»DRG har korrumperet os.«
Så barsk udtrykte Danske Regioners direktør Per Okkels sin bedømmelse af det forkætrede system, der finansierer landets sygehuse. Ordene faldt på Dansk Selskab for Patientsikkerheds årsmøde i København i mandags, og det fik det til at gibbe i mange af de knap 600 deltagere.
Egentlig er det ikke overraskende, at regionerne er sure på drg-systemet. Det har givet hospitalerne enorme styringsproblemer. Så var det straks mere overraskende, at kritikken skulle være så aggressiv og så befriende selverkendende. Det er ikke hverdagskost.
Sagen er nemlig, at Per Okkels har fuldstændig ret. DRG korrumperer, og det gør det både på det konkrete plan og i overført betydning.
På det konkrete plan findes der læger, der rubricerer deres behandlinger, så deres afdelinger får maksimalt med betaling. En undersøgelse for lungecancer giver væsentlig færre point på kontoen end undersøgelse for mere eksotiske lungelidelser, så – trylle, trylle, trylle – bliver det den slags behandlinger, som lægerne indberetter.
Den slags tænkning har spredt sig i et sådant omfang, at visse hospitaler optræner deres læger i, hvordan man får mest muligt ud af systemet. Ikke nødvendigvis ved at lyve. Lægerne skal bare bøje virkeligheden en smule. DRG-systemet kan også få hospitalerne at dele behandlingerne op i mindre bidder og hjemsende patienten i stedet for at gennemføre den fulde behandling. Det skæpper i kassen, men patienten betaler prisen.
Denne form for korruption er dog intet imod drg-systemets helt store forbrydelse. Som bekendt skal drg give hospitalerne incitament til at producere mest muligt. Men det skal ikke nødvendigvis være det rigtige, der produceres, og det skal heller ikke nødvendigvis produceres på den rigtige måde. Systemet appellerer til at lave genveje, når det kommer til kvaliteten. DRG inviterer til at springe over, hvor gærdet er lavest.
På papiret er aktivitetsstimulerende systemer a la drg gode. De belønner den, der knokler, og straffer den dovne. Problemet er, at det er umuligt at konstruere et system, der fremmer den helt perfekte adfærd.
Den britiske primære sektor er verdensberømt for sine sindrige incitamentsordninger. Eksempelvis belønner systemet læger, der holder ventetiden under to dage, og det er jo meget smart, skulle man tro. Men når det system møder virkeligheden, så opfinder lægerne straks en måde, som kan optimere deres honorarer, ved at holde op med at acceptere, at patienterne kan få konsultationer efter to dage. På den måde sikrer de, at de får maksimalt honorar. Til gengæld kan patienter ikke bestille tid om fire dage. Og det var jo ikke meningen med systemet.
Det danske drg-system har lignende skavanker. Det fremelsker ikke de rigtige løsninger. Indimellem presser det hospitalerne til at gøre det helt forkerte.
Tiden er løbet fra drg-systemet. Tiden er ikke til systemer, der stimulerer kvantitet på bekostning af kvalitet. Derfor skal drg-systemet skrottes i sin nuværende form. Naturligvis skal vi ikke tilbage til fortidens rammestyring. Det gav ingen dynamik, ja, det var værre end det nuværende regime. Men det må være muligt at finde systemer, som stadig kan få hospitalerne til at løbe hurtigere uden at ville styre adfærden i detaljerne. Hospitaler har ikke brug for mikromanagement, men derimod nogle fornuftige rammer at praktisere gennemtænkt ledelse inden for.
Begavede mennesker burde sætte sig sammen og udtænke nye systemer. Og kan vi så blive fri for at etablere systemer, der skal kunne alting. Det er en dansk syge, at lejligheden altid lige skal bruges til at løse dette eller hint problem. Sådan er det med epj, og sådan var det også drg-systemet.
Keep it simple.