Alle er klar over, hvor fortvivlende situationen er. På visse områder er behandlingen skandaløs og uværdig. Det kan alle enes om, ja, de kan ligefrem skamme sig synkront og svælge i at have mest ondt af denne patientgruppe, den svageste af alle.

Denne enighed og dette samvittighedsnag har været en realitet i 25 år, måske endnu længere. Alligevel er situationen for disse patienter systematisk blevet forringet i forhold til andre patientgrupper, og der er udsigt til, at den bliver endnu værre i årene, der kommer.

Det var udgangspunktet for to såkaldte Ekspertdage, som Ældre Sagen, Lægemiddelindustriforeningen og Dagens Medicin var vært for tidligere på ugen.

Her samledes 70 læger, sygeplejersker, fagforeningsledere fra DSR og FOA, opinionsdannere og patientforeninger for at udarbejde et katalog af anbefalinger til, hvad der burde sættes i gang. Dette katalog blev siden præsenteret for politikere fra Folketinget, regioner og kommuner.

Tonen var god og opbyggelig. Det drejer sig trods alt også om en typisk patient på f.eks. 73 år; han er faldet og har brækket benet, han har KOL, problemer med blodtrykket, forhøjet kolesterol, og han er i behandling med vanddrivende præparater, og han er også diabetiker, svagtseende og forvirret.

Ansigt til ansigt med denne patient leverede alle deltagerne på Ekspertdage konstruktive indfald. Der var ingen uenighed. Man skulle tro, at vi var til årsmøde i Folkebevægelsen for forbedring af forholdene for De medicinske Patienter i Danmark.

Selv politikerne bakkede op om projektet og lovede at gøre noget ved sagen. Socialdemokraterne og SF har i foråret fremsat et beslutningsforslag for at få regeringen til at arbejde for en national handlingsplan for de medicinske patienter. Dengang blev forslaget afvist, idet Dansk Folkeparti støttede regeringen i, at der ikke er behov for såkaldte ’forkromede nationale planer’.

Sådan gik det også ved dette arrangement, men formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard, og DF’s sundhedspolitiske ordfører, Liselott Blixt, bedyrer, at de er parate til at øge opmærksomheden for de medicinske patienter. De ser oven i købet ud, som om de mener det.

Spørgsmålet er bare, om løfterne bliver holdt. Man får unægtelig den følelse, at begejstringen smuldrer, så snart parterne er gået hver til sit. Sådan er det jo altid gået.

Netop derfor er der behov for at fastholde opbakningen ved at lade de medicinske patienter blive genstand for en national plan a la kræftplanerne. Styrken ved de store sundhedsplaner er nemlig, at de puster til ilden i en lang planperiode. Det gælder ikke mindst, hvad angår finansieringen.

Men endnu vigtigere ved planerne er, at de skal forvaltes af en organisation befolket med de bedste kræfter på området. Hvis ikke de fungerer sammen, så falder planen sammen. De skal kunne enes og lave kompromiser.

Den aktuelle (og historiske) uenighed mellem især de involverede medicinske specialer skal begraves. Med en national plan skal der opfindes løsninger, alle kan leve med. I sin tid var kræftlægerne sandelig heller ikke enige. Speciallægerne underløb hinanden. Men kræftplanen har skabt enighed og sammenhold. Det samme kunne en plan for de medicinske patienter skabe.

Det er denne organisation, der er behov for på dette område. Det er sandelig ikke ’en forkromet plan’, men derimod en organisation, som kan holde politikerne til ilden – og i ørerne. Da hjerteområdet fik sin plan, var der dokumentation for, at indsatsen kunne føre til markant bedre resultater. Der var et uomtvisteligt behov. Der kunne reddes mange patienter. Der kunne – i stor stil - forlænges liv.

Nøjagtig det samme var tilfældet med kræftplanerne. Behovet var uafviseligt. Politikerne kunne bare makke ret. Reelt havde de pistolen for panden.

Sådan er det ikke for de medicinske patienter. Her skal politikerne tage et ansvar. Sådan gjorde de med brystkræftscreeninger, hvor der ellers er aggressiv uenighed mellem lægerne. Den uenighed skar politikerne igennem. Det var klogt – og det ser ud, som om kvinder i stort antal redder deres liv på grund af dette mod. De medicinske patienter har brug for en lignende beslutsomhed og en lignende ansvarlighed.

Mens de tænker, kan sundhedssektoren mageligt indføre en masse af de forslag, som også kom ud af Ekspertdagene: Door-step-udredning med blodprøver, EKG m.v., så snart patienterne ankommer til hospitalerne (så lægerne ikke skal vente i timevis på at få resultaterne), følg hjem-ordninger, når patienterne skal hjem, og følg op-ordninger i tiden straks efter udskrivningen, avanceret udstyr til telekonferencer mellem hospitaler, praktiserende læger og kommunerne, alt sammen med henblik på at toptune afleveringen af patienterne til hjemmet. Der er mange andre spændende anbefalinger.

Lad os så komme i gang.