Gæt en gåde: Hvordan kan det være, at Helle Ulrichsen skal stoppe som øverste regionsdirektør i Region Hovedstaden, når hun — måske med lidt overtalelse — kunne være blevet forlænget i to år og være blevet en uvurderlig hjælp for den nye regionsformand?

Egentlig er det jo barokt, at den person, som har holdt sammen på hovedstadens sundhedsvæsen siden regionens begyndelse, skulle stoppe et år før Vibeke Storm Rasmussen, som ikke genopstiller til regionsvalget i 2013. 

Men de færreste undrede sig, da det blev kendt. Sikkert fordi man glædede sig over Vibeke Storm Rasmussens forestående abdicering — den dag burde busserne i regionen som bekendt køre med flag.

Men det ville indlysende have været klogt at forlænge Helle Ulrichsen med et par år. Så ville hun have afsluttet Storm Rasmussens regime, og hun ville have fået et år sammen med den nye formand, som så kunne have fundet sine egne ben sammen med den erfarne topchef. Derefter kunne denne nye formand — og det tegner vel til at blive Sophie Hæstorp Andersen, nuværende sundhedspolitisk ordfører og fremtidig spidskandidat for Socialdemokraterne — have valgt sin egen administrative makker.

Sådan skulle det generationsskifte være håndteret.

Men dermed når vi også frem til svaret på, hvorfor Helle Ulrichsen stopper, og svaret er desværre, at det hele er orkestreret af Vibeke Storm Rasmussen. Sådan ser det i hvert tilfælde ud. Det er hende, der har valgt at slippe Helle Ulrichsen fri. Så var hun ude af vagten, inden Storm Rasmussen selv sluttede.

Hvad skulle Vibeke Storm Rasmussen dog få ud af den galskab?

Ja, for det første kan hun bestemme, hvem der skal føre faklen videre. Derved kan hun indsætte sin egen personlige favorit og derved fortsætte med at præge regionen, selv når hun er stoppet. 

I dag ved vi, at hun benyttede sig af den mulighed. Som ny regionsdirektør er valget faldet på Hjalte Aaberg, i dag direktør for miljø og teknik i Københavns Kommune. Han har desuden en fortid som socialdemokratisk byrådsmedlem i Albertslund Kommune, så partibogen er i orden. Men ikke nok med partifarven, lokaliteten er også perfekt. I Albertslund var hans far, socialdemokraten Finn Aaberg, nemlig borgmester fra 1978 til 2009. I selvsamme kommunalbestyrelse sad også Vibeke Storm Rasmussen og var tæt partner til borgmesteren. Vibeke Storm Rasmussen elsker sin gamle by.

Det er blevet løsningen på topchefproblemet i landets største region. En socialdemokrat, der har mest forstand på veje, trafik og miljø, men som er søn til Vibeke Storms (parti-)kammerat.

Man forstår godt, at oppositionen strittede imod denne kandidat — og protesterede over hele processen frem mod denne ansættelse. 

Kritikken retter sig bl.a. mod selve udgangspunktet, nemlig stillingsopslaget. Det bærer Vibeke Storms fingeraftryk. Der tales om en region med internationale ambitioner, retorikken er umiskendeligt storm-rasmussensk. Opslaget er krystalklart om én ting: Der skal tydeligvis ikke ansættes en sundhedsfagligt stærk person. Læs: Vi skal ikke have en ny Helle Ulrichsen. Den foretrukne ansøger skal også være dygtig til at håndtere de politiske krav. Ansøgeren skal kunne lytte, forstå og rette ind i forhold til politikerne. Man kunne nemt få det indtryk, at kandidaten skal være en marionet for formanden.

Det indtryk er blevet bestyrket af selve processen. Ansættelsesudvalget består af formanden og de to næstformænd, suppleret med yderligere fem medlemmer af regionsrådets forretningsudvalg, samt en koncerndirektør, en hospitalsdirektør og to medarbejderrepræsentanter, i alt 12 personer. Der er altså ikke tale om et udvalg, men om et parlament, og den slags er Vibeke Storm Rasmussen dansk mester i at håndtere. 

Valget faldt på Hjalte Aaberg, og det valg kan godt begrunde frygten. Han er kendt for at være en fin fyr og dygtig til at drive en forvaltning. Men han er næppe manden, der kan løfte sundhedsvæsenet i hovedstadsområdet med nye ideer og gennemtænkte visioner. Det er i hvert tilfælde ikke derfor, han er valgt.

Af samme grund kan det virke ugennemtænkt overhovedet at forcere denne ansættelse igennem. Hvad nu hvis den næste regionsformand ikke synes om Hjalte Aaberg? Hvad nu hvis Socialdemokraterne slet ikke vinder valget, men at formanden skifter partifarve, og det kan jo slet ikke udelukkes, sådan som meningsmålingerne ser ud lige nu. Det er jo vanskeligt at forestille sig, at en venstremand skulle fortsætte med en socialdemokrat som sin øverste administrative chef.

Hvis det sker, så får Hjalte Aaberg en kort karriere i regionsgården i Hillerød.

Andre steder går man andre veje for at undgå den situation, f.eks. i Københavns Kommune, da man ventede med at besætte stillingen som øverste direktør, da Jens Kramer Mikkelsen stoppede. Det blev overladt til Ritt Bjerregaard at finde sin favorit. Se, det er gennemtænkt og god stil, og så udført af socialdemokrater.

Men Vibeke Storm Rasmussen ville det anderledes, og hun kom til at kæmpe for sin løsning. Den borgerlige opposition var imod kandidaten, da spørgsmålet blev diskuteret højlydt. Men Vibeke Storm Rasmussen snor sig i de vande, og hun fik sin vilje. Da sagen kom op i regionsrådet, var Venstre alene om at stemme imod, mens Dansk Folkeparti stemte blankt. De konservative stemte for. Denne opblødning skyldes alene hensynet til den nye direktør. Det er ikke sjovt på forhånd at være diskvalificeret af brede dele af regionsrådet.

Dermed fik Vibeke Storm Rasmussen lov til at begå en sidste fejl, og derfor kommer hendes favorit til at husere endnu et stykke tid, efter hun er stoppet. Hvor længe, vil tiden vise.