Fronterne blev trukket skarpt op, da en af landets fremmeste kræftlæger, Hans von der Maase, for en måned siden tørnede sammen med direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed.

Anledningen var ellers et uskyldigt presseseminar om kræft hos medicinalvirksomheden GSK, men det var bestemt ikke hyggesnak, som de to giganter på kræftområdet lagde frem i deres indlæg. Skæbnen ville, at ingen af dem hørte modpartens oplæg – eller var det med vilje, at de undgik at høre hinanden?
Baggrunden for deres uadresserede, men tydelige vrede er kræftbehandlingen i Kina. Mere end noget andet skiller det spørgsmål parterne i et ellers fasttømret dansk kræftmiljø. Samtidig har de kinesiske metoder tændt håb hos patienter, der ellers har følt sig opgivet af det danske sundhedsvæsen.

Mens disse linjer læses, er 22 danske kræftpatienter i behandling på Fuda Cancer Hospital i Guang-zhou. Af dem er 17 under 30 år. Fire er under 25 år. Alle sammen har betalt flere hundredtusinde kroner for deres behandling, og i de efterfølgende år kommer de – hvis behandlingerne går godt – til at betale yderligere store beløb for at holde deres kræft nede.

I den kommende tid vil antallet af danske patienter, der rejser til Kina, med garanti stige. Den massive og indimellem helt uansvarlige markedsføring, de kinesiske metoder har opnået i visse danske medier, er ubetalelig.

Situationen kan kun betegnes som betændt. Aktørerne har gravet sig ned i hver deres skyttegrav. Kræftlægerne i den ene. Kræftforeningen i den anden. Der er ikke udsigt til, at de kommer op foreløbig. For hver dag, der går, forværres situationen, fordi parterne hastigt taber troværdighed, mens de bekriger hinanden – og dermed mister de deres evne til uhildet at kunne rådgive patienterne og resten af offentligheden.

Ude i ingenmandsland, hvor argumenter, beskyldninger og beklagelser fyger om ørerne på dem, befinder patienterne og deres pårørende sig. De er ellers forvirrede nok i forvejen.

Det er fortvivlende.

Læger vil have beviser
Kræftlægerne er rasende over de kinesiske behandlinger, og eftersom Kræftens Bekæmpelse har valgt ikke at lægge afstand til metoderne, er parterne på kollisionskurs. Det bliver ikke bedre af, at Arne Rolighed i foreningens blad har skrevet, at de kinesiske læger er »håbgivende« i deres dialog med patienterne, mens danskerne er »opgivende«. Det følges op af andre tegn på, at Kræftens Bekæmpelse har mistet tillid til de danske kræftlæger.

Lægernes stærke aversion mod de kinesiske klinikkers arbejde knytter sig til tre helt fundamentale forhold. For det første savner de dokumentation for de kinesiske metoder, og det er desværre sandt.

Der er absolut ingen evidens bag. For det andet er det ofte end ikke muligt at få at vide, hvordan den enkelte patient egentlig er blevet behandlet i Kina. Metoderne bliver ikke beskrevet. Og endelig mener de danske læger at vide, at de kinesiske klinikker simpelthen sætter alt, der bevæger sig, i behandling – uanset om behandlingerne er helt og aldeles udsigtsløse.

For læger er sådanne spørgsmålstegn monumentale – og lægerne føjer så endnu en betænkelighed til de andre, nemlig at den klinik, der modtager flest danske patienter, er privatejet, og at den derfor drives for at tjene penge.

Det er lægernes basale argumenter imod de kinesiske behandlinger, og de er tilstrækkelige til, at ingen af kræftlægerne nogensinde vil kunne anbefale en eneste af deres patienter at bruge et astronomisk beløb på at rejse til den anden ende af verden for at blive udsat for en ikke specificeret behandling, som savner enhver form for dokumentation. Nogle af kræftlægerne har det ligefrem sådan, at de føler, at deres patienter rejser til Kina for at få en dødelig behandling for deres egne penge.

Lægerne vil ikke gøre, som bankfolkene har gjort: lokket fallenter til at låne penge til den sidste investering i et nødlidende foretagende. Lægerne insisterer på, at deres rådgivning skal baseres på et mere trygt grundlag. Det burde man kunne sympatisere med.

At lægerne oven i købet har andre grunde til at være kritiske, gør ikke sagen bedre. Det har helt aktuelt ikke gavnet kinesernes troværdighed, at de har misbrugt samtaler, de har haft med kræftlæger på Rigshospitalet, til at markedsføre deres kræftbusiness.

På Fuda Cancer Hospitals hjemmeside har kineserne tegnet løgnagtige skønmalerier af de danske kræftlægers begejstring over de kinesiske metoder: »Professor von der Maase was very pleased,« skriver de.

Et andet sted lader kineserne von der Maase kommentere kinesernes resultater med en navngiven patient. »A miracle had happened to her,« skulle den danske professor have sagt. Men det er løgn fra den ene ende til den anden.

Mange af kræftlægerne husker også, hvordan kræftbehandlinger herhjemme tidligere er blevet udfordret af mere radikale udenlandske metoder. Klinikker i Sverige og Tyskland har også kunnet tiltrække danske selvbetalere – som kunne rapportere om tilsvarende mirakler. For disse læger føjer den kinesiske udfordring sig bare til listen af patientgriller.

Det er da også tankevækkende, at Fudas hjemmeside indeholder de fleste asiatiske hovedsprog samt engelsk – og dansk. Ikke spansk, ikke fransk, ikke tysk, nej, dansk. Det kunne tyde på, at de kinesiske behandlinger simpelt hen er et dansk fænomen.

Den slags sker faktisk overalt i verden. Pludselig opdager patienter i ét land en lovende behandling et andet sted. I øjeblikket skulle en hel del svenske og norske kræftpatienter også have valgt at vende deres lokale behandlere ryggen, og de rejser såmænd til Danmark. På Humlegården i Humlebæk nord for København kan de få alternativ behandling, og at dømme efter et stort antal patientcases på dette behandlingssteds hjemmeside har danskerne også leveret en hel del helt uforklarlige resultater.

Alligevel bliver Humlegården ikke bestormet af danske patienter.

Argument stabler sig altså oven på argument imod kinesernes troværdighed – derfor står lægerne af.

Patienter vil have en chance
Kræftens Bekæmpelse kan tillade sig en helt anden tilgang til nye behandlingsmetoder, og det er netop, hvad der er sket. Kræftens Bekæmpelse er i højere grad indstillet på at lade tvivlen komme kineserne til gode. Den tvivl kommer også patienter til gode.

Det er nu heller ikke så svært. Kendsgerningen er nemlig, at de kinesiske metoder ikke kan tilpasses en systematik, der kan anvendes til at skabe evidens. De kinesiske kræftlæger erkender, at deres metoder savner dokumentation, men de pointerer, at forklaringen er, at de tilpasser deres metoder til den enkelte patient og denne patients særlige respons på de forskellige terapier. I et behandlingsforløb drejes der på mange håndtag. De understreger, at deres patienter er så syge, når de ankommer til Kina, at der slet ikke er tid til at tænke på videnskabelige processer. Der improviseres, rent ud sagt.

Heller ikke i Danmark er det altid nødvendigt med evidens. Det er ikke ganske usædvanligt, at nye behandlingsmetoder indføres uden egentligt videnskabeligt belæg. Det sker eksempelvis, når lægemidler viser stor effekt. Hvorfor skulle man så fortsætte med at give de andre patienter en behandling, de dør af? Tankegangen bag kinesernes arbejdsmetoder er reelt ikke ukendte herhjemme.

Kræftens Bekæmpelse kan også basere sin mindre skeptiske linje på at henvise til, at ganske mange patienter har opnået tydelige forbedringer af deres tilstand. Men solidt er dette materiale ikke just. Der er alt for få tilfælde, og vi ved for lidt om, hvordan forbedringerne er opnået.

Man må heller ikke glemme, at der dagligt er danske patienter, der er blevet behandlet i Danmark efter danske metoder, som har opnået tilsvarende uforklarlige forbedringer stik imod selv de mest kvalificerede prognoser. Selv Humlegården, der anvender meget alternative metoder, kan fremvise stribevis af patientcases med lykkelige, men uforståelige forbedringer.

Hvor overbevisende patientcases end kan synes for den sundhedsinteresserede, er de dog meget tæt på ubrugelige i det store spil. Det er netop derfor, at kinesernes mangel på vilje til at levere bare den mindste dokumentation er så ærgerlig, ja, egentlig forbryderisk.

Det behøver Arne Rolighed og hans forening imidlertid ikke at gå op i. I hvert tilfælde ikke på vegne af patienterne. Men måske skulle han tænke på, at foreningens håndtering af det kinesiske spørgsmål i den grad provokerer kræftlægerne, der betragter det som et mistillidsvotum til deres virke.

Splittelsen mellem lægerne og foreningen kan få en meget høj pris. Den stærke alliance mellem de to parter har sammen med frembringelsen af virkningsfulde terapier givet kræftområdet en lang stribe af politiske sejre. Hvis ikke der havde været enighed mellem aktørerne, så ville Danmark aldrig have fået sine kræftplaner, de udvidede bevillinger, pakkerne eller den større opmærksomhed. Alt det har ført til store forbedringer for patienterne og deres middellevetid. Yderligere gevinster er også på vej.

Den dybtgående uenighed vil svække kræftsagen betydeligt. Man kender det fra andre sygdomsområder, der ikke kan få politisk opmærksomhed, fordi de centrale aktører er svækkede af indbyrdes uenighed og mudderkastning. Tænk på psykiatrien. Tænk på gigtområdet. En lignende situation befandt kræften sig i for få år siden.

Derfor må man håbe, at stridighederne kan blive begravet – inden skaden bliver for stor.

If you can’t beat them…

For nogle år siden forsøgte Odense Universitetshospital, der har et nært samarbejde til et af de store offentlige sygehuse i Kina, at etablere en enhed, der kunne afprøve kinesiske behandlingsmetoder, ikke mindst naturmedicin. Men sundhedsministeren sagde nej.

Til gengæld indledte Danmarks Grundforskningsfond et samarbejde med den kinesiske forskningsfond om at udvikle metoder, der vil kunne føre til skræddersyede behandlingstilbud til kræftpatienter.

Indholdet er noget andet, end universitetshospitalet ville, men tankegangen er den samme.

Løsningen på det kinesiske problem ligger i den type af tænkning. Hvis ikke der er tillid til de kinesiske forsøg på at sikre dokumentationen bag behandlingerne, så kunne vi afprøve deres metoder på dansk grund – eller involvere os i deres arbejde i Kina.

Der skal konkrete initiativer af den kaliber til for at genskabe fælles fodslag på kræftområdet.

Som supplement burde man spærre parterne ind i et lukket rum – og først lukke dem ud, når de er blevet enige.

Husk at slukke for mikrofonerne. 

Til forsiden