De privatpraktiserende speciallæger skal åbenbart have tæsk, efter at deres forening FAPS har provokeret alt og alle ved at opfordre medlemmerne til at sætte tempoet ned for at undgå at arbejde gratis. Karaktermordet er allerede i gang.

I et sundhedsvæsen med lange ventetider og patienter, der oplever faldende service og usammenhængende kvalitet, er den melding da også en invitation til bøllebank, især fordi netop de privatpraktiserende speciallæger suverænt er de bedst lønnede i det danske sundhedsvæsen. 

Direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, gik da også omgående til angreb. Hvis de privatpraktiserende læger agter at skrue ned for tempoet, så skal de ikke modtage kræftpatienter til udredning. Straks efter gik formanden for FAPS til modangreb; selvfølgelig leverer de private speciallæger varen, når det gælder kræftpatienter. Underforstået, FAPS’s opfordring gælder de andre patienter.

Sådan er fronterne trukket op i denne triste boksekamp. I det ene ringhjørne de højestlønnede læger i landet, bedre lønnet end selv cheflægerne på de allerstørste hospitaler, i det andet patienterne, der trygler om at komme i behandling hurtigst muligt. Men hvad er sandheden, og hvad er hoved og hale i denne sag?

En af sandhederne er, at de privatpraktiserende læger har et loft over deres honorarer.  Landets speciallægepraksis har i flere år forbedret deres effektivitet med fire pct. årligt. Men med overenskomsten enedes parterne om, at aktiviteten frem til 2014 højst må stige med lidt over én pct. Hvis aktiviteten stiger mere, modregnes der i den automatiske løn- og prisregulering af honorarerne. Derfor kommer de private speciallæger faktisk til at arbejde gratis, hvis de fortsætter med at levere mere behandling end aftalt. Den aftale er selvfølgelig hovedproblemet, og den burde skrottes og erstattes af noget bedre. 

En anden af sandhederne er, at de privatpraktiserende læger tjener kassen. Med henvisning til beregninger fra Danske Regioner har Politiken opgjort deres honorar til 1,8 mio. kr. efter betaling af alle omkostninger til personale, udstyr og husleje. Den beregning har FAPS anfægtet. Det er da også korrekt, at nettohonoraret er skønnet, men skønnet bygger på en FAPS-analyse fra 2008. Den holder ikke i dag, siger FAPS, og de har sikkert ret. Men forskellen kan ikke være stor, og tilbage er, at det skønnede honorar er enestående højt for læger i Danmark, og så omfatter det ikke engang patienters egenbetaling eller behandlinger betalt af forsikringsselskaber. De to indtægtskilder er der ikke tal for.

En tredje af sandhederne er, at de privatpraktiserende speciallæger faktisk er supereffektive i forhold til hospitalerne. De er hurtige, effektive og billige, og derfor har regionerne da også overført stadig flere opgaver til de private speciallæger. Derved har de i øvrigt selv bidraget til den nuværende situation.

Den nuværende ordning er ikke holdbar. Uden merindtjening har de private speciallæger ikke incitament til at arbejde endnu mere effektivt og behandle stadig flere patienter. De vil — indlysende — vælge at lægge sig i hængekøjen, og det har det danske sundhedsvæsen ikke brug for.

Modsat er det heller ikke farbart, at de private speciallæger bare gør sig mere tilgængelige og giver plads til flere patienter — så de kan hente endnu større honorarer, som Danske Regioner ikke har budgetteret med. Det bliver til en seddelpresse i konsultationernes baglokale. 

Problemet ligner i den grad udviklingen med de uhåndterlige privathospitaler for få år siden. De voksede også ud over enhver grænse, og deres honorarer var baseret på, hvad regionerne skulle betale de offentlige hospitaler. Der var ingen konkurrence, fordi regionerne bare betalte den aftalte pris. Den cocktail kom til at koste statskassen alt for mange penge, og derfor fandt regionerne på en løsning, der hurtigt og effektivt tog livet af privathospitalerne.

Løsningen blev at sende opgaverne i udbud og så lade privathospitalerne konkurrere med hinanden, og når de så ydmygt havde accepteret de nye forretningsbetingelser, så endte det med, at de offentlige sygehuse alligevel ikke sendte deres patienter videre. Det var rent ud sagt noget svineri. Men det førte til det ønskede mål: Privathospitalerne gik i stort antal nedenom og hjem.

Sådan skal det ikke gå med de privatpraktiserende læger. Det ville være en katastrofe, og det ville fordyre patientbehandlingen i Danmark. Men nogle af metoderne kunne bruges, ikke mindst at bruge udbud til at skabe konkurrence. På alle områder med mange patienter er det oplagt, at regionerne sender behandlingerne i udbud. 

Det ville etablere konkurrencen på dette marked, lægerne ville skulle konkurrere med kollegerne for at få opgaverne, og de skulle oven i købet leve op til konkurrencelovgivningen. 

Det kunne fjerne regionernes frustration over bare at skulle betale mere og mere uden at have den mindste kontrol med udviklingen.

Men det skal foregå på en ordentlig måde: Fair og gennemsigtigt.

Bare en idé.