19. august faldt hjertemedicineren, professor Torsten Toftegaard Nielsen om, ramt af en blodprop i hjernen midt i sin afskedsforelæsning på Aarhus Universitet foran et publikum på 250 venner og kolleger. To dage efter døde han, 68 år.
Nu, da han er død, går det op for en, at Torsten Toftegaard Nielsen nok er den læge, der har betydet mest for patientbehandling i Danmark i efterkrigstiden. Hans indsats kan slet ikke overvurderes. Den er eventyrlig, forbløffende og enestående inspirerende ikke bare for læger, og ikke bare i sundhedssektoren, nej, for Danmark, måske ligefrem for hele verden. Det indtryk får man. Forklaringen er ikke bare hans resultater, men især den måde, han opnåede dem på.
Torsten Toftegaard Nielsen var en pioner og barn af en tid og et miljø, hvor autoriteter, der ikke engang behøvede at argumentere for deres synspunkter, blev brudt ned, og hvor fornuften og evidensen vandt indpas.
Sådan var det også med kardiologien, da han som yngre speciallæge indtog det nybyggede Skejby Sygehus. Hospitalet med alle ambitionerne og drømmene om at gøre tingene på en ny og bedre måde, end det dengang var almindeligt. Det blev han en del af, fornemmer man, ligesom hospitalet blev en del af ham.
Det hele begyndte med en patient, en 50-årig mand med et såkaldt dårligt hjerte. Dengang opererede hospitalerne ikke akutte hjertepatienter. Lægerne var overbevist om, at det ikke nyttede. I stedet blev de hjemsendt med håb om, at de kom sig eller i det mindste fandt ro, så de kunne opereres. Men man opererede ikke akut.
Også denne patient blev sendt hjem. Men denne gang vidste Torsten Toftegaard, at det var forkert. Han og hans jævnaldrende kolleger havde fulgt udviklingen i udlandet, hvor lægerne for længst var begyndt at operere de akutte hjertepatienter og med fantastiske resultater. Den nye generation af læger havde rejst til konferencer rundt omkring i verden og set de nyeste teknikker.
Mange år efter indrømmede han, at de skammede sig over at komme fra Danmark, så de pillede deres navneskilte af, når de var til konference. Men de forstokkede læger herhjemme holdt hænderne for øjnene, så da Toftegaard og hans kolleger protesterede over, at den 50-årige patient blev hjemsendt, havde det ingen effekt. Desværre. Få dage efter var patienten død.
Dette forløb udløste det hele, har Torsten Toftegaard fortalt. Det var den 50-årige patient, der satte ham i gang som kardiologisk provocateur, og senere førte forløbet til, at han blev hovedarkitekten bag det mest succesfulde sundhedsinitiativ i Danmark, Hjerteplanen.
I dag er der ingen hjertepatienter, som dør på venteliste i den gammeldags forstand. Men dengang i slutningen af 1980’erne var det helt normalt. Ingen brokkede sig, altså indtil Torsten Toftegaard Nielsen og hans unge kolleger begyndte på det, og det gav resultater. Metoden skulle senere vise sig at blive Toftegaards varemærke. Han begyndte at indsamle data, som kunne overbevise dem, der bestemmer, om, at de skulle gøre tingene på en anden måde.
Helt konkret samlede han på cpr-numre og dødstidspunkter fra patienter på venteliste. De informationer var sprængstof, når de blev parret med data om effekten af at operere akut. Og han blev ved. Provokerende, stædigt, utvivlsomt voldsomt irriterende, men med retten og ofte også humoren på sin side.
Det virkelige gennembrud kom, da Torsten Toftegaard Nielsen en dag blev ringet op af Palle Juul-Jensen – den daværende medicinaldirektør. Han sagde, at han havde hørt, der fandtes en komplet liste over dødsfald blandt hjertepatienter på venteliste, og den ville han gerne se. Han fik den, og inden længe lå den oppe i regeringen, hvor sundhedsminister Torben Lund lovede en halv milliard til hjerteplanen.
Dermed var den første sten lagt.
Senere anvendte han gang på gang dokumentation til at få sin vilje, hvad enten det drejede sig om behandlingskapacitet eller behandlingsveje. Det blev hans stil. At banke beslutningstagere eller sine modstandere oven i hovedet med fakta. Han blev en motor med mange cylindre af evidens, de fræsede af sted og trak hjerteområdet op af dyndet og siden Hjerteplanen frem mod verdensklasse. O.k., han var vel ikke alene, men han var i den grad inspirator og indpisker.
Toftegaard var rette mand på rette sted i rette tid. I øvrigt samtidig med at han plejede en formidabel videnskabelig karriere, deltog i ledelsen af sin afdeling og var formand for Hjerteforeningen. Toftegaard arbejdede på alle flanker for at opnå sine mål.
Hvis sundhedssektoren havde frimærker, så burde Toftegaards portræt sidde på et af dem. Han burde have sit kapitel i sundhedssektorens historieskrivning. Men desværre husker eftertiden i alt for høj grad beslutningstagerne og magthaverne, og de roller spillede Toftegaard ikke. Nej, han var den, der udvirkede, at de rette beslutninger blev truffet, og det er jo meget vigtigere.
Bare der dog fandtes flere af hans slags.