Projektet er monumentalt.
Uanset al jammeren over, at pengene er for få, så er hospitalsplanerne en historisk chance for at få et langt bedre hospitalsvæsen i fremtiden. Tænk at få 40 mia. kr. at lege med. Fantastisk.
Ikke desto mindre er der langt igen, og der er kolossale risici for at lave fejl. I Folketinget er politikerne bange for, at økonomien skal løbe løbsk. At budget¬overskridelserne bliver enorme. Det samme er rigsrevisor Henrik Otbo. Men det er slet ikke den største risiko. Nej, lige nu er langt den største risiko, at de nye hospitaler helt grundlæggende bare bliver kopier af det, vi har. Undskyld, kopier af det møg, vi har.
Det ville være forfærdeligt. Det er alle enige om. Og dog er det, som om ingen har held eller dygtighed – eller mod - til at finde på de rigtig radikale fremtidige løsninger.
Dette fornyelsesproblem er så stort, at det burde få alarmklokkerne til at ringe, og måske burde det også få de relevante beslutningstagere til at indse, at nogle af disse fornyelsesproblemer burde løses landsdækkende.
Lige nu prøver alle regionerne nemlig hver for sig at opfinde det geniale hospitalsvæsen. Ja, måske arbejder hvert eneste af de nye hospitaler med denne udfordring. Det virker rent ud sagt tosset, når de i stedet burde gå sammen om at finde de fælles løsninger.
Tag et eksempel: I Nordjylland og andre steder er man begyndt at undersøge mulighederne for at opfinde en anden grundlæggende struktur end opdelingen efter de lægelige specialer. Sandt er det også, at hvis man fastholder specialerne som determinerende for hospitalernes fremtidige indretning, så falder næsten alting tilbage i de samme kasser som nu. O.k., man kan vel enes om at indrette akutafdelingerne anderledes, men det er altså ikke den afgørende fornyelse.
Derfor er det klogt at gennemtænke, hvad der sker, hvis den nuværende lægeorienterede grundstruktur skiftes ud med en mere patientorienteret opbygning.
Tanken er direkte modig, for selvom det lyder forholdsvis uskyldigt at organisere lægerne på en ny måde, så vil det dog snart gå op for lægerne, at en anden løsning end den nuværende vil gøre dem til gemene underleverandører til kolleger, der nu er sat til at bestemme, hvordan patienterne skal behandles. I andre situationer er det dem selv, der står i spidsen for en behandling, som kollegerne vil være underleverandører til. Den nye opbygning blæser altså på lægernes behagelighed. Nu skal patienternes sættes i centrum. Det er tanken, men fungerer det? Nogle læger vil påstå, at de er blevet umyndiggjort. Hvor de før kunne bestemme, så skal de nu bestemmes over.
Det forandrer bare ikke, at en ny struktur skal gennemtænkes, og det burde hele landet blive involveret i.
Der er andre eksempler: På Dagens Medicins konference om Fremtidens Hospital sagde professor Henrik Kehlet, manden bag de accelererede patientforløb, at man burde tage bestik af patienternes situation, inden vi støber de nye hospitaler i beton. Da Henrik Kehlet selv for nogle år siden på en given dag undersøgte, hvorfor samtlige patienter lå på hospitalet, viste det sig, at en sjettedel af patienterne slet ikke burde være der.
Nøjagtig det tjek anbefalede han andre hospitaler at foretage, og hans pointe er, at vi skal have overblik over antallet af nødvendige senge. Hans egen vurdering er, at 70 pct. af de nuværende kirurgiske patienter slet ikke bør indlægges.
Har han ret? Det er ikke til at vide, men Henrik Kehlet tager sjældent fejl, og derfor er det nødvendigt at tjekke hans iagttagelser.
Regionerne burde labbe den slags input i sig, og de burde påtage sig at undersøge det.
Men sådan modtages den slags tanker ikke.
Nøjagtig den samme reaktion blev rigsrevisor Henrik Otbo mødt med, da han i en rapport til Statsrevisorerne konstaterede, at han slet ikke har tillid til regionernes evne til at håndtere de gigantiske byggeprojekter. Vrøvl, sagde Bent Hansen, og han tilføjede det, der er værre. Men hvorfor? Hvorfor vælger regionerne ikke at tage imod dette tilbud om at blive holdt helt oppe på tæerne?
Det var vel ikke det værste, der kunne ske, at regionerne kom tørskoet ud af denne enorme udfordring. Skulle det lykkes, så skrives der rent ud sagt danmarkshistorie.
Regionerne har – på mange måder – fået deres gennembrud med disse hospitalsplaner. De har truffet svære, men nødvendige beslutninger, og det har givet tro på regionsprojektet. Skulle det lykkes at gennemføre hospitalsplanerne uden budgetoverskridelser, så vil regionerne overleve længe.