Da politikerne for tre år siden besluttede sig for at skifte det daværende Bivirkningsnævn ud med et såkaldt Bivirkningsråd, var det naturligvis for at styrke overvågningen med lægemidler. Patienterne skulle tilbydes størst mulig sikkerhed. Derfor strammede politikerne samtidig reglerne for lægernes indberetninger, og der blev givet adgang til, at alle kan indberette bivirkninger. Derfor inddrog man også forbrugerinteresser i rådet.
På overfladen så alt dette såre rigtigt ud. Men realiteten er, at det stik modsatte er sket. Kontrollen er ikke styrket. Den er tværtimod tydeligt og markant forringet.
Det mest aktuelle eksempel på systemets afmægtighed dukkede op i forbindelse med Omniscan-skandalen. Da det stod klart for 1. reservelæge Peter Marckmann fra Herlev Hospital – det var ham, der førte dokumentation for Omniscans farlighed – at noget var ravruskende galt med at bruge kontrastvæsken til nyresvage patienter, samlede han intet mindre end 20 konkrete sager sammen, og så sendte han det hele til Lægemiddelstyrelsen.
Mon ikke den brede offentlighed tror, at når så massiv en indberetning dukker op, så vil myndighederne omgående gribe ind. Selvfølgelig kan ingen ansvarlig myndighed sidde med hænderne i skødet, hvis det viser sig, at der er risiko for, at et lægemiddel simpelt hen tager livet af patienterne. Man ville forvente, at denne myndighed straks ville forbyde anvendelsen af midlet, især fordi der findes ganske glimrende alternativer - uden bivirkninger (så vidt vides).
Det skete bare ikke.
Der kom ingen advarsler til radiologerne om, at de skulle holde op med at anvende Omniscan. Ja, der blev ikke rynket den mindste smule på panden inde i Lægemiddelstyrelsen.
Den læge, som indberettede bivirkningerne, altså Peter Marckmann, fik dårligt nok besked om, at indberetningerne var modtaget. Derimod fik virksomheden bag Omniscan, GE Healthcare, besked om, hvilke indberetninger styrelsen havde modtaget om virksomhedens produkter fra Herlev Hospital.
Derfor blev det folk fra denne virksomhed, der først henvendte sig om bivirkningerne til Marckmann og hans kolleger.
Ikke overraskende er der i dag ganske mange læger på Herlevkanten, der mener, at Lægemiddelstyrelsen simpelthen har overladt sagsbehandlingen til industrien. Og de har ret.
Lægemiddelstyrelsen foretager en registrering af bivirkningen, når den indberettes, og giver information til det europæiske lægemiddelagentur, EMEA. Derefter får industrien besked, og det bliver så industrien, der følger op på indberetningerne.
En alvorlig sag som Omniscan burde naturligvis ind på bordet hos Bivirkningsrådet. Hvad skal man ellers med et råd, hvor der sidder begavede læger suppleret med andre eksperter. Men sådan gik det ikke. Sagen er nemlig, at rådet ingen indflydelse har. Hvis man kigger dagsordenerne for rådets møder igennem, er det tydeligt, at det slet ikke er mening, at dette råd skal deltage i overvågningen.
Det er en attrap.
Medlemmerne af rådet har for længst set problemet. Som råd er de frataget indflydelse. Det er dårligt nok en diskussionsklub. Dertil er rådet for uhomogent sammensat. Tilbage er, at rådet er et alibi. Det ser nemlig ud, som om nogen tager sig af indberetningerne. Det er altså ikke tilfældet.
Det kunne man vælge at være ligeglad med, men det er sagen for alvorlig til.
Alle ved, at det er stræbsomt arbejde at indberette bivirkninger. Det eneste, der holder gejsten oppe, er, at det kan føre til, at lægemidler med skavanker eller det, der er værre, tages ud af markedet, så snart skavankerne identificeres. Når lægerne opdager, at det slet ikke er, hvad der sker, så taber de motivationen, og risikoen er altså, at ingen gider foretage indberetninger.
Den katastrofe skal for enhver pris undgås – og derfor skal der indføres mere effektiv og synlig overvågning. Det nuværende system er ikke troværdigt.