Efter en massiv kampagne fra Lægemiddelstyrelsen og Lægeforeningen lykkedes det ellers at få praktiserende læger til at indsende endnu flere indberetninger af bivirkninger. Men det er til gengæld ikke lykkedes at få deres kolleger på hospitalerne til at interessere sig for sagen. Lægeformand Jens Winther Jensen, der virkelig har engageret sig i bivirkningssagen, er kommet til kort, og det er han tilmed på sin egen hjemmebane, hospitalslægerne.
Det samlede antal af indberetninger er ellers fordoblet fra et niveau på omkring 1.500 for fem år siden til nu 3.000. Men væksten skyldes i hovedsagen, at patienterne – langt om længe – har fået lov til selv at indberette bivirkninger. Det har givet 600 ekstra indberetninger. Om det rent faktisk kommer til at føre til noget som helst, er uvist – men patienterne har altså fået lov at afreagere.
De praktiserende læger har også lyttet. De har leveret en imponerende fremgang på næsten 40 pct. i indberetninger. Respekt for det. PLO-formand Michael Dupont bør være stolt over denne succes.
Derimod skuffer hospitalslægerne i den grad. Hvor de tidligere foretog 700 indberetninger om året, og det var også nedslående beskedent, er indsatsen krympet yderligere til bare 600 årlige indberetninger. Altså en tilbagegang på knap 15 pct. fra et meget lavt udgangspunkt.
Det er denne tilbagegang, der er så mystisk – og pinlig.
Inde i Lægemiddelstyrelsen undrer Henrik G. Jensen sig. Han er forholdsvis nyudnævnt chef for Lægemiddelstyrelsens afdeling for forbrugersikkerhed. Han roses fra alle sider for sin indsats. For et par uger siden pointerede Yves Sales, næstformand i Lægeforeningen, at Lægemiddelstyrelsens arbejde på bivirkningsområdet er blevet direkte »dynamisk«. Jens Peter Kampmann, der selvfølgelig er en del af den selv samme styrelse, men ikke desto mindre har stor integritet, sagde noget lignende. Det skete i øvrigt ved et seminar arrangeret af Roche.
Men ingen af de tre kan forklare, hvorfor hospitalslægerne melder pas i kampen mod bivirkninger.
Det er ellers ikke så svært, og forklaringen falder i hovedsagen tilbage på myndighederne selv.
Tag f.eks. myndighedernes reaktion på Omniscansagerne. Her viste det sig, at de radiologiske afdelinger ikke havde styr på doseringerne af kontrastmidlet, som anvendes til mr-scanninger. Men det viste sig også, at Lægemiddelstyrelsen ikke fulgte op på bivirkninger, som ellers blev indberettet flere år tidligere om nyrepatienter, der oplevede voldsomme bivirkninger. Det viste sig også, at Lægemiddelstyrelsen på et tyndt grundlag lod sig overbevise om at anvende kontrastmidlet til en udsat patientgruppe, de svageste nyrepatienter
Det har så ført til, at læger, der indberettede bivirkningerne, har fået tilsynssager på nakken af Sundhedsstyrelsen. Myndighederne mener altså, at det er lægerne ude i frontlinjen, der er forbryderne. Det er dem, der skal undersøges. Derimod frikender de sig selv.
Gad vide, om denne holdning er fremmende for lægers lyst til at indberette? I dag samarbejder Lægeforeningen med Lægemiddelstyrelsen om bivirkningsarbejdet. Dermed er foreningen pludselig i ledtog med myndighederne, og indirekte deltager foreningen nu i jagten på egne medlemmer. Gad vide, om foreningens opfordringer til at indberette bivirkninger så virker troværdige?
Tidligere betjente Lægemiddelstyrelsen sig af et bivirkningsnævn, som faktisk bed Lægemiddelstyrelsen i haserne, når embedsfolkene ikke levede op til forventningerne. Men dette nævn valgte styrelsen at nedlægge. Det blev erstattet af et Bivirkningsråd, som styrelsen ikke ville mødes med. Siden er Lægemiddelstyrelsen i hovedtræk blevet forskånet fra kritik.
Var det et signal om, at bivirkningsarbejdet skulle tages alvorligt?
Nu er der atter kommet gang i bivirkningsnævnet, men hvordan skal lægerne opdage det? Opgraderingen er slet ikke synlig.
Det er ikke lang tid siden, at læger, der indberettede bivirkninger, straks fik en henvendelse fra producenten af lægemidlet. Snarere end selv at sagsbehandle indberetningerne overlod Lægemiddelstyrelsen den egentlige vurdering af sagerne til industrien. Styrelsen gad ikke engang at kvittere for modtagelsen af en indberetning. Men det gad industrien. Det er naturligvis heller ikke ligegyldigt at orientere producenten, men at overlade initiativet til industrien er dumt.
Men gad vide, om denne håndtering af bivirkninger har været fremmende for lægers lyst til at indberette?
Nu er proceduren lavet om, og nu kvitterer Lægemiddelstyrelsen for indberetningerne. Men det tager altså lang tid for en offentlig myndighed at ryste et omdømme af sig som industriens forlængede arm.
I dag tager det også rigtig lang tid at foretage en indberetning. Det er vist nok ved at blive forbedret. Alle arbejder på at gøre det nemmere. Men der er lang, lang vej tilbage. Det burde ikke tage mere end et minut at foretage en indberetning. Det skal være målsætningen. Bagefter skal Lægemiddelstyrelsen indhente resten af oplysningerne, hvis der er behov.
Også bøvlet med at indberette har betydning for hospitalslægernes manglende vilje til at indberette. Det er altså de færreste, der orker at bruge tid på bureaukrati i en travl hverdag, hvor der dårligt er tid til patienterne.
Hvis bivirkningsarbejdet skal blive en succes, så skal forbedringerne synliggøres, og mon ikke også det ville hjælpe, hvis Lægemiddelstyrelsen erkendte de mange fejl, der er blevet begået på dette område, snarere end at skubbe ansvaret over på lægerne.
Løsningen på gåden er altså, at det er Lægemiddelstyrelsens egen skyld, at det går så trægt med at få lægerne til at indberette.
Og det var jo ikke særligt gådefuldt.