Forhandlingerne med RLTN er brudt sammen. Heller ikke denne gang tegner det til, at der kommer en overenskomst, og det kunne se uskyldigt ud, men sagen er, at PLO ikke forhandler med en sædvanlig modpart. RLTN er et mægtigt organ med deltagelse af alle regionerne sammen med Kommunernes Landsforening, Finansministeriet og Sundhedsministeriet.
Det er denne magtfulde konstellation, PLO er oppe imod, og som altså ikke vil lege med mere. Det er en spøjs magtbalance – i det ene hjørne Henrik Dibbern og hans medforhandlere, i det andet alt, hvad der kan krybe og gå af magthavere.
Forud for den dramatiske situation fik PLO en ordentlig mavepuster, da et flertal i udvalget, der arbejder med det præhospitale beredskab, valgte at anbefale, at styringen med lægevagten skal overgå til regionerne, i virkeligheden en nationalisering. Sundhedsminister Bertel Haarder har allerede bekendtgjort, at han støtter den indstilling. Det har ikke været en nem beslutning for en liberal regering, der plejer at være glad for de praktiserende læger, men den traf den ikke desto mindre. Den beslutning har stor signalværdi.
Regionerne går tydeligt efter struben, og PLO og medlemmerne kan se hen til en uskøn kamp, hvor modparten systematisk vil udstille de praktiserende læger som grådige, dovne og gammeldags. Det er typisk, at Danske Regioner har opgjort PLO’s krav til formidable 714 mio. kr., uagtet at langt det meste allerede er aftalt i den nuværende aftale. På det punkt vil regionerne få let ved at få ørenlyd i landets medier, som ofte kolporterer netop det billede.
Det synes givet, at Danske Regioner vil opsige overenskomsten, medmindre PLO falder til patten i en fart. PLO har allerede bøjet sig på en række punkter, men det er indlysende, at der skal større knæfald til for at få en aftale. Det har RLTN bare ikke fortalt modparten særligt tydeligt. Derfor får man det indtryk, at det nærmest har været hensigten at holde forhandlingerne i gang på skrømt – og så afslutte processen brat på den allersidste dag.
I den nye situation er PLO simpelt hen nødt til at være uhyre gennemtænkte. Man har politikerne imod sig, regionerne, sundhedsministeren, finansministeren, pressen, måske også en del af kollegerne i sygehusene. Måske skal Henrik Dibbern og hans medlemmer starte med at indse, at den aftale, man hidtil har haft, har forkælet dem betydeligt i forhold til alle andre på sundhedsområdet. Det er PLO ganske vist uenig i, og det sker med henvisning til de lønninger og lønfremgange, overlæger har fået. Når man trækker omkostningerne til sygeplejersker, sekretærer og husleje fra, så bliver der mindre tilbage til de praktiserende læger, end deres kolleger har fået på hospitalerne.
Det er åbenbart den benchmark, PLO ønsker at måle sig op imod. Men det er da helt skævt. PLO er jo private næringsdrivende, og de er altså underleverandører til sundhedsvæsenet. De sælger ikke deres arbejdskraft, de sælger en vare, helt på linje med fiskefiletfabrikanten, der sælger sine varer til Netto. Der vender og drejer man jo ikke lønforholdene hjemme på fabrikken. Nej, der finder man en pris ved at skele til markedet, og den gælder så i en periode. Også de praktiserende læger sælger deres varer, og den vare har en pris. Hold op med at snakke om løn. Det er ikke relevant. Derimod skal PLO snakke om priser, produktudvikling, smarte måder at gøre tingene på.
Og så skal PLO erkende, at den eksisterende aftale er sjældent attraktiv. I varehandel er det ikke normalt, at priserne reguleres op helt uden forhandling. Tværtimod tvinger tidernes ugunst leverandørerne til at tilpasse produktionen, når den fordyres. Så skal der spares og effektiviseres. Men det mener PLO altså ikke, at de praktiserende læger skal, og af god grund – den nuværende aftale er jo skruet sammen, så det ikke er nødvendigt. Det er heller ikke normalt, at underleverandører selv kan bestemme, hvor mange varer køberen skal købe. Men det kan de praktiserende læger faktisk. Hvis de ønsker det, kan de skrue op for kronikerbehandlingerne, så stiger regionernes omkostninger automatisk.
Den nuværende aftale er fantastisk. Enestående god. Sikke nogle forhandlere, der fik den i hus i sin tid. At den stadig regulerer forholdene den dag i dag, er et mirakel. Men de praktiserende læger påskønner den vist ikke. Måske har de ikke opdaget, at sygehusene fyrer folk, også læger. Privathospitaler går konkurs. Der er ikke råd til de bedste behandlinger. Ventetiderne skrider. Selv medicinalindustrien har sat priserne ned med fem pct., og samtidig fjernes deres varer effektivt fra hylderne ved at fjerne de generelle tilskud.
Danske Regioner har sat sig for, at man vil overtage lægevagten, og man har overtalt alle andre, herunder regeringen, til at mene det samme. PLO er imod, men sagen er jo tabt, selvom det da må være uklogt at overlade visiteringen af patienter til hospitalerne til selveste ejeren af hospitalerne. Så kommer ræven da for alvor til at vogte gæssene.
Hvorom alting er, så er det en kendsgerning, at regionerne snupper lægevagten. Ærgerligt, måske dumt, men sandt.
Betragt det som et signal, og tænk så på, hvordan regionerne ondulerede privathospitalerne, da de udnyttede situationen. Så blev der drejet på nogle håndtag, og så forvandlede sælgers marked sig til at blive købers marked. I processen blev priserne halveret. Den parallel burde skræmme.
Men der er en anden parallel, som er endnu mere skræmmende. Tænk på apotekerne. De havde også gyldne år i gråzonen mellem privat foretagsomhed og offentlig virksomhed. De troede, at de sad på et monopol. Lidt ligesom de praktiserende læger. I dag sidder apotekerne i en skruestik, hvor deres avance kontrolleres af det offentlige – og den er ikke forgyldt.
Måske er de praktiserende læger – ligesom privathospitalerne og apotekerne – ved at miste deres opbakning hos magthaverne i bred forstand, og den er altså mere værd end tre pct. ekstra i honorarer. Også selvom patienterne stadig elsker deres læge
Bare et godt råd.