Hvis der er noget, som kan ophidse gemytterne på sygehusene, så er det opgaveglidning. Hvor usexet begrebet end er, så er grænsedragningerne mellem især læger og sygeplejersker benzin på temperamenterne – og lige nu blusser bålet som sjældent set.
Debatten er skinger, men den er også utrolig vigtig. Mon ikke alle godt ved, at kravene til fremtidens sundhedsvæsen under ingen omstændigheder kan honoreres, hvis ikke opgaverne bliver omfordelt. Det er uomgængeligt – og alligevel låser fagforeningerne tingene fast. De er som støbt i cement, når det gælder fleksibiliteten omkring de faglige grænser.
Det aktuelle skænderi startede, da Sundhedsstyrelsen udsendte et udkast til bekendtgørelse for at tydeliggøre grænserne mellem læger og sygeplejersker. Men det eneste, chefen for styrelsens tilsynsenhed, Anne Mette Dons, opnåede med sit udkast var få Connie Kruckow med konsorter op på barrikaderne. Sygeplejerskerne følte, at deres faglighed blev angrebet, mens Sundhedsstyrelsen glattede ud. I dag er gemytterne faldet til ro – og det ser ud, som om man bare talte ved siden af hinanden.
Næppe havde stormen i dette reagensglas lagt sig, før lægeformand Jens Winther Jensen pustede sig op til forsvar for sit særlige territorium, denne gang fordi regeringspartierne, Venstre og de konservative, stillede forslag om at uddanne såkaldte ekspertsygeplejersker. De skulle ligefrem kunne ordinere medicin til patienterne. Connie, der kort forinden havde følt sig forsmået, kunne denne gang næsten ikke få armene ned. »Fantastisk idé,« jublede hun spontant, næsten barnligt.
Lægeforeningen skilter gerne med sin glæde over opgaveglidning, men akkurat denne form for opgaveglidning var lægeformanden imod. »Retten til at ordinere medicin hænger sammen med kompetencen til at kunne stille en diagnose, hvilket kun læger er uddannede til,« skrev Jens Winther, og så skulle den ged jo være barberet.
Han blev ivrigt sekunderet af formanden for FAS, Erik Kristensen. Han er endnu mere lodret imod. »Ansvaret skal være entydigt,« har han fastslået. Måske har han glemt, hvor mange læger en patient møder på sin vej til sine ordinationer. Dermed er der lagt i ovnen til sundhedsminister Jakob Axel Nielsens kommende familiefester. Hans bror, Kasper Axel Nielsen, er direktør for netop FAS.
Til gengæld er Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz mere åben. Hun har sammen med Karen Stæhr, der er sektorformand i FOA, begået et indlæg i Jyllands-Posten, hvor de ligefrem hilser opgaveglidningen velkommen.
Men der skal nu ikke for alvor pilles ved privilegierne: »Nye faggrænser er ikke vejen frem, når der skal laves dynamiske løsninger,« skriver de, og dermed er situationen alligevel helt og aldeles fastlåst.
Men kære Jens, Erik og Lisbeth, her hjælper altså ingen kære mor.
Danskerne bliver ældre, og derfor skal sundhedssektoren i fremtiden tage sig af stadigt flere syge, herunder ikke mindst kronikere. Selvfølgelig stiger produktiviteten. Der bliver løbet hurtigere. Men derudover bliver mange behandlinger stadig mere krævende og tidsrøvende. Der er med andre ord et stigende behov for ressourcer.
Med den prognose hjælper jeres skåltaler om vilje til dynamik ikke et hak. Offentligheden har i den aktuelle debat ikke set et eneste konkret eksempel fra jer på, at I er indstillet på at rokke ved lægers position for at forbedre ressourcesituationen i sundhedsvæsenet.
I stedet skyder I alt ned, mens I messer jeres fromme ønsker på vegne af opgaveglidningen. Realiteten er, at jeres mund siger ja, men jeres øjne siger nej.
Der er jo nok, at tage fat på. Studér NIP-tallene. Det er direkte pinligt, så mange processer, der springes over eller nedprioriteres af det danske sygehusvæsen. Alle ved at hver en brik kan redde liv. Alligevel udføres de ikke. Start med de huller. De opgaver, som lægerne negligerer, kan passende overgå til andre faggrupper. Akkurat, som de opgaver, sygeplejerskerne springer over, bør overlades til andre.
Det kan I gøre mere fremsynet. I burde indføre den gode regel, man kender fra skovbruget. Hver gang i nedlægger en idé, skal I plante en anden.
Det er faktisk en pligt.