valgene til EU. De gider ikke engang at foranledige den mindste smule koordinering, og vælgerne betaler prisen.

Sagen er ellers alvorlig for partierne. De fleste af dem har simpelt hen ikke styr på deres sundhedspolitik. Tag et parti som Venstre. I Folketinget arbejder partiet hårdt for genindføre det frie udvidede sygehusvalg. I regionerne sidder der venstrefolk i spidsen i Region Syddanmark og Region Sjælland. Men her kan begejstringen for de stramme ventetider reelt ligge på et lille sted. Begejstringen for at nedlægge sygehuse er heller ikke stor. Men i EU Parlamentet arbejder Venstre altså for at gå endnu flere skridt i retning af at flytte behandlinger til udlandet. Det virker ikke gennemtænkt.

Sundhedsministerens eget parti har fortalere for alle synspunkter, og det har Socialdemokraterne også. Partiets daværende sundhedspolitiske ordfører kæmpede en brav kamp for at holde liv i akutmodtagelser i udkantsområder. Men i EU-Parlamentet arbejder hovedparten for at give patienter endnu nemmere adgang til at blive behandlet i udlandet. (Men selvfølgelig har S også en kandidat, der mener, at patienternes rettigheder skal beskæres.)

Hvis vælgerne skal få respekt for arbejdet i EU-Parlamentet, skal partierne hanke gevaldigt op i deres EU-politik. Den er tilfældig og tragikomisk.

Valg til EU-Parlamentet er og bliver en pestilens. Bare at få overblik over, hvad EU-parlamentarikerne skal beskæftige sig med, er næsten uoverkommeligt. Endnu sværere bliver det af, at vælgerne ikke kender de opstillede politikere – bortset fra de ældste af dem (og dem kender man desværre lidt for godt). Og helt umuligt bliver det, når de normale politiske pejlemærker er forsvundet, fordi der ikke er konsistens mellem partipolitik og EU-politik.

Det er drønforvirrende – faktisk så forvirrende, at man kunne fristes til at stemme blankt og i stedet fokusere på den behageligt overskuelige afstemning om den fremtidige tronfølge, når man står i stemmeboksen.

Men det er trods alt for nemt.

Derfor: Stem den 7. juni og vælg en kandidat med en gennemtænkt sundhedspolitik.

De findes faktisk.

Link