Fint skulle det være. Alle, der betyder noget i sundhedssektoren, var inviteret. Til lejligheden havde man lånt Fællessalen på Christiansborg. Det var her, Folketinget og Landstinget mødtes til fælles fester i gamle dage, og kvalitetsprojektet handler som bekendt netop om at få alle til at arbejde sammen.
Efter års ventetid og en sidsteøjebliksudskydelse sidste år var tiden endelig kommet til at få gang i det enorme og ressourcekrævende kvalitetsprojekt, som er udformet af IKAS – Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet.
I fremtiden skal alle hospitaler i Danmark, offentlige og private, akkrediteres med udgangspunkt i ikke færre end 104 standarder om stort og småt i sygehusene. Nu skal der være orden i tingene, ellers bliver hospitalerne ikke akkrediteret (hvad det så end skal føre til).
Helt fashionabel blev åbningen imidlertid ikke. En række af de centrale aktører udeblev. De havde ellers meldt sig til, men de brændte værterne af.
Blandt de mest spektakulære udeblivelser var Lægeforeningen, der havde meldt formand Jens Winther Jensen og foreningens direktør, Bente Hyldahl, til. Men de dukkede ikke op. PLO-formand Michael Dupont og PLO’s direktør Peter Orebo viste sig heller ikke. Yngre Lægers forkvinde Lisbeth Lintz var lovligt undskyldt.
Hun skulle håndtere offentliggørelsen af Yngre Lægers direktør, Søren Gecklers, opsigelse. Hun dukkede ikke desto mindre op, men først til det absolut sidste indlæg.
Lægeforeningens mærkværdige boykot var sikkert en tilfældighed. Der er trods alt næppe grund til at tro, at topfolkene fra Domus Medica ligefrem har rottet sig sammen mod IKAS og dem, der står bag, f.eks. ministeren, Sundhedsstyrelsen, regionerne m.fl.
Alligevel er det tankevækkende, at så mange af lægernes topfolk valgte at bortprioritere denne fest. Det kunne være et forvarsel om, at lægerne igen vil vælge at være lunkne over for sundhedssektorens fællesprojekter og mærkesager.
Sådan var det som bekendt også med Operation Life, der i høj grad udviklede sig til et sygeplejerskedomineret projekt. Lægerne har det efter alt at dømme skidt med iscenesatte politiske projekter. De synes, at det er poppet, og så bliver de iagttagere i stedet for deltagere.
Den risiko er til stede med Den Danske Kvalitetsmodel, og når Jens Winther Jensen og hans kolleger udebliver fra den symbolske, officielle start, så lover det ikke godt. Oven i købet har folkene bag projektet på forhånd gjort, hvad de kunne, for at gøre lægerne glade. Formand for det centrale ankenævn – projektets højesteret – blev nemlig Lægeforeningens tidligere formand, Jesper Poulsen. Et smart træk, hvis det handler om at mobilisere lægerne. Men det hjalp altså ikke denne gang.
Mens lægerne udeblev, dukkede FOA’s formand, Dennis Kristensen, op i fuld længde – han ved godt, at udmøntningen af kvalitetsmodellen kan føre til, at hans medlemmer kan vinde værdifuldt territorium. Han er i den grad klar til at levere varen. Sygeplejerskerne var også tilstrækkeligt repræsenteret. De er også indstillet på at bakke op.
En af dem, der er allermest begejstret for projektet, er vores sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen. Han tror på, at kvalitetsmodellen og dens mange standarder kan reparere på stort set alle dårligdommene i sundhedssektoren. Det fremgik af hans tale. Han strålede af glæde.
På overfladen er det da også positivt, at hospitalerne og deres ansatte nu fastholdes på nogle aftaler, og at det skal kontrolleres, om aftalerne bliver overholdt. Omkostningerne er dog høje regnet i mandtimer. Der skal bruges mange gode kræfter på at registrere og afkrydse skemaer. Men mon ikke det er en god investering, selv i en tid, hvor der er maksimal efterspørgsel på samtlige af sygehusenes personaleressourcer. Det er i hvert tilfælde den udbredte opfattelse.
Men derfra og så til at føle glæde er der dog en bid vej. Kvalitetsmodellen er vel egentlig kun berettiget, fordi hospitalerne ikke af egen drift har gjort det rigtige. Så griber systemet til kontrol. I det lys er kvalitetsmodellen også en provokation af systemet og dets ledere. De duede ikke, og så går vi over til revolvere. Nogen tillidserklæring er det i hvert tilfælde ikke.
Medaljen har nemlig en bagside. Kvalitetsprojektet kan også skabe problemer. Alle tilløb til kontrol kan jo føre til, at arbejdet med at forbedre sig går i stå nøjagtig ved det aftalte niveau. Standarderne fastsætter ambitionerne – og det niveau er der risiko vil blive låst fast. En anden risiko er, at al fokus alene rettes mod områder, som er dækket af standarderne – mens indsatsen på andre områder nedprioriteres.
Derfor er det hamrende vigtigt, at standarderne er velbegrundede. Ubegrundede standarder er en pest, og de kan forrette enorm skade på projektet. Nogle af de 104 standarder virker sært uvedkommende. I markedsføringen af projektet fremhæves det ligefrem som noget positivt, at visse standarder blot fastslår, hvad de fleste hospitaler allerede gør.
Som eksempel nævnes en standard for indholdet af den første samtale med nye medarbejdere. Men det er da ikke stof for en standard. Det er tværtimod et spørgsmål om god ledelse, og hvis god ledelse ikke praktiseres på et hospital, så skal den pågældende ledelse fyres. Den slags er der for meget af: Der er standarder for økonomistyring og traditionelle ledelsesforhold. På den måde vil modellen for meget og indimellem for småt og ligegyldigt.
Nu er kvalitetsmodellen gået på vingerne. Skal den flyve højt, flot og langt, så skal alle unødvendigheder kastes over bord. Der er sikkert også en del tilbage at reparere, og som det er dansk tradition, skal det foregå, mens flyet er i luften. Sådan er det, og det kan ikke være ret meget anderledes.
Pøj, pøj med den videre færd.