I uendelig stilhed offentliggjorde Sundhedsministeriet denne sommer en mindre sensation — og det næsten uden at nogen medier opdagede det.
Sommerens stilfærdige sensation knytter sig til den uvildige advokatrapport om Omniscan-sagen, som blev offentliggjort i november 2010. Men inden rapporten blev sendt til Folketingets Sundhedsudvalg, som havde bedt om undersøgelsen, valgte ministeriet at sætte en tyk sort streg over alle navne.
Lidt ligesom dengang gamle dages censur overmalede kønsdelene på fotos med nøgne mennesker.
Ingen måtte se, hvem der havde gjort hvad. Og et helt kapitel om, hvem sagen burde have konsekvenser for, blev helt og aldeles fjernet fra rapporten. Ikke et ord fik politikerne og offentligheden om dette helt centrale spørgsmål, og ministeriet fik oven i købet sundhedsudvalget med på, at det var klogest at gøre sådan. Selvom flere medier, herunder også Dagens Medicin, forlangte aktindsigt i kapitlet, valgte ministeriet standhaftigt at holde det hemmeligt.
I den tidlige sommer satte Folketingets Ombudsmand og Justitsministeriet så en stopper for ministeriets hemmelighedskræmmeri, og så blev ministeriet tvunget til at offentliggøre alt, inklusive de fulde navne og hele kapitlet om, hvem der var ansvarlige for sagen.
Desværre skete offentliggørelsen i de fleste menneskers sommerferie, og derfor lykkedes det at liste hemmelighederne ud – uden at vække opsigt.
I dag ved vi, at advokaten bag den uvildige undersøgelse, Jens Rostock-Jensen, var usædvanlig skarp i sin dom over Lægemiddelstyrelsens øverste ledelse. Denne sag skulle have personalemæssige konsekvenser, skrev han med et for jurister sjældent kontant sprogbrug.
Trods den klare besked fra en kapabel og uafhængig advokat valgte Sundhedsministeriet at gå til Kammeradvokaten for at få hans vurdering af det selvsamme spørgsmål: Skal sagen få personalemæssige konsekvenser? Men hvorfor dog det, når advokatundersøgelsen var så præcis i sin bedømmelse?
Siden, da Bertel Haarder skulle forklare Folketingets Sundhedsudvalg, hvorfor denne sag ikke fik konsekvenser, fortalte ministeren, at han havde forventet, at sagen skulle føre til afskedigelser, men det mente Kammeradvokaten altså ikke var juridisk holdbart. Men han kunne da have afskediget styrelsens topledelse med henvisning til manglende tillid. Den begrundelse anvendes da jævnligt, når offentlige institutioner skiller sig af med deres topfolk. Den begrundelse kunne i den grad være anvendt over for Lægemiddelstyrelsens ledelse, der bevidst tilbageholdt centrale oplysninger for Folketingets Sundhedsudvalg og sundhedsministeren.
Det forandrede imidlertid ikke, at ministeren havde mistet tilliden til Lægemiddelstyrelsen. Men hvordan skulle ministeriet genvinde tilliden? Ja, der var intet andet for end at sætte Lægemiddelstyrelsen under en ydmygende administration.
Så stort et krumspring skulle der til for at skabe tillid til en ledelse, ministeriet ikke ønskede at afskedige.
Den overordentligt positive behandling af Lægemiddelstyrelsen blev praktiseret straks fra sagens start. Omniscan blev bagatelliseret af ministeriet, og ministeriet skulle presses af sundhedsudvalget bare for at forlange en undersøgelse. Og siden stillede ministeriet sig tilfreds med, at undersøgelsen skulle foretages af Lægemiddelstyrelsen selv. Det turde ellers være en risiko, at den undersøgelse ikke ville blive synderlig grundig.
Sådan blev det da også. Lægemiddelstyrelsen afleverede en rapport, der ikke kom til bunds i sagen. Den indeholdt fortielser og manipulationer, og det ved vi meget mere om, efter at advokat Rostock-Jensen havde endevendt de fordrejede forklaringer.
Måske kunne man have forventet, at Sundhedsministeriet ville opdage styrelsens hvidvaskning af sig selv. Trods alt må man forvente, at ministeriet har haft dybere indsigt i sagen. Ikke desto mindre erklærede ministeriet sig tilfreds med den mangelfulde rapport. Hvorfor? Enhver kunne da se, at Lægemiddelstyrelsen ikke havde vilje til at trænge til bunds i sagen.
Om kort tid skal sundhedsministeren igen forklare sig over for Folketingets Sundhedsudvalg. Denne gang skal han fortælle, om hans ministerium agter at forfølge mulighederne for at få producenterne af Omniscan til at betale de voldsomme regninger, den danske stat har måttet afholde til Omniscans ofre. Men hvorfor skal ministeriet dog presses til at inddrive penge, som det danske samfund så indlysende har krav på? Det burde ministeriet da gå i gang med af egen drift. Er det, fordi ministeriet gerne vil lukke denne sag?
Hvad er forklaringen på denne holden hånden over Lægemiddelstyrelsen? Det virker, som om ministeriet ønsker at begrave denne sag godt og grundigt, og hvorfor det? Det er dog især sundhedsministeren og ministeriet, Lægemiddelstyrelsen har ført bag lyset.
Nu er det ikke sjældent, at embedsværket slår ring om sig selv. Det er sikkert heller ikke første gang, at et ministerium passer på en af sine styrelser. Men Indenrigs- og Sundhedsministeriets omsorg for og tålmodighed med Lægemiddelstyrelsen er enestående og mistænkelig, og den er i øvrigt helt forkert.
Man kan kun opfordre Folketingets Sundhedsudvalg til at holde Sundhedsministeriet i ørerne.