Til gengæld skal de helst ikke lave alt muligt andet, og det tvinges de desværre til en gang imellem.

På landets genetiske afdelinger — men også andre steder — er opstået et kedeligt uvæsen. Lægerne er begyndt at aflyse undersøgelser, og på visse afdelinger censurerer de epikriser og henvisninger, alt sammen for at forhindre, at patienter vil blive afvist af forsikringsselskaberne, når de engang skal tegne en livsforsikring eller et lignende forsikringsprodukt. Det er nemlig risikoen, når patienter bliver undersøgt for arvelig sygdom ved screening. Det kan blokere for patienternes mulighed for at tegne forsikringerne.

Sådan er kapitalismen nemlig – forsikringsselskaberne vil ikke tegne livsforsikringer med personer, der har stor risiko for at udløse betydelige erstatninger. Og det er jo tilfældet med personer, som er genetisk disponerede for alvorlige sygdomme. Ved at blive screenet dukker mistanken op sort på hvidt, og oplysningen om screeningen nedfældes på et papir, som forsikringsselskaberne forlanger at få indsigt i, når personerne vil tegne livsforsikring. Sker det, vil forsikringsselskaberne sandsynligvis sortliste patienten, som derefter vil blive afvist, når han eller hun vil købe livsforsikringsprodukter. Det oplever læger og patienter. Men det er nærmest umuligt at finde ud af, hvad der ligger til grund for forsikringsselskabernes afvisninger — og om de rent faktisk misbruger oplysninger om arvelige forhold hos forsikringstageren.

På Rigshospitalets enhed for arvelige hjertesygdomme er tingene sat i system. Flere gange om måneden sletter enhedens stab alle spor fra personer, der er mødt op til screening uden at have en forsikringspolice. Det er velment, men det er også ren manipulation og et ærgerligt spild af tid og energi.

Forsikringsselskabernes forretningsmetoder er såmænd de samme, som anvendes, når de afviser at sælge bilforsikringer til unge fartglade mænd, medmindre de da betaler formidable beløb i præmier. Det er den samme logik, der ligger bag, at borgere i visse dele af landet skal betale mere end andre, fordi de bor i mere kriminelt belastede egne af landet.

Mange vil opleve den slags metoder som uretfærdige, men inden man fordømmer systemet, bør man huske, at det selvsamme system beskytter de andre forsikringstagere mod at betale endnu højere præmier.

Det forandrer imidlertid ikke, at det gældende regime, hvor læger af medfølelse synes, at de skal udskyde undersøgelser af patienter, der ikke har fået tegnet en forsikring, ikke er holdbart. Det er heller ikke smart, at lægerne undlader at skrive i journalerne, når de henviser patienter til screening på grund af deres families genetiske disposition til sygdom.

Problemet er, at tiden er løbet fra forsikringsaftaleloven, som regulerer dette område. Forsikringsselskaberne må ifølge reglerne gerne spørge ind til sygdomme i den nærmeste familie. Det er altså lovligt. Men det er samtidig ’forbudt’ for dem at bruge oplysninger om gentest eller kortlægninger af arvelige sygdomme for forsikringstagerne.

Se, det kan man kalde ulogisk. De to regler stritter mod hinanden. Det er i hvert tilfælde forståeligt, at patienterne og lægerne er usikre på, hvad forsikringsselskaberne må, og hvad de ikke må.

Den nemme løsning på problemet er at præcisere reglerne. Men det er ikke tilstrækkeligt, fordi det bare vil føre til, at afdelingerne skal begynde at redigere i journalerne, inden de sendes til forsikringsselskaberne, og det skal sundhedspersonale ikke bruges til.

Der skal etableres en organisation, som renser journalerne for oplysninger, som ikke vedkommer forsikringsselskaberne. Denne organisation skal finansieres af forsikringsselskaberne på samme måde, som finansvirksomhederne i gamle dage selv betalte for deres tilsyn.3

Så kan lægerne koncentrere sig om det egentlige: At få patienterne undersøgt rettidigt og få nedfældet alle relevante oplysninger i henvisningerne mellem læger.

Det nuværende system dur i hvert tilfælde ikke.