Denne gang foregår arbejdet i regi af Sundhedsministeriet, som har sat Lægeforeningen stævne sammen med alt, hvad der kan krybe og gå i sundhedssektoren og omegn: Ministeriet, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Apotekerforeningen, Lægemiddelindustriforeningen, patientforeninger, Forbrugerrådet og alle de andre. 

Det er så stort, at det får hele parlamenter til at blegne. Og dog, så mangler den vigtigste aktør overhovedet. Ja, Sundhedsministeriet, som har sammensat dette tribunal, har vel end ikke tænkt tanken, at denne part burde være inviteret. 

Den manglende aktør er selvfølgelig pressen. Den er dømt ude, uagtet at det er pressen, som kommer til at bestemme, om reglerne fungerer. Sådan er det med de eksisterende regler, og her har pressen haft kronede dage med at rive bukserne af lægerne. Nærmest dagligt har Ekstra Bladet, B.T. og TV-avisen svælget i nyheder om lægers bestikkelighed. En lille flok af journalister er blevet mestre i at udlægge lægernes oplysninger på Lægemiddelstyrelsens liste over, hvad lægerne har af relationer. Den mindste tilknytning har været tilstrækkelig til at beskylde læger for at være ’købt og betalt’ af industrien. 

 

Det er denne form for journalistik, som et nyt regelsæt skal dæmme op for. Ja, faktisk er det stramningernes eneste reelle forklaring. Pressen er nemlig ene om at mene, at danske læger faktisk er miskrediteret af den mindste berøring med medicinalindustrien. De fleste med bare beskedent kendskab til sundhedssektoren ved da godt, at pressens beskyldninger med få undtagelser reelt er ubegrundede. Ja, en hel del af dem, der er blevet trukket gennem sølet, hører blandt landets fineste og mest hæderlige læger. 

Derfor handler denne nye runde af opstramninger om, hvordan pressen kan betrygges. 

 

Lægeforeningen har taget forskud på løjerne ved at etablere sit eget private udvalg, og herfra ser det ud, som om man vil foreslå, at lægerne skal offentliggøre størrelsen af deres honorarer fra industrien. Det vil pressen elske. I fremtiden vil de glæde sig til at lave hitlister over de læger, som får mest, og som altså er mest korrupte, uanset hvordan eller til hvem pengene er tjent. PLO-formand Henrik Dibbern er vist idémanden bag dette forslag, og det er godt nok dumt, men der er vist ingen anden udvej end at gå den vej. Men man skal ikke bilde sig ind, at det betrygger nogen som helst. 

Det synes også givet, at medicoindustrien vil blive omfattet af de samme regler som medicinalindustrien. På tide, kunne man tilføje, men husk på, at heller ikke den opstramning vil betrygge pressen. Tværtimod.

 

Det, der er behov for, er en meget stærkere varedeklarering af lægernes relationer. I dag er alle relationer ét pløre, og det udnytter pressen til at kalde det hele for kriminelt. Men relationerne kan jo tydeligvis opdeles i de direkte frugtbare kontakter, f.eks. som investigatorer, forsøgsansvarlige, medlemmer af advisory board vedrørende klinisk forskning og lignende. Den slags relationer må ikke mistænkeliggøres. Det må alle kunne enes om, og derfor skal Lægeforeningen, LVS, DSAM, alle, der kan bidrage til at skabe tryghed omkring denne relation, skrive under på, at de er i orden, og deres vurdering skal fremgå af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

I den anden ende af spektret er de læger, der modtager betydelige honorarer, og som er afhængige af denne indkomst. Sådanne læger skal under ingen omstændigheder rådgive om eller udskrive medicin fra den pågældende virksomhed til patienter. Også den varedeklaration skal fremgå af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Læger, der har direkte ejerskab til medicinalvirksomheder, skal også forhindres i at udskrive eller rådgive om medicin, der er produceret af eller er i konkurrence med virksomhedernes produkter. Ganske vist har det normalt ingen betydning, at en læge ejer aktier i Novo, Lundbeck eller andre af giganterne. Men der er ingen grund til at risikere denne mistænkeliggørelse. Også det skal fremgå af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Imellem yderpunkterne er en stor grå zone, og parterne i dette udvalg må forhandle om, hvor man kan garantere, at en relation ikke har belastende karakter, og der skal sættes ord på, hvorfor relationen har en belastende eller ikke-belastende karakter. Disse varedeklarationer skal betrygge pressen – men de skal også opdrage lægerne, der i dag famler i blinde.

Det er ikke mindst i forbindelse med disse varedeklarationer, at der er behov for repræsentanter fra pressen. Sundhedsverdenen må i dialog med journalistiske hjerner for at nå frem til de rette etiske grænsedragninger. Det er skrækkeligt, at ingen har tænkt på denne indlysende deltager. Risikoen for ikke at komme i mål er tårnhøj.

Derfor, Astrid Krag, stiller jeg mig gerne til rådighed. Og hvis ikke jeg dur, så kender jeg nogen, der gør. Jeg træffes på 20294590 eller på mail.