Jakob Axel Nielsen knokler for sin sag. Det må man lade ham. Danmarks nye sundhedsminister har ambitioner, og han skåner ikke sig selv.
I dag bringer Dagens Medicins magtpanel dommen over den nye ministers præstation, og den kommer til at gøre ondt. Jakob Axel Nielsen er ganske vist rykket 62 pladser frem på top 100, men han lander ikke desto mindre på en ydmygende 19. plads – den dårligste placering nogensinde for en sundhedsminister i magtanalysens tiårige historie (når man ser bort fra, at Jakob Axel Nielsen sidste år blev nr. 81, men det var dog efter bare to måneder på posten).
Helt dernede fra dybet er der svimlende langt op til den egentlige elite og dem, der bestemmer, anført af forgængeren, den nuværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regionsformand Bent Hansen (S).
Jakob Axel Nielsen burde have placeret sig i det felt. Aldrig har Danmark haft en sundhedsminister med så meget formel magt inden for rækkevidde. Lars Løkke Rasmussen nåede ganske vist længere, men det var, fordi han også var indenrigsminister. Jakob Axel Nielsen er udelukkende sundhedsminister, til gengæld er modparten, regionerne, alvorligt svækkede, fordi de har mistet muligheden for at udskrive skatter til sygehusene. I dag inddrives skatterne af staten, og derfor er magtbalancen forskudt i ministerens favør.
Men Jakob Axel Nielsen fuldbyrder ikke jobbet. Han har ikke grebet sine chancer. Måske har nogen fortalt ham, at det er forbudt at lave fejl, hvis man er sundhedsminister. At lægerne ikke kan tilgive dumheder. At sundhedssektorens tålmodighed forsvinder, hvis man kommer til at udtrykke sig forkert. Måske er det forklaringen på, at han stadig er tilbageholdende og uparat.
Det er ellers nøjagtig det modsatte, sundhedssektoren trives med. Lars Løkke Rasmussen blev ganske vist nærmest hadet for sin foretagsomhed. Men han blev respekteret for sin vilje og i øvrigt sin dybe indsigt i mekanismerne på sundhedsområdet. Meget blev tilgivet på grund af hans ambitioner. Ellers var branchen sikkert gået amok over ventetidsgarantier, gabestokke og favorisering af private hospitaler.
Jakob Axel Nielsen kan naturligvis ikke hamle op med Lars Løkke Rasmussens kadence. Men mindre kan gøre det. Han behøver et projekt, gerne to eller flere. Han har skam haft buddene. Helt indlysende burde han have haft modet til at gøre Juhl-udvalgets anbefalinger til sine egne. Han var jo aldeles enig i ekspertudvalgets konklusioner. I stedet for at bakke op om planen har han snarere ladet den ambitiøse og kontroversielle plan sejle sin egen sø. Han burde have rejst landet rundt for at præsentere planen og lytte til kritikken af den. I stedet gik han i flyverskjul.
Det behøvede måske ikke engang at være så ambitiøst. Han kunne bare have nøjedes med at pudse nogle gamle travere i sundhedsdebatten op og gøre dem til sine egne: I flæng kan nævnes forløbspakker og psykiatrien. Der ligger også en opgave i at revitalisere nogle af de gamle projekter, hjerte- og kræftpakkerne. De kunne godt trænge til et spark bagi. Men endnu bedre havde det naturligvis været, hvis han havde magtet og turdet skabe sin egen politik på områder, der skriger på handling. Han kunne have påtaget sig et ansvar for at skabe bedre reguleringsmekanismer mellem de private og de offentlige sygehuse. Den opgave er såmænd ikke så vanskelig, hvis bare man gennemtvinger en udbudsmodel. Netop det er regionerne jo på vej med. Det skal bare gøres endnu mere konsekvent, og det kunne ministeren bruge sin position til. Sådan er det løst inden for DSB’s område. Dér fratog politikerne DSB visse strækninger og lagde dem ud i offentlige udbud. Derefter gik opgaverne til det bedste bud. Siden har operatørerne gjort alt, hvad der er muligt, for at effektivisere og forbedre deres drift. Nøjagtig sådan bør man også gøre på sundhedsområdet.
Måske kan Jakob Axel Nielsen også blive ministeren, der tør indføre et loft for, hvor meget samfundet vil betale for medicinske behandlinger. Det er netop sket i Storbritannien, som valgte et loft med meget plads nedenunder. Noget lignende kunne man overveje i Danmark. Om ikke andet så for at få rene linjer. Som tingene fungerer nu, bliver de dyre behandlinger forsinket i uendelige godkendelsesprocesser, uden at systemet vil tage stilling hverken for eller imod. Det er uærligt og forkert.
Der er heldigvis endnu flere muligheder for en minister, der vil sætte sit præg på sit område.
Bare Jakob Axel Nielsen dog ville gribe dem.