Mandag fremlagde han en monsterplan af en sparerunde for Region Midtjylland. Fem dage efter kårer Dagens Medicin ham til Danmarks mest magtfulde person.

Men mon Bent Hansen følte sig som en gevaldig kraftkarl, da fakkeltogene igen blev tændt i Vestjylland efter lanceringen af en spareplan, der skal reducere omkostningerne til hospitalerne permanent med en halv mia. kr. fra 2012?

Sparekravet er så massivt, at det har tvunget regionens koncernledelse, og det omfatter også alle hospitalsdirektionerne, til at tænke ud af boksen. Med så kolossale krav nytter grønthøsteren ikke. Man er nødt til at effektivisere hele strukturer, nedlægge hele afdelinger og sammenlægge andre.

Indrømmet, det er svært, reelt umuligt, at gennemskue konsekvenserne af så enorm en sparepakke. Men umiddelbart ser den imponerende gennemtænkt ud. Var den til eksamen, havde denne plan fået karakteren 10, og det er nok den højeste karakter, der har kunnet gives til spareplaner på hospitaler nogensinde.

Medierne præsenterer altid hospitalsbesparelser,, som var de katastrofer for patienterne. Ofte er det modsatte tilfældet. Når urologien flyttes fra Randers og Horsens til Skejby, så er det en af landets bedste afdelinger, der tager over. Giver det dårligere behandling? Tværtimod. At opretholde brystkræftkirurgi i Holstebro er også meningsløst. Ikke fordi Holstebro er dårlige, men fordi det betaler sig at samle behandlingerne færre steder. Det giver bedre behandling. Langt de fleste af planens store spareprojekter flytter behandlingen til en afdeling eller et hospital, som leverer bedre behandling.

Rygraden i denne plan er sådanne besparelser, og det behøver ingen at skamme sig over. Skulle man være ondskabsfuld, så burde nogle disse omstillinger være gennemført for længst.

Der er også grund til at rose selve tilblivelsen af planen. Den har involveret regionens ledelse og alle betydende hospitalsdirektioner, som står (nogenlunde) sammen om planen. Imponerende. Det var ikke lykkes i andre regioner.

Der var ganske vist ikke et eneste medie, der faldt for regionens mediestunt med at kalde spareplanen for en omstillingsplan. Der kunne sandelig også rejses kritik af den frist, medarbejderne har til at komme med indsigelser: En eneste uge. Det kan man kalde kort lunte.

Modtagelsen af planen blev ganske afdæmpet, bortset fra i Vestjylland. Dér tændte borgerne endnu en gang faklerne. Det kunne regionen have undgået. Hvorfor score beskedne besparelser på yderligere svækkelser af et ituslået akutberedskab. Man må da vide, at det vil ydmyge dem, der allerede ligger ned. Dumt.

Planen bygger også på betydelige besparelser på ny behandling og medicin. Over 10 pct. af den halve mia. kr. skal komme derfra. Men er det realistisk i en region, der de seneste år ikke har haft hjerte til afvise at give patienterne, hvad de har behov for. Skulle det ændre sig? Den besparelse virker ikke realistisk.

Men det største problem er, at Region Midtjylland åbenbart har mistet troen på, at ledelse virker. Op mod en fjerdedel – 112 mio. kr. - af det enorme sparemål på en halv mia. kr. kommer allerede i 2012 fra det administrative område. Meget ofres på regionens egen forvaltning, så besparelser i klinikken undgås. Respekt for det. Men resten kommer ved at samle ledelsen ét sted, i stedet for op til fire ledelser på fire matrikler. Den samme mekanik anvendes overfor afdelinger, der slås sammen. I fremtiden må én ledelse klare det hele. Det samme princip anvendes, når hele afdelinger slås sammen på en matrikel. Det ender med én ledelse, hvor der så bliver meget langt ned til medarbejderne. Regionerne burde snarest undersøge om dette flermatrikel ledelsesregime dur til noget som helst. Det er desværre usandsynligt. Fanden har skabt flermatrikelvældet.

Det er tydeligt, at koncernledelsen har haft nemmest ved at skære ned på sig selv og lederlaget lige under sig. Sikkert har tankegangen været, at klinikken skal rammes mindst muligt. Tankegangen er sød, men også naiv og selvundervurderende. Det høje kvalitetsniveau i Region Midtjylland skyldes — set udefra — en stærk og effektiv lederkultur. For nogle år siden var patientbehandlingen i det samme område nærmest tilbagestående, fordi sparsommelige politikere bestemte det hele. I dag er den konstruktive politiske kultur, hospitalsledelserne og deres evne til at få medarbejderne til at levere fundamentet under et misundelsesværdigt hospitalsvæsen.

Men uden tilgængelige ledere er der risiko for, at meget visner.

Der er høringsfrist i dag, og derfor skal rådet være: Genindfør troen på ledelse, opgiv besparelserne på ny behandling og giv udkantsområderne deres ambulanceberedskab tilbage.

Find dog pengene andre steder.