I den pakistanske storby, Lahore, vrimler det med tiggere.

Mange er børn. De sidder på hver sit bræt med hjul med deres klumpfødder, og så piler de rundt mellem biler og millioner af fodgængere, mens de kigger op med deres bedende øjne. Giv en skærv, siger de.

Som i så mange andre af livets forhold bliver deres ønsker ikke efterkommet. Og hvis de endelig er så heldige, at der dumper lidt mønter ned til dem, så er det mest sandsynligt, at de straks tvinges til at aflevere byttet til deres ’bosser’, dem, der bestemmer over dem, og selv de kan sikkert risikere at skulle aflevere byttet også til deres ’bosser’.

Det er disse børns skyld, at en dansk-pakistansk læge, Sajida Afzal, 46 år, har sagt sit job som ortopædkirurg på Hvidovre Hospital op og med en enestående målbevidsthed og uhørt vilje har kastet alle sine ressourcer og sparepenge, ja, hele sit liv, ind i etableringen af et fantastisk projekt, intet mindre end et ortopædkirurgisk hospital i Pakistan med 20 sengepladser.

Børnene i Lahore er også den egentlige grund til, at Dagens Medicin har besluttet sig for at prøve at bistå Sajida Afzal med at organisere den hjælp, som hendes vision fortjener. Af masser af velbegrundede projekter er hendes hospital det mest perspektivrige. Det rummer et enormt menneskeligt potentiale.

I en tid, hvor danske hospitaler kæmper med det yderste af neglene for at undgå besparelser, mener vi, at man skal løfte blikket og vælge at bruge den mindste brøkdel af de kommende milliardinvesteringer på at yde en bistand, som virkelig gør en forskel. Penge er slet ikke alt. De nye hospitalsbyggerier vil overflødiggøre masser af apparatur, masser af instrumenter.

Dette projekt kan bruge en masse. Men dertil kommer, at Sajida Afzals hospital rent ud sagt har brug for dygtige hænder. Læger, sygeplejersker og andet personale. Der er brug for alle, så snart hospitalet er i gang.

Sajida Afzal, der selv er mor til tre, har haft drømmen i årevis, og hun har noget at have den i. Sajida Afzal er uddannet i Danmark. Hun kom til Danmark som tiårig. Hun er dygtig, også så dygtig, at en kreds af uhyre respekterede ortopædkirurger bakker op om hendes projekt. De har ligefrem erklæret sig indstillet på at arbejde på hendes hospital, når det engang står klar.

Sagkundskaben bakker altså op om projektet. Eksperterne er ligefrem indstillet på at yde en indsats. Også det er helt specielt.

Sajida Afzal har besluttet sig. Nu skal det være. I øjeblikket arbejder hun som vikar på Bornholm, mens hun betaler af på en mur omkring sit fremtidige hospital. Tidligere har hun solgt sit hus, og det gjorde det muligt at købe grunden, som hospitalet skal opføres på.

Oprindeligt prøvede hun at skyde genvej til pengene ved at søge ind som læge i Saudi-Arabien, og tingene var ellers faldet på plads, da saudierne pludselig bakkede ud. I dag ved hun, at det var, fordi araberne opdagede, at hun var fraskilt.

Så kunne det ikke lade sig gøre, og derfor sparer Sajida nu op ved at påtage sig højt betalt vikararbejde på Bornholm. Det er i øvrigt absolut konkurrencedygtigt med det arabiske job.

Som dansker kommer man i øvrigt straks til at tænke, hvad pokker skete der med klumpfoden i Danmark. Er den udryddet, akkurat som så mange andre af fortidens sygdomme?

Det er den ikke. Prævalensen for klumpfod er ikke meget forskellig fra Pakistan. En ud af 1.000. Til gengæld er klumpfod ikke længere et problem i Danmark. I Danmark behandles sygdommen straks og uden dikkedarer, og det er såmænd ret simpelt. Foden manipuleres og bandageres i korrekt stilling. Det tager nogle måneder.

I Pakistan er børnene handicappede for livet. Ja, de er tiggere for livet. Der er ingen udsigt til at få behandling. Der findes ingen sygehuse for fattige eller bare almindelige pakistanere. Intet. Forskellen på livet som tigger, en ufattelig og barsk skæbne, og et mere normalt liv er en behandling, som i Danmark er helt simpel. Den findes bare ikke i Pakistan. I hvert tilfælde ikke for det fattige publikum.

Men der findes selvsagt behandling for dem, der har pengene, men heller ikke for dem findes i øvrigt kompetent børneortopædkirurgi. Det enorme og kolossalt folkerige land har forbløffende få sygehuse.

Det er den slags skæbner, som har ført til Sajida Afzals beslutning. Hun har udviklet en særlig forretningsmodel, som – ud over støtten – skal give hendes hospital en fremtid. Hver femte seng skal nemlig bruges på betalende patienter. De skal medvirke til at betale for de gratis patienter.

Hospitalet kommer til at hedde Maheen efter Sajidas yngste datter.

Det betyder ’smuk som månen’.

Det må være et passende navn for et hospital på de kanter og med de drømme.

Giv et bidrag

Dagens Medicin har taget initiativ til en indsamling til Sajidas børnehospital i Lahore, Pakistan.

Se hvordan du kan støtte