Mærkeligt, det mindste problem ved Omniscan-skandalen er faktisk dens start. Ganske vist begik Lægemiddelstyrelsen i hastig rækkefølge intet mindre end fire fejl, men de var alle menneskelige og ville næppe føre til andet end advarsler fra chefen.

Fejlene blev begået, da producenten bag kontrastmidlet til mr-scanninger, Omniscan, tilbage i slutning

en af 1990’erne bad om at få en kontraindikation vedrørende nyresyge patienter fjernet. På grund af serien af fejl skete det uden sagsbehandling, og derfor gled producentens anmodning glat igennem.

Men de af styrelsens medarbejdere, som begik fejlene, er slet ikke de egentlige forbrydere. Nej, selve forbrydelsen blev begået mange år efter, og forbryderne befinder sig helt oppe i toppen af Lægemiddelstyrelsens hierarki. Det er derfra, råddenskaben udgår.

Anden konklusion kan man ikke komme til efter at have læst den rapport, som daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) — efter pres fra Folketingets Sundhedsudvalg — bad om at få en uafhængig advokat til at gennemføre af Omniscan-skandalen.

Rapporten er uhyre direkte i sin form, faktisk så direkte, at ministeriet måtte bede om tid til at fjerne navnene på de involverede embedsmænd i rapporten, inden den blev offentliggjort. Ved samme lejlighed forsvandt også rapportens kapitel 7, som handler om, hvordan man kan indlede sager om ’disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod enkelte embedsmænd’. Forklaringen på, at det kapitel skulle fjernes – kan man gætte – er, at advokaten bag rapporten nok også er temmelig direkte, når han udpeger de direkte ansvarlige for den katastrofale forvaltning af Omniscan, der har ført til mange dødsfald og invalideringer. Politikerne synes åbenbart, at det er ubehageligt, at dommen skal falde uden at høre modparten.

Men man behøver ikke kapitlet for at udpege, hvem der omgående bør fyres eller stille og roligt opfordres til at søge væk, langt væk, fra Lægemiddelstyrelsen.

Men først, hvad gik egentlig galt?

Lægemiddelstyrelsens forbrydelse begynder i marts 2006, da nefrologen Peter Marckmann fra nyreafdelingen på Herlev Hospital ringer til styrelsen og fortæller om 15 tilfælde af NSF, altså den dødelige eller stærkt invaliderende nefrogen systemisk fibrose, efter anvendelse af Omniscan. Efterfølgende rapporterer han yderligere fem tilfælde. Fra det sekund af drejede Lægemiddelstyrelsens handlinger sig om at affærdige lægerne og skyde skylden på dem. Fra begyndelsen blev Peter Marckmann latterliggjort. Man kan se i rapporten, at en ledende embedsmand gjorde nar ad ham. Han tænkte på mulighederne for at kunne offentliggøre resultaterne som et videnskabeligt studie, siger den pågældende højtplacerede medarbejder, der er anonymiseret. Lægerne kunne ikke engang finde ud af at udfylde de relevante blanketter, hånede hun ham. Peter Marckmann skulle tydeligvis latterliggøres, en amatør, uden sans for den finere bivirkningsvidenskab.

Senere valgte Lægemiddelstyrelsen konsekvent at skyde skylden for fjernelsen af kontraindikationen på professor Henrik Thomsen fra Herlev Hospital. Det var ham, der lavede studiet, som producenten anvendte til at fjerne den oprindelige kontraindikation.

Det var en afledningsmanøvre. Den nye rapport afdækker tydeligt, at Henrik Thomsens studie aldrig blev anvendt til at fjerne kontraindikationen. Nej, den ændring — eller rettere, den fejl — stod styrelsen bag helt alene. Styrelsens sagsbehandling omfattede ikke professor Thomsens studie. Men Henrik Thomsen skulle have skylden.

Siden har Lægemiddelstyrelsen overalt, hvor det var muligt, skudt skylden på lægerne, Thomsen, Marckmann eller andre. Sundhedsministeriets departement, der ellers frikendes af rapporten, lå under for styrelsens afledningsmanøvrer. ’Det er lægernes skyld,’ hørte man gang på gang fra ministerens nærmeste, tydeligt inspireret af styrelsen. Rapporten frikender departementet, men de førende embedsmænd lod sig ikke desto mindre besnære af kollegernes forklaringer.

På det tidspunkt var det imidlertid for længst gået op for styrelsens øverste ledere, at fejlen var styrelsens egen. Det kunne man have erkendt over for ministeren. Hvis det var sket, så var styrelsen sikkert blevet tilgivet. Men i stedet gik Lægemiddelstyrelsen til angreb på lægerne. Politikerne og pressen kom heller ikke uskadt gennem, når styrelsens ledelse har skullet analysere situationen. Man aner, at lægerne, pressen og politikerne også internt har fået deres bekomst. Beskeden fra ledelsen har været, at lægerne fejer for egen dør, pressen går efter sensationen, og politikerne er det villige redskab. Den øverste ledelse af Lægemiddelstyrelsen har gjort alt for at miskreditere kritikerne.

Realiteten er, at lederne i Lægemiddelstyrelsen allerede havde udvekslet mails med hinanden, som viser, at de godt var klar over, at de havde fejlen, og at det ville komme frem, hvis der blev ’krattet i overfladen’. Senere, og det var endnu værre, viser e-mails, at de også godt var klar over, at de forholdt Folketingets Sundhedsudvalg og deres egen minister de vigtigste dokumenter i sagen, nemlig dem, der viste, at styrelsen selv havde lavet fejlen.

Rapporten afslører også styrelsens figenblad, som gang på gang blev holdt frem for at vise, at styrelsen havde handlet korrekt, nemlig at striber af andre lande også godkendte Omniscan til andre indikationer. Men styrelsen snød politikerne og offentligheden for oplysningen om, at stort set alle landene samtidig besluttede væsentlige restriktioner på anvendelsen.

Styrelsens øverste chef, Jytte Lyngvig, bør snarest fjernes fra sit job. Det er ikke muligt for hende at genskabe troværdighed om Lægemiddelstyrelsen. Hun har miskrediteret sig selv og styrelsen overfor lægerne, politikerne og pressen. Under hendes ledelse har Lægemiddelstyrelsen udviklet en rådden ledelseskultur, som på nærmest østeuropæisk facon manipulerede omverdenen til at tro, at embedsmændene havde ret, mens alle andre var utroværdige eller det, der er værre. Alt det er tilstrækkeligt til at bede om hendes opsigelse.

Men hendes mest akutte problem er imidlertid, at hun har bedraget sine egne medarbejdere. Hun har bildt dem ind, at hendes ledelse havde ret, og at alle kritikerne var nogle idioter. Derfor har hun slet ingen fremtid som chef for Lægemiddelstyrelsen. Der er behov for en helt anden type ledelse, som kan skabe troværdighed om lægemiddelkontrollen herhjemme.

Jytte Lyngvigs højre hånd, Karsten Jørgensen, må have været involveret i bedraget af politikerne og offentligheden – og personalet for den sags skyld.

En central mail om, hvordan Lægemiddelstyrelsen har snydt Folketingets Sundhedsudvalg for sagens mest centrale dokument, har tydeligt været forbi den øverste ledelse.

Mon ikke denne mail har været forbi Karsten Jørgensens pc. Alt andet er utroværdigt. Skulle det være tilfældet, må også han fjernes fra Lægemiddelstyrelsen.

Den lægeligt ansvarlige for Lægemiddelstyrelsens forbrugersikkerhedsafdeling, Doris Stenver, er miskrediteret. Sagens akter viser, at hun ikke har haft tillid til hverken læger eller offentligheden. Hun har helt konsekvent latterliggjort og miskrediteret læger, der indberettede bivirkninger og forventede, at Lægemiddelstyrelsen ville reagere. Hendes magt må være steget hende til hovedet. Hun burde heller ikke kunne overleve denne sag.

Lægemiddelstyrelsen har ryddet op i sine egne metodikker. Bivirkningsområdet er faktisk rettet op. Der er meget at bygge videre på. Men tydeligvis er der endnu mere at rydde op i, f.eks. kommunikationen og følelsen af at have ansvar for at undgå bivirkninger efter medicin.

Men fortidens centrale ledere må fjernes, jo før, jo bedre, så Lægemiddelstyrelsen kan komme videre.

Det fortjener medarbejderne. Men frem for alt fortjener sagen det.