Skulle det ske, så skal den allerførste gerning være at smide overenskomsten mellem regionerne og de praktiserende læger ned i et dybt, dybt hul, så den aldrig bliver fundet igen.
Denne overenskomst med alle dens tilbygninger, overbygninger, særordninger og lappeløsninger er undergravende for udviklingen af en velfungerende almen praksis. Det har vi ellers hårdt brug for lige nu. Aftalen er efterhånden også blevet undergravende for praktiserende lægers gode navn og rygte. Og så er den tilmed uforståelig og tidkrævende at anvende.
Men, men, men, desværre kommer der ikke en diktator og skærer gennem alt ævlet. I stedet går spillet om den fremtidige overenskomst atter i gang. På mandag 4. oktober starter regionernes og PLO’s forhandlere forfra. Eneste forskel er, at en række af de centrale forhandlere er skiftet ud, ikke mindst de to hovedaktører: regionernes nye topmand er Jens Stenbæk (V), som erstatter partifællen Kristian Ebbensgaard, mens Henrik Dibbern har afløst Michael Dupont.
Hvis regionernes forhandlere starter, hvor de slap sidste år, så skal de praktiserende læger ikke forvente en krone oven i den nuværende betaling. Danske Regioner er forbandede over de krævende praktiserende læger. Over for den front står Henrik Dibbern og hans backinggruppe, som vil have flere penge for at levere en forstærket indsats over for kronikere m.v. og i tillæg til det også vil have penge for at efteruddanne de praktiserende læger endnu mere.
Som optakt har PLO netop fremlagt en ny analyse af de praktiserende lægers økonomi. PLO’s egen konklusion er, at analysen dokumenterer, at almen praksis halter langt bag efter kollegerne på hospitalerne. Skaldede 2,3 pct. er det blevet til i gennemsnit pr. år siden 2006. I samme periode er de ledende overlægers løn vokset med 4,4 pct. om året, altså langt mere.
Der er nu ingen grund til at tro, at tårerne vil trille ned ad kinderne på Danske Regioners forhandlere over denne undersøgelse. Set fra deres perspektiv afslører undersøgelsen nemlig også, at udgifterne til de praktiserende læger er steget med 21 pct. fra 2006 til 2009. Det svarer til en årlig vækst på omkring fem pct., og det er altså mere end selv de ledende overlæger. I samme periode er antallet af patientkontakter i øvrigt kun steget med omkring to pct. om året. Regionernes topforhandlere vil sikkert også henvise til opgørelser, der viser, at danske praktiserende læger hører til blandt de bedst lønnede i Europa.
Dertil vil PLO vil indvende, at størstedelen af honorarfremgangen er spist op af lønforhøjelser til personalet i almen praksis. Sådan er det nemlig blevet. De praktiserende læger har givet personalet de samme lønforhøjelser, som personalet ville have opnået, hvis de var ansat på hospitalerne.
Sådan kommer skyttegravskrigen sikkert til at bølge frem og tilbage. Det vil fyge med tal. Ligesom sidste gang. Mest sandsynligt ender det hele med en overenskomst, der er lige så tosset som den gamle. Eller også ender det med en opsigelse af aftalen, og så er situationen helt uoverskuelig. Sidst det skete, skulle patienterne selv betale for deres konsultationer. Dernæst fik de deres penge refunderet af det offentlige på et kontor på rådhuset. Det er bestemt usmart, og det vil utvivlsomt føre til, at visse patienter helt vil opgive at opsøge deres læge.
Paradoksalt nok virker det, som om begge parter er enige om, at hele systemet er sygt – og de er også temmelig enige om, hvad der skal komme i stedet. Helt grundlæggende er parterne enige om, at basishonoraret bør forøges, så systemet med de mange særlige ydelser formindskes. I dag fylder den grundlæggende betaling bare 25 pct. Resten er variabelt, og det har skabt en almen praksis, der altid forlanger nye honorarer for at ændre adfærd. Så skal den stakkels formand for PLO trækkes frem foran tv-kameraerne og forlange kontant betaling for selv den mest indlysende forbedring.
Indtil videre har de praktiserende lægers formidable renommé klaret denne krævende indstilling. Men det er utænkeligt, at det kan fortsætte. Der var jo også engang, for ikke lang tid siden, at landets banker var velrenommerede, og deres ledere var mellem de mest respekterede i samfundet. Men de blev for griske, og nu fremstår bankerne som umenneskelige fremmedlegemer i samfundet. Sådan vil det uvægerligt gå, når man ustandselig forlanger flere penge, og sådan vil det også gå for de praktiserende læger, hvis ikke dette regime bringes til ophør.
Nej, basishonoraret skal reguleres gevaldigt op. Som udgangspunkt skal andelen helt op på 50 procent. Det høje basishonorar skal være betalingen for en mere ensartet patientbehandling. Det skal være betalingen for, at samfundet stiller krav. Det kan ikke nytte, at almen praksis i den ene ende af landet skal levere andenrangs diabetesbehandling. Det kan ikke nytte, at visse konsultationer er utroligt optagede af at identificere psykiatriske patienter, mens andre holder sig tilbage. Der er masser af andre eksempler på store og usunde uligheder. Basishonoraret skal dække den tilfredsstillende behandling.
Oven på denne basale betaling skal der bygges særlige honorarer for en patientbehandling på et højere niveau.
Det lyder nemt, og det er det ikke. Hvad der nærmere bestemt skal proppes ind i basisbetalingen, og hvad der skal betales ekstra for, det burde disse forhandlinger handle om.
Ikke kommaerne. Ikke procenterne. Nej, om principperne. Om ordninger, der kan skifte fokus fra lægernes indtjening til deres egentlige gerning.
Reelt er parterne enige om, at det er den vej, det burde gå.
Hold nu fast, og held og lykke med forhandlingerne.