Man skal være en ualmindelig dumstædig socialdemokratisk partileder for at synes, at landets nye regering er kommet godt fra start. Løfte på løfte på løfte er blevet brudt. Men Helle Thorning-Schmidt og hendes fæller nægter, at det er tilfældet. Derfor har hele projektet alvorlige troværdighedsproblemer, og derfor kan vi ikke komme i gang med at diskutere de reelle problemer, og det gælder ikke mindst på sundhedsområdet.
Det er jammerligt, og regeringen gør hele tiden opmærksom på det, men uden held. Forklaringen er, at det er selvforskyldt.
For tiden handler sundhedspolitik ikke om Danmarks elendige kræftoverlevelse eller om den øgede specialisering af sygehusene. Nej, den handler om den garanti, som Carsten Hansen, i dag udkantsminister m.v., udstedte, da han lovede, at akutfunktionen på Svendborg Sygehus ville blive bevaret, hvis bare rød blok kom til magten. Eftersom der i Danmark hersker almindelig lede ved politikere og især deres løfter, så valgte den senere minister at skrive det ned, og så blev løftet jo så meget mere troværdigt.
Efter at regeringen blev dannet, viser det sig, at løftet, skriftligt eller ej, ikke vil blive indfriet. Det føjer sig dermed til en forfærdelig lang række af andre løfter, som heller ikke indfries. Rød blok oversolgte sin politik eller rettere sine handlemuligheder. Enten havde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal ikke lavet deres hjemmearbejde, eller også er de faktisk ikke kommet retmæssigt til magten. Andre muligheder er der ikke.
Men hvilken rolle spiller det? Hvis denne situation var opstået med en regering i slutningen af dens regeringstid, så ville det måske have været på sin plads med et valg nu. Men vi har at gøre med en ny regering, som endnu ikke har vist, hvad den kan, og alternativet er en regering, der i den grad har brug for en pause. Derfor er danskerne nødt til at holde fast i denne regering, og sådan ser flertallet af danskere formentlig på det. Riget fattes flere penge, end Helle og Villy troede. Det har danskerne indset – og de er parate til at tilgive.
Problemet er, at regeringen ikke har opdaget det. Den arbejder ufortrødent videre med at lege, at den ikke har lovet for meget. At starten har været god.
Hvem der har lagt den strategi, er uvist, men den pågældende burde fyres omgående. Så længe Helle Thorning-Schmidt fortsætter med at signalere, at her går det godt, så hænger hendes projekt fast i et dynd af mistillid. Derfor forsvinder Svendborg-sagen ikke. Ja, den eskalerer ligefrem, fordi oppositionen og pressen vil vide, om Carsten Hansens løfte var godkendt af partitoppen, og det vil Helle Thorning så ikke svare på.
Egentlig er det nemt at trylle denne mistillid væk. Det kan gøres med et par velvalgte undskyldninger. Den recept vil straks løse Svendborg-problemet. Sig det dog, som det er: »Undskyld, vi har dummet os. Svendborg vil blive lukket, dels fordi regionen har besluttet det, dels fordi det er det mest rigtige.«
Helle Thorning-Schmidt er nødt til at tilføje, at hun har godkendt den skriftlige garanti. »Det var også dumt — det skal ikke gentage sig.«
Gør det ondt? Ikke det mindste. Det bekræfter præcis, hvad alle allerede ved i dag. Vi ved jo godt, at statsministeren kendte alt til Carsten Hansens garanti. Hvis ikke, så ville hun for længst have viklet sig ud af denne sag. Erkend det. Løftet om at give psykiatrien et par mia. kr. kan håndteres på samme facon: Undskyld, vi troede, vi havde pengene, men det har vi ikke. Vi regner med, at det er muligt i 2013 (eller 2014…).« Og ventetidsløfterne om at skære ventetiderne på skadestuerne ned fra halve dage til en halv time kunne heller ikke lade sig gøre. Sig dog undskyld, og sig, at det ikke længere er vores løfte, nu er det en målsætning.
I vil blive tilgivet.
I en anden boldgade vil Ole Sohn i øvrigt også løse sine problemer på denne måde. Erkend dog, at du har modtaget masser af penge fra russerne, også ud over pengene til trykkeriet. Vi ved det godt, og vi har vidst det i mange år, Ole, selvfølgelig har du det. Men du er tilgivet, og det har du været i årevis.
Men for at få tilgivelsen må man bede om den.
Og skal vi så komme videre med politik med indhold.