Lighed. 

Ordet messes højtideligt i politiske debatter i tide og endnu oftere i utide. Den nye regering har sat ligheden højt på dagsordenen, og i regeringsgrundlaget går kampen mod uligheden igen og igen. Men forgængerne i den borgerlige regering var sandelig også på barrikaderne for ligheden, akkurat som samtlige regeringer i nyere tid har fremhævet sig selv som handlekraftige kæmpere, når det gælder uligheden.

Problemet er – nu som tilforn – at der absolut intet sker, og under den nye regering er uligheden foreløbig kun blevet værre. Alene tobaks-og slikafgifterne vender i massiv grad den tunge ende nederst. 

Lighedsbestræbelserne smuldrer, og hvorfor ikke erkende det straks – det vil blive ved med at smuldre. Uanset hvor rettroende denne regering måtte være, så vil det gå galt, og det er der tre gode grunde til: For det første: Lighedssagen mangler politisk forankring. Ligheden er herreløs. Intet politisk organ har ansvar for ligheden. For det andet: Ligheden mangler engagement og organiseret folkelig opbakning. Og for det tredje: Lighedssagen mangler finansiering.

De tre punkter skal der sættes ind på, hvis ligheden skal nyde fremme. På forhånd lyder det svært – men det behøver det ikke at være.

Først skal den politiske forankring på plads. Den nuværende dur ikke. Den ene dag er det beskæftigelsesministeren, som prædiker om mere lighed. Næste gang er det sundhedsministeren. Dagen efter er skatteministeren på banen, og så dukker udkantsministeren op. Fælles for dem alle er, at ligheden er god at profilere sig på, men deres succes som ministre afhænger ikke af, om de kan skabe større lighed. 

Hvis lighedssagen for alvor skal nyde fremme, så skal ligheden have sin egen minister og sit eget mini-ministerium. I årevis har Danmark haft en integrationsminister, og endnu længere har vi haft en ligestillingsminister. Hvorfor skal det fundamentale lighedsproblem ikke have en minister? Overfør dog alt, der smager af ulighed/lighed, til et nyt lighedsministerium og udnævn f.eks. socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen til lighedsminister. Så er vi i gang.

En minister løser ikke problemet. Det kræver regler, og derfor skal der indføres krav om, at alle større lovinitiativer skal analyseres for deres påvirkning af ligheden. Det lyder bureaukratisk, men er det ikke. Det skal bare pålægges embedsmændene at afdække lighedsaspektet i al fremtidig lovgivningsarbejde, så der altid er sikret et minimum af refleksion om konsekvenserne for ligheden.

Ministeriet skal have modspil, og det er nok lighedens største problem, at ulighedens ofre ikke har deres egen organisation. I modsætning til de store sygdomsområders stærke foreninger, f.eks. Kræftens Bekæmpelse, har lighedssagen ingen organisering bag sig. I stedet har ligheden det værste af alt, hvis man vil opnå politiske resultater, nemlig myriader af organisationer, der hver især mener, at de har patent på deres særlige andel af ligheden. Køen af organisationer, der med rette eller urette henviser til uligheden, omfatter en række patientforeninger, som i virkeligheden konkurrerer med hinanden. Der er også fagbevægelsen og masser af andre foreninger. Den ene dag mener den ene forening, at ligheden kan reddes ved at satse på netop deres område. Dagen efter dukker det samme budskab op, bare om et helt andet område. Politikerne bliver forståeligt nok forvirrede.

Ligheden kræver sin egen organisering, et lighedens parlament eller måske snarere en Lighedstænketank. Den skal hente sine medlemmer fra alle de betydende foreninger på området, fra patientforeninger, fagbevægelsen m.v., der har et berettiget krav om at blive hørt og få indflydelse. Denne organisation skal også have medlemmer fra den videnskabelige verden og andre eksperter. Forbilledet er Kræftstyregruppen, som har haft afgørende betydning for fremdriften for kræftområdet, herunder de stigende levetider for kræftpatienter. Tænketanken skulle organiseres på samme facon: altså finansieret af staten, der også står for det praktiske. Til gengæld skal Lighedstænketanken levere entydighed i sin rådgivning. Netop det behøver lighedssagen i høj grad.

Endelig er der finansieringen. Paradoksalt nok er den et problem. Paradoksalt, fordi der netop er enorme gevinster at hente i at løse nogle af lighedssagens største problemer, f.eks. tidlig opsporing af psykiatriske lidelser eller effektiv og hurtig rehabilitering af nedslidte borgere. Problemet er, at gevinsterne først materialiserer sig mange år efter den initiale indsats. Reelt burde det ikke være et problem, men i virkelighedens politiske verden er det uoverstigeligt.

Løsningen ligger ellers ligefor. Man burde nemlig bruge lønmodtagernes pensionsopsparing i den gode sags tjeneste. Man burde udstede Lighedsobligationer i milliardstore puljer og med løbetider på op til 30 år. Provenuet skulle forvaltes af det offentlige og pengene øremærkes til lighedsskabelse. Obligationerne skulle købes af pensionskasser, der kunne se en interesse i at støtte lighedsbestræbelser, især hvis de kunne tjene masser af penge på det. Det ville de nemlig kunne, fordi staten skulle indfri obligationslånene, og som rente skulle staten udbetale de gevinster, som de offentlige kasser ville opnå i kraft af de lighedsskabende indsatser. 

Det lyder som det rene vanvid, men det kunne faktisk godt lade sig gøre, hvis bare indstillingen var til stede hos politikerne og pensionskasserne.

Guldrandede lån til et guldrandet formål. Men måske også en guldrandet illusion, medmindre ideen gribes af politikerne og pensionskasserne.